Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Socialpolitik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der almindeligvis lægges i Udtrykket »det
sociale Spørgsmaal«, et Produkt af den moderne
industrielle Udvikling. Industrien har navnlig
paa to Maader medført en Ændring i
Arbejdernes Forhold: Medens Fortidens Arbejder —
Laugssvenden — kunde regne med til sin Tid
at blive Mester, maa Nutidens typiske Arbejder
— Industriarbejderen — regne
med at vedblive at være Arbejder
hele Livet igennem, og medens
Laugssvendens Tilværelse var nogenlunde betrygget,
er Industriarbejderens Eksistens
i høj Grad usikker, navnlig som Følge af
den af de vekslende økonomiske Konjunkturer
foraarsagede Arbejdsløshed. Hertil kommer, at
før bestod der mellem Arbejder og
Arbejdsgiver (Laugssvend og -mester) et personligt
Forhold, saaledes at Mesteren (ell. Lauget) hjalp
Svenden i Sygdomstilfælde o. l., nu bestaar der
mellem Arbejder og Arbejdsgiver et rent
Kontraktsforhold: Arbejdsgiveren betaler en vis
Løn pr Arbejdstime ell. pr præsteret Stykke
Arbejde, hvoraf følger, at den Risiko, der for
Arbejderen er for at miste sin Arbejdsindtægt
som Følge af Sygdom, Ulykkestilfælde,
Arbejdsløshed m. v., hviler paa Arbejderen, og er
Arbejdsgiveren uvedkommende.
Hele denne Ændring i Arbejdsforholdene har
gjort det nødvendigt for Samfundet at gribe
regulerende ind.
Opr. er de forsk. socialpolitiske
Foranstaltninger vel væsentligst gennemført af
Medlidenhed med de daarligst stillede
Befolkningsklasser (de første Arbejdsbeskyttelseslove, der
navnlig tog Sigte paa Børnearbejdet og de unges og
Kvindernes Arbejdsvilkaar), senere dog nok i
nogen Grad ud fra den Tanke, at de daarligst
stillede Klasser havde et vist
Retfærdighedskrav paa Beskyttelse og Hjælp. Undertiden
har man ved Gennemførelsen af forsk. sociale
Love i første Rk. haft som Formaal at sikre
den sociale Ro i Samfundet (de tyske
Socialforsikringslove i 1880’erne). Først senere er
Samfundshensynet kommet i Forgrunden,
saaledes at S.’s Formaal nu i høj Grad er
Varetagelsen af hele Samfundets Interesse: At
hjælpe de daarligst stillede Befolkningsklasser til at
opnaa bedre Livsvilkaar, fremme den sociale
Ro i Samfundet og skabe Erhvervslivet bedre
Produktionsvilkaar.
S. kan i nogen Grad naa sit Maal ved at
støtte Arbejdernes Selvhjælpsbestræbelser,
saaledes som de bl. a. har givet sig Udslag ved
Oprettelse af faglige Organisationer,
kooperative Foretagender og gensidige
Understøttelsesforeninger. Hyppigt vil S. dog stille Krav om
finansiel Støtte fra den øvrige Befolkning, det
være sig Støtte fra de Bedrifter, der
beskæftiger Arbejderne ell. fra det hele Samfund
(Stat og Kommune). Heraf kan dog ikke
drages den Slutning, at S. udelukkende kræver
økonomiske Ofre, idet det ikke bør overses,
at S. ikke blot har social, men ogsaa
økonomisk Værdi for Samfundet. S. bidrager dels
til at skabe, dels til at opretholde Arbejdernes
Produktivkraft, navnlig ved at forhindre
Rovdrift af Arbejdskraften, specielt for saa vidt
angaar Børn og unge Arbejdere. For den
enkelte Bedrift medfører en Rovdrift af
Arbejdskraften ikke noget direkte økonomisk Tab, thi
hvis den Arbejdskraft, den enkelte Bedrift
beskæftiger, ødelægges ved Rovdrift, kan
Bedriften blot antage nye Arbejdere, der frit staar til
dens Raadighed, men for Samfundet giver
Rovdriften Tab, idet den rovdrevne Arbejders
Forsørgelse kommer til at paahvile hele
Samfundet. Rovdrift af Arbejdskraften er saaledes —
om end i hvert Fald forbigaaende økonomisk
fordelagtig for den enkelte Bedrift — til Skade
for Samfundet i dets Helhed, og Samfundet maa
derfor ud fra en rent økonomisk Vurdering af
Forholdene om fornødent fastsætte visse
Grænser for Arbejdskraftens Benyttelse og i det hele
træffe Foranstaltninger med det Formaal at
forbedre og bevare den menneskelige
Arbejdskraft. Det vil være økonomisk uforsvarligt ikke
at sikre Gennemførelsen af visse hygiejniske
Foranstaltninger i Fabrikslokalerne og visse
Sikkerhedsforanstaltninger over for Maskiner,
ligeledes maa man beskytte Børn og unge
Arbejdere, om fornødent ogsaa sikre de voksne
Kvinder og Mænd mod en for lang Arbejdsdag,
i Fag, hvor Lønnen er saa lav, at den ikke
muliggør for Arbejderne at opretholde deres
Produktionsevne, maa fastsættes en
Minimalløn o. s. v. Af økonomiske Grunde er det heller
næppe forsvarligt at overlade Syge-,
Arbejdsløsheds-, Invaliditets- og Ulykkesforsikring til
sig selv, f. Eks. vil det rent økonomisk set være
fordelagtigere for Samfundet at bekoste en
30-aarig Tuberkulosepatients Helbredelse end at
lade ham bukke under for Sygdommen.
Selv om S. saaledes har økonomisk Værdi
for Samfundet, maa det dog erkendes, at den
ofte gaar ud over denne økonomiske Grænse,
og i samme Grad som den økonomiske Grænse
overskrides, maa det afvejes, om det
opnaaede sociale ell. kulturelle Gode er det
økonomiske Offer værd. Belastes et Lands
Erhvervsliv ud over en vis Grænse med socialpolitiske
Byrder, kan det tænkes at hemme Landet i
Konkurrencen med Udlandet, hvor de
socialpolitiske Byrder er mindre.
I de senere Aar er der paabegyndt et
internationalt socialpolitisk Samarbejde mellem
Staterne, dels for i Alm. at fremme den
socialpolitiske Lovgivning, dels for at søge de forsk.
socialpolitiske Love indført samtidig og i
nogenlunde ensartet Omfang i de enkelte Lande. Den
første internationale socialpolitiske Konference
afholdtes i Berlin 1890, uden at der opnaaedes
noget positivt Resultat. Efter at Schweiz 1896
forgæves havde forsøgt at faa sammenkaldt en
ny Konference, oprettedes 1900 den private
Forening »International Forening for lovordnet
Arbejderbeskyttelse«, der med Støtte fra forsk.
Stater oprettede et Bureau i Basel under
Ledelse af Socialøkonomen Stephan Bauer. Det
lykkedes denne Forening at fortsætte sin
Virksomhed under Verdenskrigen. Det internationale
Samarbejde mellem Arbejdernes
Organisationer, der efter »Internationale«’s faktiske
Opløsning 1872 (formelt 1876) var genoptaget ved
Pariserkongresserne i 1887 og 1889, af hvilke
navnlig den sidste fik Bet. ved Opstillingen af
Kravet om 8 Timers Arbejdsdagen, fortsattes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
