Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skrefsrud, Lars Olsen - Skrei - Skribent - Skridfinner - Skridningskegler - Skridningslinier - Skridt (Hestens) - Skrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
arbejdede han med Overs. af Bibelen, hvoraf han
naaede at faa Evangelierne udgivet (1895), og
med at samle Materiale til en Santalsk-Engelsk
og en Engelsk-Santalsk Ordbog. Som en
Paaskønnelse af hans Fortjenester blev han Medlem
af Videnskabernes Selskab i Oslo. (Litt.: L. O.
S., »Prædikener og Foredrag«, I—II
[Minneapolis 1897]; I. Løth, »L. O. S.« [Kbhvn 1914];
Birger Hall, »L. S.« [Oslo 1922]).
L. B-n.
Skrei [skræj] kalder man i Norge den store
Torsk, som fanges om Foraaret; se Torsk.
Skribent (lat.), Forfatter.
Skridfinner, et Navn paa Indbyggere i det
nordlige Sverige, fordi de »skrider«, ɔ: løber paa
Ski; forekommer hos Prokop, Jordanes o. a. af
den tidlige Middelalders Forfattere. Anses alm.
for at være en Betegnelse for Lapperne.
(A. O.). G. K-n.
Skridningskegler, se Trykforsøg.
Skridningslinier, se Flydegrænse.
Skridt (Hestens). I ren S. skelner man
4 rolige ved regelmæssige Mellemrum ladskilte
Hovslag i Ordenen venstre Forhov, højre
Baghov, højre Forhov, venstre Baghov.
Gennemsnitstempoet for ædle Heste af Middelstørrelse
er g. 100 m i Min., men det kan uden stor
Vanskelighed forøges til 110 m i Min. og derover.
I alm. S. sætter Hesten sin Baghov omtrent,
hvor den samtidige Forhov har staaet; i
forstærket S. griber Baghoven ofte 15—20 cm frem
over Forhovens Spor. Som uren S. kan særlig
nævnes den jappende S., den uregelmæssige S.
og Pasgang. I den jappende S. er
Mellemrummene mellem Hovslagene særlig korte, og
Baghovene naar som oftest ikke Forhovenes Spor.
Ved den uregelmæssige S. er Mellemrummene
ulige lange, og det ser ud, som om Hesten
halter.
(C. G. B.). O. P.
Skrift. 1. Oversigt over
Udviklingen. S. er utvivlsomt opstaaet af de
fortællende Tegninger, som findes i Brug hos mange
Folkeslag paa primitivt Kulturtrin, f. Eks. hos
Nordamerikas Indianere. Saadanne Tegninger
kan godt være meget summariske ell. gaa over
til helt konventionelle Tegn (som naar paa en
Indianer-Gravtavle syv vandrette Streger skal
betegne den afdøde Høvdings syv Krigstog og
tre lodrette Streger skal fortælle om tre Saar,
han har faaet i Krigen). Hvor mange af den
Slags Simplifikationer der end indtræder,
vedbliver Tegningerne dog at være Tegninger, der
kan læses med forsk. Ordvalg. De bliver først
til en S., til en Gengivelse af Sprogets Ord, i
det Øjeblik, da de træder i Forhold til Sprogets
Lyd. Dette er utvivlsomt sket gennem
Rebusmetoden (og sandsynligvis har man ikke været
alt for nøjeregnende med Rebusernes Godhed).
Fremgangsmaaden har altsaa været den samme
som den, vi anvender, naar vi i en Rebus lader
Billedet af en Sol betegne første Stavelse af
Sol-dat ell. udtrykker første Stavelse af Ko-ne
ved Billedet af en Ko ell. lader Billedet af et
Led gælde for Fortidsformen led af
Udsagnsordet at lide; og de fonetiske Unøjagtigheder,
man har tilladt sig, har sikkert ofte været
betydeligt større end i disse tre Rebuser. Men
ogsaa efter at man havde fundet paa at bruge
Billederne paa denne Maade som Lydtegn,
vedblev man naturligvis endnu længe at anvende
dem ogsaa som virkelige Billeder. Alle de
ældste Skriftsystemer er derfor en Blanding af
Ordtegn (fra først af Begrebstegn) og
Stavelsetegn.
Den blandede Ord- og Stavelseskrifts normale
Udvikling er den, at Ordtegnene trænges mere
og mere tilbage. Herved virker Overførelsen af
Skriftsystemet fra et Sprog til et andet i
ganske særlig Grad fremskyndende. Saaledes naar
man til sidst til, hvad der praktisk talt kan
betegnes som en ren Stavelseskrift (selv om visse
Begrebstegn, f. Eks. Taltegnene, ikke opgives).
Der indtræder derefter en Bestræbelse efter at
bringe Antallet af Stavelsetegn ned, hvad der
i Sprog med mere sammensat Stavelsebygning
kun kan gennemføres ved Hjælp af forskellige
Kunstgreb, forskellige mere ell. mindre
vilkaarlige og unøjagtige Opløsninger af de mere
sammensatte Stavelser (f. Eks. Opløsning af bir
i bi-ir ell. af bra i ba-ra) ell. ved at bruge
samme Tegn for Stavelser, der ligner hinanden,
men ikke er nøjagtig ens (idet man enten ser
bort fra en Konsonant-Nuance og f. Eks.
betegner da og ta ell. ad og at med samme Tegn
ell. omvendt sætter sig ud over en
Vokalforskel). Det tør ikke benægtes, at den fonetisk
unøjagtige Opløsning af en sammensat Stavelse
i to ell. fl. simplere Stavelser ad mere end én
Vej til sidst kunde have ført til den fonetisk
korrekte Opløsning af Stavelsen i Enkeltlyd.
Men faktisk blev Resultatet kun naaet ad én
bestemt Vej, som fra Ægypten fører over de
semitiske Folk til Grækerne. Ægypterne havde
uddannet et ejendommeligt Stavelseskriftsystem,
som Semiterne optog og gjorde til deres eneste
Skriftprincip. Det bestod i Anvendelsen af
lutter Tegn for simple Stavelser sammensatte af
en Medlyd og en efterflg. Selvlyd, men
saaledes, at det overlodes til Læseren at gætte sig
til Selvlydens Kvalitet; man skrev altsaa f. Eks.
ta, ti, tu med et og samme Tegn og behøvede
saaledes ikke fl. Tegn, end Sproget ejede
Medlyd. Med denne nemt skrivelige, men fonetisk
meget unøjagtige Stavelseskrift kunde de
semitiske Sprog p. Gr. a. visse Ejendommeligheder
i deres Lydsystem nok lade sig nøje uden at
blive ulæselige (sammensatte Stavelser spillede
en ringe Rolle, og intet Ord ell. Stavelse
begyndte med en Selvlyd). Det semitiske
Skriftsystem, Alfabetet, udbredte sig imidlertid langt
ud over den semitiske Verdens Grænser. Til de
fleste Sider udbredte det sig som det, det var,
nemlig som en Stavelseskrift, der kunde blive
Genstand for Forbedringer (navnlig Inderne
forbedrede den grundigt, uden at den dog
derfor mistede Karakteren af Stavelseskrift) og
ogsaa kunde opleve smaa Tilbagefald i de ældre
(føralfabetiske) Stavelseskrifters Retning. Kun
Grækerne omdannede ved Optagelsen det
semitiske Alfabet til en virkelig Bogstavskrift, som
opløser enhver Stavelse i dens enkelte Lyd
(Medlyd og Selvlyd). De skabte nemlig Tegn
for Selvlydene a, e, i, o, u og opløste Stavelser
som ta, te, ti, to, tu i t + a o. s. v., idet de
semitiske Tegn for Medlyd + en ubestemt
Selvlyd omtydedes til Tegn for de tilsvarende gr.
Medlyd for sig alene.
Vi faar da flg. Trin i S.’s Udvikling: A.
Føralfabetiske Systemer: 1) Blandet Ord- og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
