Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skotland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Agricola’s Færd p. Gr. a. Tacitus’ uklare
Skildring noget vanskelig at følge; det vides heller
ikke med Sikkerhed, om den Befaling, han gav
sin Flaade til at omsejle hele Britannien, blev
adlydt og udført til fulde. Agricola’s Tog
fredeliggjorde i hvert Fald ikke Nordbritannien, og
Aar 120, da Kejser Hadrian kom til
Britannien, byggede han et Grænseværn mellem
Solway og Tyne. At Hadrian her ligesom
andensteds trak Grænsen tilbage til sikkert Hold,
tyder paa Uro imod N. Aar 140 skød Antoninus
Pius’ Feltherre, Lollius Urbicus, atter Grænsen
frem og byggede en Jordvold mellem Forth- og
Clyde-Fjordene, den saakaldte Antoninus Pius’
Vold, men Caledonierne vedblev deres
Røvertog, som heller ikke Kejser Septimius Severus,
der 208 drog imod dem, mægtede at gøre Ende
paa. Da han var død i York 211, begyndte
Indfaldene paa ny. De nordlige Stammer, der fra
4. Aarh. af Romerne kaldtes Picter, plyndrede
ud over Solway og Tyne, paa Vestkysten
hærgede Scoterne, der kom fra Irland, og paa
Østkysten Angelsachserne. Kun svage var de
Forsøg, Romerne endnu gjorde paa at
fredeliggøre Nordbritannien, og da endelig Tropperne
var trukne bort fra Øen, laa denne efter Aar
410 helt opgivet af Romerne. — Da Historien
atter fra 6. Aarh. begynder at berette om S.,
boede der N. f. Tweed de fire Folk, hvoraf
den skotske Nation udformede sig. Picterne
boede N. f. Forth- og Clyde-Linien i Nord- og
Østlandet; de delte sig i Stammer, men adlød
ofte Konger. Britterne boede opr. i ubrudt
Helhed fra Bristol-Kanalen til Clyde-Fjorden,
til Northumberlands Konge Æthelfrith ved sin
Sejr ved Chester sprængte Britterne fra
hverandre i de sydlige og nordlige. De sidste havde
da deres Rige i Strathclyde, med Hovedsæde i
Alclyde (senere Dumbarton); det strakte sig
langs Clydes Dal fra Dumbarton til Derwent
i Cumberland, fraregnet Landskaberne Wigton
og Kirkcudbright. Skoterne kom fra Irland,
og 498—503 bosatte en stor Indvandrerskare,
anført af Fergus Moor og hans Brødre, sig i
Dalriada, omtr. det nuv. Argyll, samt paa
Øerne Islay og Jona. Angelsachserne var før
450 komne til Nordbritannien, og 547 grundede
Høvdingen Ida et angelsachsisk Rige, Bernicia,
der strakte sig fra Tees til Forth-Fjorden;
saaledes fik Lothian, Landet mellem Forth og
Cheviot Hills, germansk Befolkning. I Beg. af
7. Aarh. kom Bernicia under det sydligere Rige
Deira, hvis Konge Edwin anlagde Fæstningen
Edwinesburgh (Edinburgh). Det blev
Kongemagten og Kristendommen, der føjede de fire
Folk sammen til een Nation. Kristendommens
første Forkynder i Nordbritannien var Skt
Ninianus ved Aar 397, som grundede en Kirke i
Wigton; men ved Romernes Bortdragen
forsvandt ethvert Spor af hans Virksomhed. Da
kom 563 Columba med 12 Ledsagere fra Irland
til Øen Jona og grundede sin første Kirke;
Dalriada kristnedes helt, og 2 Aar efter Picterne.
Kentigern omvendte Strathclyde, og efter at
Northumberlands Missionær Aidan havde
grundet Klostret Melrose i Bernicia, omvendte Skt
Cuthbert Lothian herfra. Hovedsædet for den
irske Kirke blev Jona. Den irske Kirke med sin
inderlige Forkyndelse og Iver for Kundskab
stemte Folkene mildere. Romerkirken med sin
lovbundne Ordning skulde fremhjælpe dem til
Statsdannelse. Det blev Northumberlands Konge
Oswiu, der bragte Romerkirken Sejr over den
irske Kristendom. Efter at den romerkristne
Wilfred af York paa Synoden i Whitby 664
havde overvundet Colman, Irernes Talsmand,
antog Oswiu Romerkirkens Ordning: dens Form
for Tonsuren og dens Paaskeberegning
gennemførtes i Bernicia og indførtes 710 af Kong
Naitan hos Picterne; inden 8. Aarh. havde hele
Nordbritannien paa nær Strathclyde antaget
Romerkirken, hvis Regler endog indførtes i
selve Jona Kloster. — Ved en Fremstilling af S.’s
Skæbne i de første Aarh. af den skotske
Statstilværelse maa der tages det alm. Forbehold, at
mange Begivenheder og Forhold nu er stærkt
omdisputeret af den hist. Kritik. Den første
større Statsdannelse skete, da Picterkongen
Angus Mac Fergus (731—61) bredte sit
Herredømme over Dalriada og Strathclyde. Hans
Efterfølgere mægtede dog ikke at fortsætte hans
Værk, thi de maatte kæmpe med
Nordmændene, der faldt ind og bosatte sig paa Øerne
V. f. S. Først 844 dannede Dalriadas Konge,
Kenneth Mac Alpin (844—60), en varig
Enhed, da han ved mødrene Ret til Tronen fik
Herredømmet over Picternes Land. Dalriada
og Picterlandet, der tilsammen kaldtes Alba,
var nu en keltisk Enhed, og Kenneth modstod
med Kraft baade Britter og Daner, der vilde
trænge frem til hans Hovedstad Dunkeld,
hvorhen ogsaa nu det kirkelige Hovedsæde var
flyttet fra Jona. I Kenneths Kongehus gik Tronen
i Arv efter den bl. Skoterne herskende
Arvefølge, tanistry, hvorved Riget ikke arvedes af
Sønnen, men af en Mand, valgt bl. Slægtens
øvrige Medlemmer. De flg. Konger maatte
kæmpe mod Nordmændene N. og V. paa og Danerne
fra Northumberland, og 890 ankom Harald
Haarfagre med sin Flaade og satte Jarler over
Orkn-Øerne og Syder-Øerne, hvor
Nordmændene havde bosat sig. Disse norske Jarler blev
farlige; navnlig havde Jarlerne fra Orkn-Øerne
i lange Tidsrum Herredømmet over Caithness
og Sutherland. Kongerne vandt dog frem Syd
paa, og under Indulf (954—62) blev
Edinburgh, der var rømmet af Anglerne, en varig
skotsk Besiddelse. Endnu videre naaedes under
Malcolm II (1005—34), som, efter en Sejr
over Northumbrerne ved Carham, erobrede
Lothian, der siden hen tilhørte S.; s. A. erobrede
han Strathclyde. Rigets vigtigste Del og
Kongemagtens Støtte blev nu efter Lothian’s Erobring
Lavlandene S. f. Forth. Malcolm’s Efterfølger
Duncan (1034—40) blev fældet af Macbeth,
en Høvding fra Moray og, som det synes, det
keltiske Folkeelements Forsvarer mod den
germanske Fremtrængen Syd fra. Macbeth
(1040—54) siges at have regeret godt og
beskyttet Kirken. 1054 bukkede han under for
Duncan’s Søn Malcolm. Malcolm
Canmore (Storhoved) (1057—93) blev en Konge
af stor Bet. og en Læremester i den Syd fra
kommende Kultur for S., som endnu manglede
skrevne Love, Møntvæsen og Købstadordning.
Malcolm var opdraget ved Edvard Bekenderens
Hof, og for at hjælpe den landflygtige
angelsachsiske Kongeætling Edgar Atheling, med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
