Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hvad det kristne Nordspaniens Historie i
samme Tidsrum angaar, saa havde de første
Konger i Oviedo-Riget maattet kæmpe med
indre Uroligheder; men fra Alfons den Kyske
(791—842) kunde Kampen mod de vantro
begynde med ikke ringe Eftertryk, og mange
»Mozarabere« (de arabisk-talende Kristne, der
levede i de mauriske Lande) sluttede sig til
Alfons. Han indgik Forbund med Karl den
Store og grundede Skt Jakob’s Kirke og
Bispesæde samt Byen Compostela. Hans Rige var
snart ikke det eneste kristelige. De uafhængige
Navarresere værgede deres Frihed i Bjergene
baade mod Frankere og Arabere og dannede et
lille Rige, hvis ældste Historie er meget uklar.
Et lgn. dannedes i Aragonien, men opslugtes af
det navarresiské. Fra Maurerne tog Frankerne
»den spanske Mark«, en Provins delt i fl.
Grevskaber, hvoriblandt Barcelona, og senere, fra
874, er der en uafhængig Greve af Katalonien,
som paa sin Side ogsaa kæmper mod Maurerne.
Men de kristne Riger kæmpede rigtignok
samtidig ofte indbyrdes, og anarkiske Tilstande
foraarsagedes særlig tit af den stridige Adel i
det leonesisk-galiciske Rige, saa at Kalifatet
havde lettere ved at faa Bugt med Modstanden
N. fra. Har en Konge som Ordofio I (fra 850)
ell. Alfons III (fra 866) ell. Ramiro II (fra
930), alle af León, en Tid Lykken med sig, saa
ødelægges Resultaterne snart ved Borgerkrig.
Under sidstnævnte Konge gjorde Grev Fernán
Gonzalez i Kastilien Opstand dg lagde Grunden
til denne sp. Landsdels Uafhængighed; og efter
Ramiro’s Død 950 begyndte en sand »Sværdtid
og Ulvstid« for hans Land: dets Konge, Sancho
den Tykke, blev endda Abd-ur-Rahman III’s
Vasal, og da han var død, stod Landet
fuldstændig i Vaade, enhver Adelsmand gjorde sig
til Herre paa sin Borg, medens Almansur vandt
den ene Sejr efter den anden. Men fra Alfons
V (994—1027) kommer der bedre Tider, især
ved hans Onkels, Navarreserkongen Sancho el
Mayor’s Bistand; Almansur døde, og
Forholdene i det cordobesiske Rige blev urolige, saa
at Alfons kunde vinde Sejre og forstørre sit
Rige paa Maurernes Bekostning; nu maatte de
købe Fred af den kristne Konge. Under ham
holdtes 1020 Cortes i León, hvor Love gaves.
Familieforbindelsen mellem hans Søn,
Bermudo III af León, Sancho el Mayor af Navarra og
Grev Garcia af Kastilien, idet Bermudo og
Sancho var gifte med Garcia’s Søstre, skulde
befæste Samdrægtigheden mellem Kristenrigerne;
men Venskabet brødes: Sancho besatte
Kastilien efter Garcia’s Død og kom i Krig med
Bermudo, hvem han forjog fra León, saa
at han kun beholdt Galicien tilbage, hvorefter
Sancho (død 1035) kaldte sig »Konge af S.«.
Ved sin Død delte han Riget mellem sine
Sønner, saaledes at Garcia fik Navarra og Biscaya,
Fernando Kastilien og Ramiro Aragonien.
Endnu maatte Fernando strides med Bermudo om
Léon, som han fratog ham 1037, hvorpaa han
forenede det med Kastilien og tillige ombyttede
Grevetitelen med den som Konge. — Imidlertid
havde de katalonske Grever i Barcelona
forøget deres Territorium ved Erobringer fra
Maurerne, fik endog — ved at sende Tropper
derned i givet Tilfælde — Indflydelse i selve
Córdoba, og især nød Ramón Berenguer I (fra
1035) stor Anseelse.
Tidens Begivenheder er, som det ses, for en
stor Del Kampe mellem Maurere og Kristne.
Men man maa dog ikke opfatte Forholdet som
et planlagt, evindeligt Korstog, baaret af
uudslukkeligt indbyrdes Had. Naar undtages de
Øjeblikke, da Kristne og Maurere førtes mod
hinanden paa Valpladserne af Grunde, der
hyppig havde intet med Nationalitet ell. Religion
at gøre, levede de i Virkeligheden dengang ofte
i god Forstaaelse med hverandre. Endog
Ægteskaber mellem sp. og arab. fyrstelige Personer
fandt Sted; saaledes var Almansur gift med
en Datter af Bermudo II, siden med en anden
sp. Prinsesse, der endda med sin Families
Indvilligelse omvendte sig til Muhammedanismen,
skønt dette ellers ikke krævedes i slige
Tilfælde. I alle Samfundslag var saadanne
Ægteskaber hyppige. Tit tjente Maurere i kristne
Hære og omvendt, og i Córdoba fandtes en
staaende kristen Lejehær. Og Mozarabernes
ejendommelige Stilling gjorde sit til en
Blanding af Folkeslagene. I Henseende til
Administration og Kultur — baade den materielle og
den aandelige — stod Maurerne ubetinget højt
over Halvøens kristne Riger, og deres
Civilisation virkede ud over Kalifatets Grænser. Med
sin Mangel paa national Enhed, sin Feudalisme
og sin langt ringere Kultur kunde det romanske
S. aldeles ikke hamle op med det cordobesiske
Kalifat i dettes Glanstid, selv om det af og til
kunde sejre i Vaabendyst ved de krigerske
Egenskaber, det havde arvet fra Forfædrene og
havde øvet i strenge Tider.
Fra Midten af 11. Aarh. begynder et
Tidsafsnit — som varer til ind i 13. Aarh. —, hvori
de kristne Riger gør store Fremskridt, medens
det mauriske S. gaar tilbage i Styrke og
Civilisation. Kalifatet var foreløbig delt i 23
uafhængige Smaastater: Córdoba, Sevilla, Malaga,
Granada, Zaragoza, Toledo o. s. v. Mest
fremtrædende var Sevilla, som havde dygtige
Regenter af Abbaddiernes Slægt, der efterhaanden
blev Arvtagere af Córdoba-Kalifatet, ogsaa i
kulturel Henseende, og ofte udfoldede stor
Hofpragt. Men Spanierne trængte dem samtidig
haardt i Krigene, saa at de mauriske Stater
greb til det Middel at indkalde Almoraviderne,
et fanatisk religiøst Folk, opr. Berbere fra
Sahara, der havde stiftet et stort nordafrikansk
Monarki. Deres Kejser, Jussuf, vandt 1086 og
1090 Sejre over Spanierne, og kort efter gjorde
han sig til Herre over en stor Del mauriske
Stater; hans Efterfølger Ali fortsatte
Erobringen, og 1111 var hele det muselmanske S. i
Almoravidernes Vold. Men deres Herskere
førte i den flg. Tid et daarligt og svagt Regimente,
det fordum krigerske Folk blev blødagtigt, og
de kristne Modstandere vandt adskillige
Fordele. Der blev da Brug for ny Kræfter fra det
afrikanske Hjemland. De vilde Almohader,
opflammede af religiøs Fanatisme og ledede af en
Mahdi, begyndte 1125 at rokke Almoravidernes
Herredømme i Afrika; da de havde styrtet det,
kom de 1146 over til S. og underkastede sig lidt
efter lidt alle de almoravidiske Besiddelser der;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
