Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skilsmisse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
medtages Tilfælde, hvor Ægteskabet fra først af led
af en Mangel, som nu paaberaabes af det
Offentlige ell. af en Ægtefælle med Krav om en
helt ell. delvis tilbagevirkende Kraft af
Opløsningen: efter hidtidigt Retsudtryk: Ægteskabet
erklæres for ugyldigt. Tages disse sidste
Tilfælde — af Ugyldighed ell.
Omstødelse — først, har det saa godt som altid
og allesteds været Reglen, at hvor de
væsentlige Formregler for Stiftelsen af Ægteskabet
var forsømt, forelaa der slet intet Ægteskab
(»Nichtehe«, matrimonium nullum), f. Eks.
hvor der ingen Præst ell. Øvrighedsperson
havde været til Stede ved Vielsen, hvor en af
Parterne var udeblevet ell. havde sendt en
Fuldmægtig, ell. hvor en Part havde sagt Nej for
Alteret. Endvidere har Ægteskabet været
opfattet som ugyldigt fra først af (»nichtige Ehen«),
hvor en Part i Forvejen var gift (kaldet
Bigami ell. Tvegifte), ell. hvor Parterne var for
nær beslægtede ell. besvogrede, særlig
Forældre-Børn, Søskende, Stif- ell. Svigerforældre
over for Stif- ell. Svigerbørn. I ældre Ret, f.
Eks. Christian V’s Danske Lov, krævedes der
en Dom for Ugyldigheden; senere blev dette
i de omtalte Tilfælde hos os gennem Praksis
ændret til, at Ægteskabet uden videre regnedes
for ugyldigt (ipso jure nullum). Fremdeles
kunde den ene Ægtefælle paastaa Ugyldighed, naar
den havde savnet Fornuftens Brug ved Vielsen,
naar den anden Ægtefælle ikke kunde samleve
som Ægtefælle (var »impotent«) ell. led af visse
Sygdomme, ell. naar Ægtefællen var tvunget. I
personlig og formueretlig Henseende virkede
Dommen tilbage, navnlig søgtes Formuen gjort
op, som om Parterne ikke havde levet som
Ægtefæller; kun Børnene af Samlivet
behandledes i vidt Omfang som »ægte Børn«. Loven af
30. Juni 1922 (Ægteskabslov I) gav ny Regler.
Bortset fra grove Mangler ved Vielsen (at
Parterne ikke har mødt og sagt Ja, ell. at ingen
Præst ell. borgerlig Myndighed har optraadt),
hvor det skete ingen »Retsvirkning« har, kender
Loven ikke til »Ugyldighed«, men alene til
»Omstødelse« XL.’s Kap. 5), og dennes
Retsvirkning er med enkelte bestemte Undtagelser
(hvorom ndf.) den samme som af S.
Omstødelse sker ved Dom. Det Offentlige skal
kræve den, hvor der forelaa Tvegifte, eller hvor
Parterne var Forældre og Børn ell. Søskende;
det Offentlige kan kræve den, hvor Forholdet
er: Stiff or ældre — Stifbørn ell. Svigerforældre —
Svigerbørn, og der ikke er givet Bevilling til
deres Ægteskab, hvilket undtagelsesvis kan ske,
hvor det tidligere Ægteskab var opløst ved
Døden, og der i dette Ægteskab ikke er
Fællesbørn; hvis Forholdet beror paa
uægteskabeligt Samleje, kan Bevilling altid gives. En Regel
om Ægteskab i disse nære »Svogerskabsforhold«
kendes ikke i fremmed Ret, og heller ikke
efter den norske Ægteskabslov af 1918 ell. den
svenske af 1915 (1920), der ligesom den danske
er udarbejdet af de nordiske
Familieretskommissioner, og som alle tre i øvrigt har meget
ensartede Regler, dog saaledes, at efter den
norske Lov skal Ægteskabet ved Bigami og
Blodskam dømmes »ugyldigt«, d. v. s. væsentlig
uden Retsvirkning. Omstødelse kan endvidere
ved Dom søges af den ene Ægtefælle, hvor
Parten ell. Modparten ved Vielsen ikke kunde
handle fornuftmæssig, hvor der forlaa Svig hos
den Sagsøgte, ell.; visse Sygdomme, eller hvor
Tvang var udøvet.
S.’s Historie. S. i egl. Forstand har været
kendt fra de ældste Tider. Adgangen dertil
synes at have været meget fri i al gammel
germansk og nordisk Ret. Noget lgn. gjaldt i jød.
og gr. Ret, hvor især Ægtemanden kunde
sende sin Hustru tilbage til hendes Familie, hvis
han vilde. I rom. Ret kunde Ægteskabet, der
— i senere rom. Ret — blev indgaaet gennem
en formløs Aftale, ogsaa frit opløses, enten
gennem en ensidig Opsigelse (repudium) ell.
gennem en Aftale (divortium). Kristendommen
hævdede Ægteskabets Uopløselighed, og den
kanoniske Ret, der har gennemsyret den
verdslige Ret, har til de nyeste Tider ubøjeligt
fastholdt dette, saaledes endnu 1916 i østerr.
Ret. Ægteskabet var et Sakrament, en
guddommelig Institution. Den praktiske Virkning af
Reglen mildnedes dog, dels ved, at der, særlig
for Ægteskabsbrud, kunde gives livsvarig
Separation, dels ved, at Ægteskaber i vidt Omfang
kunde erklæres ugyldige p. Gr. a. Mangler ved
Stiftelsen. For de protestantiske Lande
genindførte Reformationen S. ved Ægteskabsbrud,
senere ved Rømning. I England er til den nyeste
Tid Reglen om en meget snæver (og bekostelig)
Adgang til S. blevet fastholdt: dog er
Reformbestræbelser i Gang. I Frankrig gaves der
under den store Revolution (1792) en vid Adgang
til S.; men, dette ophævedes atter 1816, og først
1884 indrømmedes der en begrænset Adgang,
især ved Ægteskabsbrud og Mishandling. I
Danmark — og omtr. paa samme Maade 1688 i
Norge og 1734 i Sverige - gav D. L. 1683 S.
ved Dom for Ægteskabsbrud, Rømning,
Landsforvisning, og noget senere kom enkelte andre
Tilfælde til. En Bevillingspraksis, som var beg.
omkr. 1700, aabnede endvidere Adgang, først
ved uforskyldte Ulykker, saasom Afsindighed og
Spedalskhed, ell. ved ubodelig Uvillie til
Samliv (odium implacabile), siden, fra c. 1790, i
langt videre Omfang, hvor Parterne ønskede
det, og, som Regel, hvor en vis Tids (3 Aars)
Separation var gaaet forud. Det var
»Naturrettens« (Encyklopædisternes og den store fr.
Revolutions) Paavirkning, med dens Syn paa
Ægteskabet som en privatretlig Kontrakt. Og dette
paavirkede ogsaa stærkt den preuss. Landret
fra Slutn. af 18. Aarh. Vel karakteriseres 19.
Aarh.’s Udvikling af en Tendens i Lovgivningen
til at holde igen (tysk borgerlig Lovbog 1896,
schweizisk Civillovbog 1907); men Livets Krav
paa større S.-Frihed har været stærkere. Man
fastholdt vel, uden for Norden, at S. altid
skulde ske ved Dom og bygges paa objektive
Grunde, i Reglen en grovere Skyld hos den ene
Part; men ved Fiktioner kom Retslivet
Parternes Ønsker i Møde i vidt Omfang: i Sverige
og Tyskland arrangeredes en fingeret svigagtig
Rømning, i Frankrig og England en fingeret
Mishandling fra Mandens Side.
I dansk Bevillingspraksis udviklede der sig i
19. Aarh., hvor S. ved Dom blev meget sjælden,
ret faste Regler, der i Hovedtræk svarede til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
