Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slaviske Sprog - Slavisk Filologi - Slavisk Mytologi - Slavjanoserbsk - Slavjansk - Slavofil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Vergleichende slavische Grammatik«
(Göttingen 1906—08, ny Udg. 1924) (ikke uden
Mangler); Bernecker, »Slavisches etymologisches
Wörterbuch« (Heidelberg 1908 ff., ufuldendt);
Samme, »Slavische Chrestomathie mit
Glossaren« (Strasbourg 1902); Pypin &
Spasowicz, »Geschichte d. slavischen Literaturen«
(Leipzig 1880—84; oversat fra Russisk af
Sorberen [Lausitzeren] Traugott Pech).
Hlg. P.
Slavisk Filologi, se slaviske Sprog.
Slavisk Mytologi, se Slaver.
Slavjanoserbsk [s£avina’sjerpsk], By i
ukrainsk Guv. Donez, 30 km NV. f. Lugansk
paa højre Bred af Donez. 3000 Indb.,
hvoriblandt en Del Jøder. S. er grundlagt 1753 af
Serber, der 1751 var udvandrede fra Østerrig
og havde grundlagt Militærkolonien
Slavjanoserbija mellem Donez, Bachmutka og
Luganj. Indtil 1817 hed S. Donezskoje.
(H. P. S.). N. H. J.
Slavjansk [s£a-], By i ukrainsk Guv. Donez,
ligger 42 km NV. f. Bachmut ved Donez’ Biflod
Torez og ved Banelinien Kursk—Charkov—Asov.
16000 Indb. I Nærheden af S. ligger
S.-Søerne, en halv Snes Saltsøer, hvoraf aarlig
udvindes omkr. 60000 t Salt, og hvis saltholdige
Slam siden 1852 er anvendt til Bade. Desuden
har S. Tilvirkning af Sæbe og Lys og Handel
med Salt og Kvæg. S. er anlagt 1676 og hed
Tor indtil 1784.
(H. P. S.). N. H. J.
Slavofil (egl. Slavjanofil), Tilhænger
af den russ. Kulturstrømning, der i Midten af
19. Aarh. spillede en meget fremtrædende Rolle
i det russ. Aandsliv og som — i Strid med de
samtidige saakaldte »Sapadniker«,
Vestlændingerne — hævdede Nødvendigheden for
Rusland af at være paa sin Post imod Smitten fra
den vesterlandske Civilisation, et Standpunkt, der
baseredes paa Teorien om den slaviske Aands
Overlegenhed over den vesterlandske. Begge
Bevægelserne opstod i Moskva, hvor det
intellektuelle Liv i 1830’erne tog et mægtigt
Opsving og hvor specielt
Universitetsungdommen, som under den herskende stærke
politiske Reaktion var afskaaret fra
Muligheden for at beskæftige sig med politiske og
sociale Emner, med saa meget større Iver
helligede sig til filosofiske, æstetiske og litterære
Spørgsmaal. Et Centrum for disse Interesser
udgjorde den Studenterkreds, som i Beg. af
1830’erne dannedes omkr. Nikolaj Stankevitch
og som særlig helligede sig til Studiet af den
ny idealistiske tyske Filosofi, først Schelling,
derefter Hegel. Divergenserne mellem de
vordende Slavofiler og Sapadnikerne begyndte at
opstaa, da man fra alment teoretiske
Betragtninger og abstrakte filosofiske
Ræsonnementer gik over til i de filosofiske Systemers
Lys at granske den historiske russ. Udvikling.
Medens de vordende Sapadniker hævdede, at
Uligheden mellem den russiske og vesterlandske
historiske Udvikling kun var den, at Ruslands
var kommet langt senere end Vestens, men at
den gik og maatte gaa ad de samme Baner
som den vesterlandske, paaviste de
vordende Slavofiler væsentlig ud fra de filosofiske
Teorier, at den russiske historiske Udvikling var i
sin Art meget forskellig fra Vesterlandets, og at
det var Ruslands historiske
Forudbestemmelse, uden Indblanding med den
vesterlandske Kultur, kun ved at udvikle sit eget
nationale Væsen, at naa frem til at spille en
dominerende Rolle i Verdenshistorien. Medens
Sapadnikerne i Peter den Store’s Arbejde saa
en betydningsfuld Fremskridtsakt, hvorved
Rusland fra sin tidligere Isolering var blevet ført
ud paa Verdenshistoriens Skueplads, fordømte
Slavofilerne i Overensstemmelse med deres
Grundanskuelse skarpt hans Indsats i den
russiske Udvikling som en hensynsløs Forbrydelse
imod dennes rette Aand. Af disse
Meningsforskelligheder om Ruslands Fortid fulgte
efterhaanden, i samme Udstrækning som man
forlod sin tidligere politiske og sociale
Indifferentisme, den forsk. Opfattelse af det samtidige
russ. Livs Forhold. Selv om ogsaa de to
Parter i det store Hele i visse Ting nærede
Anskuelser, der faldt sammen — saaledes f. Eks.
vedrørende Nødvendigheden af Livegenskabets
Ophævelse, Censurens Formildelse og den
administrative Vilkaarligheds Ophævelse — saa
repræsenterede de paa andre Punkter helt
modsatte Meninger. Medens Sapadnikerne holdt
paa en lovgivende Folkerepræsentation efter
europæisk Mønster, ønskede Slavofilerne
Bevarelsen af Selvherskerdømmet med en kun
raadgivende Folkerepræsentation; i
Modsætning til Sapadnikerne omfattede Slavofilerne
med Begejstring den russ.
Landsbykommunismes kollektivistiske Principper, hvori de saa
Frøet til en bedre social Ordning, og i
Modsætning til de delvis ateistiske Sapadniker holdt
Slavofilerne paa den russ. Ortodoksi, hvori de
saa Kristendommens oprindelige og sande
Form. Afklaringen af disse modsatte Anskuelser
og Bruddet mellem de to Retninger foregik kun
successive. En af de første Impulser til
Bruddet udgjorde Offentliggørelsen af Forfatteren
Tjaadajev’s »Filosofiske Breve« af 1836; dette
Værk, hvor Sapadnikmeningerne genfandtes i
en næsten in absurdum dreven Radikalisme,
opfattedes i Slavofilkredsene som en
fuldstændig Kasten Smuds paa Fædrelandet, og den
patriotiske Indignation gav de slavofile Idéer øget
Livskraft og skærpede Modsætningen mellem deres
Tilhængere og Modstandere. Endelig og
uoprettelig blev Bruddet efter et af den slavofile
Digter Jasykov 1841 offentliggjort Smædedigt
»Til dem, der ikke er vore«, hvori
Sapadnikerne i grove Vendinger erklæres i Akt som
Ungdommens Forførere, religiøst frafaldne og
Fædrelandsforræddere. Bl. dem, der i den flg.
Tid stod i Slavofilernes forreste Rækker, mærkes
Brødrene Ivan og Peder Kirjejevski, Brødrene
Konstantin og Ivan Aksakov, Sjevyrjev,
Chomjakov, Danilovskij, Samarin o. a. Dens litterære
Organ, hvor de fremsatte deres Ideer og
offentliggjorde betydningsfulde Frembringelser af den
historiske Forskning og Folkelivsforskning,
hvortil deres Ideer gav Impulser, var
»Moskvitianin« (1841—56), »Russkaja Besicda«
(1856—60), Ivan Aksakov’s »Rus« (1880—86) o. a.
Lidt efter lidt, allerede fra 1860’erne,
begyndte Slavofilismen at kølnes; hos mange af
Retningens Tilhængere indgik de slavofile Ideer
en Sammensmeltning med de panslavistiske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
