Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skjaldbreid - Skjaldemjøden - Skjálfandafljót - Skjaller - Skjalm Hvide - Skjeberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det mørke Underlag; det store Krater i Toppen
har et Tværmaal af 280 m og er fyldt af Is.
S. har i hist. Tid intet Udbrud haft, men i
forhistorisk Tid har den udsendt store
Lavastrømme ned til Thingvalla-Søen, men disse er atter
blevne dækkede af andre Lavastrømme fra
Kraterrækker ved Bjergkæden Tindaskagi.
(Litt.: Th. Thoroddsen, »Vulkanen S.«
i »Geogr. Tidsskr.«, XVII).
(Th. Th.). B. Th. M.
Skjaldemjøden. I nord. Skjaldekunst
omtales Digtekunsten ell. det enkelte Digt ofte
under Billedet af en Mjød, der var skænket af
Odin som Aandens og Trylleordets Gud, og
som Skjalden atter udskænker for sine
Tilhørere. Den kaldes ogsaa »Dværgenes Drik«
ell. »Suttung’s Mjød«. Myten fortæller, at den
ejedes af en Jætte Suttung, der holdt den skjult
inde i Bjerget Hnitbjorg, hvor hans Datter
Gunlad vogtede den. Odin banede sig Vej ind
i Fjeldet, optraadte som hendes Bejler, vandt
hendes Elskov, fik Mjødkarrene at tømme og
fløj i Ørneham bort med sit Bytte, forfulgt af
Suttung, ogsaa i Ørneham; da han kom til
Asgaard, spyede han atter Mjøden ud i Kar, og
den var nu Guders (og Menneskers) Ejendom.
Navnet Hnitbjorg (»Sammenstødsbjerg«) viser,
at Gemmestedet har været tænkt som et Bjerg,
der aabnede og lukkede sig, og hvor Odin fløj
ind i Fugleskikkelse med Fare for sit Liv —
ligesom i adskillige Eventyr. I de senere, os
foreliggende Fortællinger borer han Hul med
Boret Rate og kryber ind i Slangeham ell. naar
ind ved Overtalelser. Endvidere har man
tildigtet S. en Forhistorie; den er opstaaet af den
vise Dværg Kvaser’s Blod, og Suttung har taget
den fra Bjergene Fjalar og Galar.
(A. O.). G. K-n.
Skjálfandafljót [’skja^u.lfanda’fljo^u.t], en Flod
i det nordlige Island, har en Længde af 190
km og udspringer i Vonarskard omtr. 1000 m
o. H. S. faar Tilløb af Jøkelvand baade fra
Vatnajökull og Tungnafellsjökull og af flere
klare Elve fra Odádahraun, hvor Vandet er
blevet filtreret gennem Lavaen. Fra Højlandet
flyder S. ned gennem Bárdardalen. indtil det
udgyder sig i Bugten Skjálfandi. S. har tre store
og smukke Vandfald Eldeyjarfoss (ell.
Aldeyjarfoss), Godafoss og Ullarfoss. Over den vandrige
Flod, der ofte lagde Hindringer i Vejen for
Samfærdselen, er der nu bygget en Bro i
Nærheden af Godafoss.
(Th. Th.). B. Th. M.
Skjaller, norsk Engkall (Rhinanthus L.),
Slægt af Maskeblomstrede (S.-Gruppen),
enaarige, oprette Urter, der lever som
Halvsnyltere. Blomsterne, der sidder i Bladhjørnerne,
danner ofte ensidige Aks. Bægeret er oppustet,
sammentrykt og blivende efter Afblomstringen;
Kronen er 2-læbet, med en hjælmformet
Overlæbe, der er stærkt sammentrykt, og en kort,
3-lappet Underlæbe; Støvdragerne er
tomægtige og med parvis sammenhængende, haarede
Knapper. Frugten er en Kapsel med faa
skiveformede Frø. C. 9 Arter. I Norden findes 2
Arter. Stor S., Stor Engkall (R. major
Ehrh.) med en 10—40 cm høj og fint
brunprikket Stængel, lancetdannede Blade og blege
Højblade; Kronen er gul med violette Tænder og
har krummet Bør. Frøene er vingede. Sjælden.
Rug-S. (R. apterus [Fr.] Ostenfeld) adskiller
sig fra foregaaende ved uvingede Frø, hvis Kim
under Modningen sprænger Frøskallen. Den
forekommer i Rugmarker paa sandet Jord. Dens
Frugter rasler, saa længe de endnu indeholder
Frø; deraf kommer Navnet Rassel. Liden
S., Liden Engkall (R. minor Ehrh.) har
en 10—25 cm høj, oftest grøn Stængel og mørke,
brunlig ell. violet anløbne Dækblade; Kronen
er brungul med Kvide ell. violette Tænder og
har ret Rør. Frøene er vingede. Alm. paa
Enge i Danmark og Norge; den blomstrer
ligesom foregaaende Art i Maj—Juli.
A. M.
Skjalm Hvide, se Hvide, S.
Skjeberg [’∫e.bærg], Herred, Idd og
Marker Sorenskriveri, Sarpsborg
Politidistrikt, Østfold Fylke, 194,1 km2 med (1920)
6938 Indbyggere, bestaar af den østlige
Del af Strøget mellem Glommen og
Singlefjorden og begrænses af Herrederne
Hvaler, Borge, Sarpsborg Bykommune, Tune,
Varteig, Rakkestad og Berg. Herredet falder
sammen med Præstegældet, der bestaar af S.,
Ingedal og Ullerø Sogne; det bestaar hovedsagelig
af Fastland. Af de til Herredet hørende Øer
er de største de i Skjebergkilen liggende
nordre og søndre Karlsø. Herredet bestaar i sin
midterste Del af dyrkbare Sletter,
sammenhængende med Sletterne i Berg og Borge Herreder,
og kun afbrudt af enkelte Aaspartier (Hjelmen,
Blaakollen); den nordlige Del af Herredet
mellem Glommen og Isesjøen og mellem denne og
Grænsen mod Rakkestad mod Ø. er et Aasland,
hvis højeste Punkt er Høgnipen (191 m), der
ligger i Grænselinien mod Rakkestad. I
Herredets sydlige Del ligger V. f. Skjebergkilen,
mellem denne og Torsøkilen, Ullerø og Ø. f.
Skjebergkilen Ingedal Annekser; de er begge
opfyldte af lavere Aaspartier, af hvilke det
højeste er Ørsengfjeldet (112 m) i Ullerø. Den
morænelignende Forhøjning, der i Berg
Herred under Navn af Rokkeraet strækker sig i
Retning fra SØ. mod NV., fortsætter under Navn
af Skjebergraet ind i S. Herred S. f. dettes
største Indsøer, Tvetervand og Isesjøen (6,9
km2), og hen imod Glommen i Egnen om
Hafslund i en Højde af vel 100 m o. H.; Sletterne
omkr. Hafslund har en Gennemsnitshøjde af c.
100 m, Sletterne om S. Kirke c. 30—50 m. S.’s
Kyst mod Havet udgør c. 5,5 km; af Bugter kan
foruden de ovenn., af hvilke Skjebergkilen
trænger c. 8 km ind i Landet, nævnes Røsnæskilen,
Horneskilen, Grimsøkilen, Tangenkilen.
Herredets Bebyggelse er koncentreret i dets
nordvestre og midterste Del, der hører til
Smaalenenes tættest bebyggede Bygder; Ø. f. Isesjøen og
paa Halvøerne i Herredets sydlige Del findes
kun en mere spredt Bebyggelse. Af
forhenværende adelige Sædegaarde kan nævnes
Kaarhornes, Brandstorp, Østby, Gunnerstorp,
Isetorp samt det kendte Hafslund; derhos findes
inden for Herredet en Række større
Ejendomme og Brug.
Af Kirkerne er S. Hovedkirke og Ingedal
Kirke Stenbygninger af betydelig Ælde, Ullerø
Kirke er en Tømmerbygning fra 1723.
Jordbruget og Fædriften spiller for Herredet en stor
Rolle; ligesaa Fabrikdriften, der i det
væsentlige knytter sig til Glommen med Brugene ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
