Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Soffitte - Sofia (Valdemar I's Dronning) - Sofia (Valdemar Sejr's Datter) - Sofia (sv. Dronning) - Sofider - Sofie (Frederik I's Dronning) - Sofie (Frederik II's Dronning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Loftet nedhængende Kulisser, som snart
forestiller Himmel, snart Løvværk ell. Loft o. s. fr.
Det moderne scenetekniske Hjælpemiddel
Rundhorisonten overflødiggør i mange Tilfælde S.
R. N.
Sofia, Valdemar I’s Dronning. S. var en
Halvsøster til Knud Magnussøn, idet hun nemlig
var Datter af Magnus Nilssøn’s Enke Richiza
i hendes Ægteskab med den russ. Fyrste
Volodar. Da Valdemar brød med Sven og
nærmede sig Knud, trolovede han den kun
halvvoksne S., og hendes Broder lovede hende en
Trediedel af sit Fædrenegods i Medgift; efter
Knud’s Mord i Roskilde fejrede Valdemar sit
Bryllup med S. i Viborg (1157) inden den
afgørende Kamp med Sven. I sit Ægteskab blev
S. Moder til 2 Sønner (Knud og Valdemar) og
6 Døtre. Efter Valdemar’s Død (1182) ægtede
S. Landgreve Ludvig af Thüringen, men blev
hurtig forskudt og vendte hjem til Danmark,
hvor hun døde 1198 og fandt sin Grav i
Ringsted Kirke ved Siden af Valdemar. Om S.’s
Personlighed vides kun lidet; Krønikeskriveren
Sven Aggesøn lovpriser hendes Skønhed, som han
kender af Selvsyn, i høje Toner; Saxe dadler
hende for hendes Iver efter at faa sine Døtre
gifte med Kejser Frederik’s Sønner. I
Folkevisedigtningen kom ham snart til at optræde som
en Type paa en ond og skinsyg Dronning; hun
lader Valdemar’s Slegfred Tove brænde i
Badstuen, og hun ægger Kongen til hans
Mishandling af Søsteren »Liden Kirsten«. En af S.’s
Døtre af s. N. blev i sit Ægteskab med Grev
Sigfred af Orlamünde Moder til Albert af
Orlamünde.
J. O.
Sofia, Valdemar Sejr’s Datter, ægtede
Markgreve Johan I af Brandenborg. Just som Striden
mellem Erik og Abel var paa sit højeste, drog
S., skønt højt frugtsommelig, til Danmark for
at mægle mellem dem, men døde i Flensborg i
Barselseng (1247).
J. O.
Sofia, sv. Dronning, Datter af den danske
Konge Erik Plovpenning og Judith af Sachsen,
blev rimeligvis 1260 formælet med den svenske
Konge Valdemar Birgerson. Hun døde i
Danmark 1286.
(A. S.). G. C.
Sofider (rigtigere Sefevider ell.
Sefider), pers. Kongedynasti fra den nyere Tids
Beg. Slægten stammede fra Shiiternes syvende
Imam og derigennem fra Kaliffen Ali, Profetens
Svigersøn; den har faaet Navn efter Ishak
Sefi-ed-din, der var Overhoved for Sufierne
i sin Tid og nød stor Anseelse for Hellighed,
og som døde i Midten af 14. Aarh. Under de
opløste Forhold omkr. 1500 lykkedes det
Sefeviden Ismâil, støttet paa en dristig Skare
af tyrk. Fribyttere, de saakaldte Kyzylbascher
(ɔ: Rødhoveder), at erobre Iran samt
Mesopotamien, Armenien m. m. Af disse sidste
Landsdele mistede han dog en stor Del i
uheldige Kampe med Osmannerne. Han gjorde
Ispahan til Residensstad og ophøjede Shiismen
til Statsreligion. Efter en Nedgangsperiode
hævedes det ny pers. Rige til sin største Magt
og Glans ved Abbâs I, den Store
(1587—1629). Paa denne Tid begyndte Perserne at
komme i diplomatisk og økonomisk
Forbindelse med Europa, og europ. Rejsende som
Tavernier, Bernier og Chardin har efterladt sig
udførlige og interessante Skildringer af det
sefevidiske Persien. Efter Abbâs’ Død indtraadte
der atter Forfald; dog bestod Sefevideriget
endnu i omtr. et Aarh. under jævnlige Kampe med
Osmannerne, Uzbegerne, Stormogulerne i
Indien og Afghanerne, medens det moralske
Forfald gik jævnsides det politiske. Den sidste
virkelig regerende Sefevide, Husein, blev 1722
slaaet og afsat af den afghanske Usurpator
Mahmud. Siden (1729—36) sad Tahmâsp II
og Abbâs III paa Tronen som Skinkonger,
medens al virkelig Magt var samlet hos
Friskarehøvdingen Tahmâsp Kûlf Khân, den
senere Nâdir Shâh (se i øvrigt Persien,
»Historie«).
A. C.
Sofie, Frederik I’s Dronning, f. 1498, d. 13.
Maj 1568, var Datter af Hertug Bogislav X af
Pommern og ægtede 1518 den da allerede
aldrende Hertug Frederik af Holsten-Gottorp.
Efter at hendes Gemal 1523 var blevet Konge i
Danmark, kronedes hun som dansk Dronning
13. Aug. 1525. Efter Frederik I’s Død 1533 fik
hun som Livgeding Lolland og Falster i
Kongeriget og Slottene Kiel og Plöen i
Hertugdømmerne. Hun opholdt sig for det meste paa
Slottet i Kiel, hvor hun ogsaa døde. Hun blev
Moder til 3 Sønner, Hertugerne Hans, Adolf
og Frederik, og 3 Døtre, Elisabeth, Anna og
Dorothea.
L. L.
Sofie, Frederik II’s Dronning, f. 4. Septbr
1557, d. 4. Oktbr 1631, var Datter af Hertug
Ulrik af Mecklenburg og Frederik I’s Datter
Elisabeth og blev 1571, kun 14 Aar gl, forlovet
med sin
Fætter, den da
37-aarige Kong
Frederik II af
Danmark.
Aaret efter fandt
Brylluppet Sted
paa Kbhvn’s
Slot 20. Juli.
Ægteskabet
blev, saa vidt
det synes,
meget lykkeligt.
Dronningen var
en meget
fornuftig og
økonomisk
Husmoder, der med
stor Omhu tog
sig af sine
Børns Opdragelse. Der høres ikke noget som
helst om Rivninger mellem Ægtefællerne,
Dronningen fulgte hyppig med Kongen paa hans
Rejser omkr. i Landet, deltog i hans Jagter og
plejede ham, naar han var syg. Nogen
Indflydelse paa Statens Styrelse fik hun aldeles
ikke. Hun synes at have haft en Del aandelige
Interesser, besøgte saaledes flere Gange Tyge
Brahe paa Hveen og viste stor Interesse for
Anders Sørensen Vedel’s Udgave af de gamle
Kæmpeviser. Efter Frederik II’s Død kom der
en meget bitter Kampens Tid for hende.
Rigsraadet tog straks Regeringens Tøjler i sin
Haand, og i den Formynderregering, der
indsattes, fik Enkedronningen ingen Plads. Det synes
 |
| Dronning Sofie. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
