Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kan siges at danne Grænsen — oprinder en ny
Litteraturperiode, skyldes Strømninger udefra.
Den har Overgangstidens Præg og egl. ikke
meget udmærket at byde, men den varsler
kommende Storhed. Ved Hofferne og ud fra dem
til de borgerlige Samfundslag breder det
kunstfærdige Versemageri sig alle Vegne, med
talrige Kendetegn paa ital. Paavirkning foruden
provençalsk. Riddervæsenet i fr. Manér
florerer og giver sig ogsaa Udtryk i Litteraturen.
Og ofte pedantisk Lærdom, hvis mest
karakteristiske Repræsentant er Markis’en af Villena —
næsten en Sagnfigur — drøfter alt mellem
Himmel og Jord, idet Overtro og Tvivl trives
forbavsende tæt op ad hinanden. Den omfangsrige
poetiske Produktion besidder vi for største
Delen samlet i en Rk. Cancioneros (s. d.); dens
ny, mest benyttede Versform er de saakaldte
Versos de arte mayor, Strofer paa 8 Linier,
hver paa 11 til 12 Stavelser, med skiftende
Rimstilling, snart mandlig, snart kvindelig
Udgang og hyppig Udeladelse af første Stavelse.
Ogsaa Glosa’en o. l. stærkt udregnede Former
stammer fra 15. Aarh. Som den ypperste
Digter ansaas dengang Juan de Mena, i hvem
man, skønt med Urette, ikke var langt fra at
se en sp. Dante. Er Villena bleven
Lærdommens Personifikation, saa er den forelskede
Troubadour Macias — af hvis Sange dog kun
faa er bevarede — bleven sagnagtig Type for
Tidens erotiske Lyrik (Bog om ham af H.
Rennert [Philadelphia 1900]). Men vægtigere
Bidrag til Litteraturen ydedes af Markis’en af
Santillana, af Gómez Manrique, som
skrev smaa Dramaer (de ældste i den sp.
Litteratur efter Helligtrekonger spillet), og især af
hans Slægtning, Jorge Manrique, der
digtede de herlige Coplas i Anledning af hans
Faders Død. Bedst er gerne Digterne, naar de
kommer ind paa den nationale, lyriske ell.
episke Folketone; af Santillana og Rodriguez
del Padron haves heldige Prøver herpaa. En
Rk. politiske Satirer i bunden Stil er navnlig
interessante ved deres Indhold, saaledes Coplas
del Prouincial, Coplas de Mingo Revulgo o. fl.
Den Indflydelse, Riddervæsenet øvede paa
Litteraturen, giver sig især til Kende i de famøse
»Ridderromaner« i Prosa, Los Libros de
Caballeria. De har deres væsentligste Ophav i den
bretonske Sagncyklus, i Fortællingerne om den
hellige Gral, Merlin o. s. v.; men den
berømteste Ridderroman Amadis og dens Efterfølgere
(se Amadisromaner) er spanske,
saaledes som man nu kender dem — om end en
fr. Original kan have eksisteret —, og i S. fik
de langt ned i Tiden et umaadeligt Publikum,
hvorom Cervantes’ Don Quijote er det bedste
Vidne. Den i sin Tid meget yndede Cárcel de
Amor (af Diego Fernández de San Pedro), som
ogsaa hører til Ridderromanernes Gruppe, er
bl. a. oversat paa Dansk (Kbhvn 1636). For
øvrigt bærer Prosalitteraturen Præg af den
herskende Kundskabstrang ved Mængden af
Oversættelser, især fra Latin og Italiensk, og i
den romerske Litteratur saavel som hos
Trecentisterne søger man sine klassiske Mønstre, i den
Grad at man næsten latiniserer sit gode sp.
Sprog. Historieskrivningen pynter sig med
opdigtede Taler à la Livius, og man følger
Valerius Maximus’ o. l. Forfatteres Eksempel ved
at skrive Samlinger af berømte Mænds
Biografier. Her naar Fernán Pérez de
Guzmán til at blive en virkelig dybtgaaende
Karakterskildrer i sine Generaciones y
Semblanzas, der omhandler hans egne samtidige,
og Hernando del Pulgar kommer
næsten paa Højde med ham i sine Claros varones
de Castilla. Et sjældent smukt historisk Skrift
er den anonyme Krønike om den mægtige
Konnetabel D. Alvaro de Luna’s glimrende Liv
og tragiske Død. Godt fortalt er ligeledes Ruy
González de Clavijo’s Beskrivelse af
hans egen Østerlandsfærd (1403—06), der plejer
at gaa under det vildledende Navn Vida y
hazañas del gran Tamorlán. I Alfonso
Martinez fra Toledo, el Arcipreste de
Talavera, f. 1398, d. kort efter 1466, Forf. til den
vittige og morsomme Bog Reprobación del
Amor mundano, — ogsaa kaldet El Corbacho
ligesom et bekendt Skrift af Boccaccio, hvoraf
det dog ikke er Plagiat —, træffer man saa at
sige en Aflægger i Prosa af »Ærkepræsten fra
Hita«, Juan Ruiz. (Bogen er udg. af C. P.
Térez Pastor i Sociedad de Bibliófilos
españoles [Madrid 1901]).
II. Renaissancen og dens
Fortsættelse.
Til den store Kulturbevægelse, der kaldes
Renaissancen, forholdt den sp. Nation sig først
mere modtagende end givende. Den fik den
snart paa nært Hold ved sin politiske
Magtudvidelse i det Land, hvorfra den var udgaaet,
Italien, og den kom da ogsaa til at tage sin Del
i det humanistiske Lærdomsarbejde, der var
saa stærkt i Gang derovre. Tilnærmelsesvis
sammenlignes med den ital. Humanisme kan
den sp. dog ikke, om end den ogsaa har sine
ansete Lærde, som Antonio de Lebrija og
Pedro Chacón, og Bogsamlere som Diego Hurtado
de Mendoza, og om end Bogtrykkerkunsten —
indført i Spanien omtr. 1470 — bidrog til at
udbrede aandelige Frembringelser. Men skønt
Poesi og Prosa i formel Henseende optog meget
fra den ny, klassisk antikiserende
Litteraturstrømning, var Spaniernes Nationalkarakter og
Aandsretning allerede saa bestemte og
afgrænsede ved Fortiden, at det moderne Hedenskab
ikke ret kunde slaa Rod hos dem. De havde
for meget Middelalder i sig og navnlig for
udpræget kristelig Religiøsitet. Under Blandingen
af nyt og gl., fremmed og indenlandsk opstaar
saa en Aandstype, der sætter sine Frugter i 16.
og det paaflg. Aarh., den Tid, da S.’s Indsats i
Verdenslitteraturen er størst.
Allerede i Slutn. af 15. Aarh. har den sp.
Prosalitteratur dog et Mesterværk at opvise,
hvorpaa Renaissancen har sat sit Mærke uden
at udslette det nationale Stempel: det er den
berømte Comedia de Calisto y Melibea, alm.
betitlet Celestina og trods sin Dialogform snarest
at kalde en Fortælling; som dens Forfatter har
sædvanlig været antaget Fernando de Rojas (se
Gelestina og Rojas), men dette
Spørgsmaal er stadig Genstand for megen Diskussion
mellem Litteraturhistorikerne. Bevidst og ud
fra et Program kommer den nyklassiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
