Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skriftsprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kvide (Kvie; opr. kwighæ), tide (tie;
opr. tighæ), sige (si; opr. si, oldn. sia).
Paa samme Maade kan g skrives for opr. v.
I en af de ældste trykte Bøger staar der, at
Jesus i Urtegaarden kom til sine Disciple og
fandt dem sogenes (sovende). Normalt hed
det dengang: soffuende. Et saa forstyrret
Sprog har aldrig været talt i Middelalderen.
Man har ikke eet Øjeblik sagt kvie, et andet
kvige og atter et tredje kvide. Men opr.
th og opr. gh har været tabte ell. gaaede over
til w, i, ganske som i vore nuv. Almuedialekter
og til Dels endnu i det dannede Talesprog. Den
overleverede Retskrivning krævede d ell. g, og
ved Ord, der stadig læstes og skreves, voldte
det ikke store Vanskeligheder at træffe det rette;
derimod kunde det glippe ved sjældnere Ord.
Der hengik fl. Hundrede Aar, inden det i hvert
enkelt Tilfælde blev fastslaaet, hvilken Ordform
der skulde foretrækkes. I Reglen er den ældre
bleven foretrukken for den yngre. Hvor en
yngre, altsaa en med det talte Sprog stemmende
Ordform er bleven godkendt, har det næsten
altid sin Grund i vedk. Ords sjældne Forekomst i
Skrift. Derfor skriver vi nu Skaar, Ske uden
d, men haard, Gaard, Ord, Jord, bred
med d.
Der er for den umiddelbare Betragtning noget
forbløffende i, at den litterære Tradition
allerede i hine gl. Tider har haft saa stor Magt.
Man maa næsten tvinge sig til at tro, at vore
Forfædre for 600 Aar siden har sagt Far og
Mor. Og hvor er saa Begyndelsen?
Overgangen gh til w træffes i Navne endnu tidligere end
Aar 1300. Et lat. Diplom fra Sorø fra 1228 har
oxneschou. Saxe skriver Suibdavus
(Svibdag). Kan Sjællænderen paa Saxe’s Tid have
sagt daw (Dag), saa kan Skaaningen ogsaa
have sagt da. — Størst bliver Forskellen
mellem Tale og Skrift ved Ord, der forekommer
Side op og Side ned i alt, hvad der skrives.
Stavemaaden af, at, det har holdt sig; langt
ind i 16. Aarh. skreves at (ad), huat (hvad),
ut (ud), og indtil Midten af 17. Aarh. skreves
oc (og). Men det er omtr. 300 Aar, siden f
ombyttedes med v (før: graf, nu: Grav), og
det er over 500 Aar, siden Lydovergangen k til
g fuldbyrdedes i Skrift. Forholdet er saa meget
mærkeligere, som de fleste af de anførte Ord har
bortkastet Konsonanten i det talte Sprog: a (af,
ad, at), de (det), va (hvad), aa (og, at). Det
er altsaa meget langt fra, at vi her gennem
Skriften faar direkte Oplysning om Udtalen.
Derimod kan Udtalen røbes ved, at enslydende
Ord forveksles i Skrift. Der kan i
Middelalderen skrives: falde ud at Vinduet og falde ud
aff Vinduet. Begge Ord har altsaa været
udtalte a, ganske som nu. Det er næsten et
Vidunder, at en Stavemaade ha, gi, ta, la (have,
give, tage, lade) overhovedet kan findes. Man
har dog disse Former i sidste Halvdel af 16.
Aarh. i Breve fra adelige Damer.
Grundlaget for det danske S. er den Dialekt,
som foreligger i Haandskrifterne af de gl.
sjællandske Love. Denne Dialekt er ikke i
Enkelthederne forsk. fra de samtidige litterære
Nabodialekter, Skaansk og Jysk. Den slutter sig paa
nogle Punkter til den ene og paa andre
Punkter til den anden; men just derved bliver den i
sin Helhed forsk. fra dem begge. Den skaanske
Dialekt mister tidlig sin Selvstændighed og
smelter sammen med den sjællandske til en
østdansk litterær Dialekt, der danner en
Modsætning til Vestdansk ell. Jysk, som lang Tid
bevarer en vis Selvstændighed. Men ogsaa Jysk
bukker efterhaanden under. Efter Aar 1400 vil
man f. Eks. vanskelig finde ak, æk (jeg) mere
i jyske Skr. I den ældste Tid træffes disse
Former endog i de sjællandske Love, indsatte der
af jyske Afskrivere. I Slutn. af 15. Aarh. er
den østdanske Dialekt omtr. bleven
eneraadende i Litteraturen! Bogtrykkerkunstens
Indførelse medfører ingen Forandring. De første
Bøger, der trykkes, er Haandskrifter, der lang
Tid har været i Omløb, og Udgivelsen er
besørget af Udlændinge, der har været ganske
ukyndige i det danske Sprog. 16. Aarh.’s Forfattere
skriver alle efter bedste Evne den traditionelle
østdanske Dialekt, der nu har opnaaet saa stor
Fasthed og saa alm. Udbredelse, at den kan
betragtes som et for hele Landet fælles S. Ingen
bestemt Forf. og intet bestemt Værk har haft
afgørende, enestaaende Bet. for det danske
S.’s Form. Chr. Pedersen skriver Østdansk
korrekt, men han har ikke skabt dette Sprog; det
var til, før han blev født. Han har ikke engang
indført mindre Forandringer. Men han har
udrettet det, som er af langt større Vigtighed. Som
Forf. og Udgiver af en Mængde Bøger med
aktuelt Indhold og skrevne i et jævnt, klart og
behageligt Sprog staar han fremmest i Rækken
bl. de Mænd, der reddede dansk Litteratursprog
fra Undergang i den faretruende Tid, da
Danmark oversvømmedes af plattyske Skr.
Christian III’s Bibel fra 1550 er et Hovedværk i
dansk Litteratur. Men heller ikke her findes
særlige Afvigelser fra det tidligere brugte S.
For det senere S.’s Udvikling har Bibelen heller
ikke haft afgørende Bet.
Der er al Grund til at antage, at den Dialekt,
hvori de sjællandske Love er skrevne, er
fremgaaet af det Sprog, Sjællænderne har talt
engang i en fjern Fortid. Den nuv. sjællandske
Almuedialekt ligner ogsaa det danske S. mere,
end nogen anden Almuedialekt i Danmark gør
det. Der gives dog en Dialekt, der, hvad
Ligheden med dansk S. angaar, kan gøre Sjællandsk
Rangen stridig. Denne Dialekt hører hjemme
i det sydvestligste Skaane. Hvor langt tilbage i
Tiden den har antaget sin nuv. Skikkelse, staar
hen i det uvisse. Men den Omstændighed, at
Middelalderens litterære Skaanske Dialekt saa
hurtig gaar op i Sjællandsk, tyder paa, at der
hinsides Sundet allerede i Middelalderen har
været talt Dialekter, der stod Sjællandsk meget
nær. Det er jo aldeles utænkeligt, at Skaansk
slet ingen Indflydelse skulde have udøvet paa
dansk S. Skaanes Vestkyst har været tæt
befolket fra den graa Oldtid. Her ligger fl. af
Danmarks ældste Stæder. Derimod har
Sjællands Øresundskyst i et bredt Bælte været
opfyldt af store, sammenhængende Skove. Selve
Danmarks Hovedstad maa jo under sin
Opkomst i sproglig Henseende mere have været
en Skaansk end en sjællandsk By. Som Støtte
for denne Antagelse kan anføres P. Syv’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
