Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sigurjónsson, Jóhann - Sigvald - Sigvalde Jarl - Sigvatr Þórðarson - Sigyn - Sihl - Sihna - Sihon - Sihr - Sijmons, Barend
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Film. S.’s to flg. dram. Arbejder: »Ønsket«
(1915) og »Løgneren« (1917) — henh. spillet paa
Dagmarteatret og Nationalscenen, det første
kredsende om Ønskets Kraft og Symbolik, det
sidste med Motiv fra Njál’s Saga, — formaaede
vel ikke helt ud at tilfredsstille de store
Forventninger, der allerede knyttede sig til S.’s Navn,
men var dog interessante og virkningsfulde
sceniske Arbejder.
J. Cl.
Sigvald (»Kamp-vældig«), nordisk
Mandsnavn.
G. K-n.
Sigvalde Jarl, Søn af den skaanske Jarl
Strutharald og Broder til Torkel den Høje, blev
efter Styrbjörn Jomsvikingernes fornemste
Høvding: han mindedes ikke for Tapperhed, men
for sin List og Forslagenhed. Hele Traditionen
om Jomsvikingerne — ogsaa om S. — har dog
vistnok kun et meget ringe hist. Grundlag at
bygge paa. Ved Gravøllet efter sin Fader lovede
han, at han inden 3 Aar skulde have fordrevet
Haakon Jarl fra Norge. Under Slaget i
Hjörungavaag kæmpede Jomsvikingerne med
Tapperhed mod Haakon, og fl. af deres Førere
fandt Heltedøden; men S. J. flygtede med Skam
af Slaget. Han laa oftere i Fejde med den
danske Konge Sven Tveskæg. Han var gift med
Astrid, Søster til den polske Hertug Boleslav
Chrobry. Da han bejlede til Venderkongens
Datter, hedder det, lovede han at skaffe
Venderne Fritagelse for den Skat, de havde at
svare den danske Konge. Han opnaaede det,
idet han under Venskabs Maske lokkede Sven
Tveskæg om Bord paa sit Skib og bortførte
ham i Fangenskab. For at faa Friheden tilbage
maatte den danske Konge erkende baade
Jomsborgs og Vendlands Uafhængighed og betale
store Løsepenge. Siden drev han over for Olav
Tryggvesøn det tvetydige Spil, som lokkede
denne til Kamp mod Overmagten og førte ham
i Døden. S. J.’s senere Liv har man ikke sikker
Rede paa; men der er Sandsynlighed for, at
han er faldet paa Tog til England.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Sigvatr (ell. -hvatr) Þórðarson, en isl.
Skjald (c. 995—1045). S. Þ. er særlig knyttet til
Olav den Hellige og Magnus den Gode. Han
rejste forst udenlands 1014 og traf Kong Olav,
hvis Gunst og Yndest han straks vandt. Han
blev hurtig hans trofasteste Mand og
fortroligste Ven, senere Kongens Staller. Kongen
betroede ham fl. vanskelige Hverv., som S. Þ.
udførte med Takt og Dygtighed. S. Þ. var en
snarraadig Mand med en medfødt Evne til at
omgaas Fyrster, uden at han nogen Sinde
nedlod sig til Smiger. Han nød alles Tillid, og da
man vilde gøre den unge Magnus Forestillinger
i Anledning af hans fordærvelige Færd mod de
Nordmænd, som havde været mod hans Fader,
blev det S. Þ., der maatte gøre det; han løste
dette Hverv paa den mest glimrende
Maade ved sit fortræffelige paa een Gang milde
og dristige Formaningsdigt, »Bersöglisvisur«,
et af Oldtidens prægtigste Kvad. S. Þ. foretog
fl. Rejser, til Götland, til England og Frankrig,
og endelig 1029—30 en Pilegrimsrejse til Rom.
Han vilde se sig om og berige sin Viden. Af
hans mange Digte kan særlig nævnes, foruden
det anførte Digt, hans Kvad om Erling
Skjalgssøn, hvis Fald han oprigtig beklager, hans
Arvedigt om Olav den Hellige fra omtr. 1040;
endvidere et Digt om Knud den Store (omtrent
1040). Særlig morsomme og interessante er hans
Rejsevers, især Østerfærdsversene (fra
1018—19). Som Skjald overgaar S. Þ. alle andre ved
den store Lethed, hvormed han digtede; han
kan derfor undvære Omskrivninger i højere
Grad end nogen anden; og han formaar at give
de vekslende Stemninger et fortræffeligt
Udtryk. Som Menneske er han et af de mest
sympatetiske, tro som Guld, dristig og frimodog,
rask til at handle, altid taktfuld og ærlig som
ingen anden. (Litt.: F. Jónsson,
»Oldn.-oldisl. Litteraturhistorie«, I).
F. J.
Sigyn, i nordisk Mytologi Navn paa Loke’s
Hustru; da Aserne straffede Loke ved at lænke
ham til tre Klippestykker og hænge en
Giftslange over Ansigtet paa ham, stillede hun sig
ved sin Husbonds Side og holdt en Skaal under
Giftdryppet; kun naar hun maa forlade ham for
at tømme Skaalen, rammer Giften hans Ansigt,
og han giver sig da saa stærkt, at hele Jorden
skælver.
G. K-n.
Sihl [zi.l], Flod i Schweiz, Biflod til Limmat,
opstaar i Kanton Schwyz i Hærheden af
Einsiedeln af fl. Kildefloder, der kommer fra
Schwyzer-Alperne. S. beskriver en Bue langs
Nordranden af Einsiedeln-Plateauet (881 m
o. H.), indtil den ved Schindellegi (757 m o.
H.) træder ind i en fl. km lang Slugt med
skovklædte Skrænter. Derefter strømmer den ind i
Kanton Zürich, hvor den løber i en smal Dal
mellem Albis og Højderne paa venstre Bred af
Züricher-Søen. Efter et Løb paa 65 km
udmunder S. i Zürich i venstre Bred af Limmat
(412 m o. H.). S. er vandfattig om Sommeren,
men kan ved Regnskyl og Tøbrud foraarsage
Ødelæggelser.
(H. P. S.). O. K.
Sihna, lille By i det vestlige Persien ved
Foden af de kurdiske Bjerge.
M. V.
Sihon, den amoritiske Konge Ø. f. Jordan,
som vægrede sig ved at lade det indvandrende
Israel drage igennem, men blev slaaet.
J. P.
Sihr (Seer), Handelsvægt i Ostindien, = 1/40
Maund = 2 1/2 Troy Ibs. = 0,933 kg.
H. J. N.
Sijmons [’sæ^imons], Barend, holl. Filolog,
f. 18. Novbr 1853, Prof. i germansk Filologi i
Groningen 1881. S. har især beskæftiget sig
med Studiet af de gamle germanske Heltesagn,
de germanske, ogsaa de nordiske Stammers
Oldsagn og Oldsange; allerede 1876 udgav han
(i Paul-Braune’s »Beiträge«, III) en fortræffelig
Afhandling om Völsungasaga (»Untersuchungen
über die V.«); senere fulgte »Zur Helgisaga«
(smst. 1877), »Zur Kudrun« (1884), »Sigfrid u.
Brunhild« (Zeits. für deut. Phil.«, XXXIV), et
Par paa Hollandsk skrevne Afhandlinger om
Eddadigtenes Tilblivelsestid (1887) og den
germanske Mytologis Udviklingsgang (1892) m. m.
Af oldtyske Tekster har han givet en god
Udgave af Kudrun (2. Udg. 1914). En særlig
fremtrædende Plads i S.’s videnskabelige
Virksomhed indtager hans ypperlige Fremstilling af de
gl. Heltesagn »Germanische Heldensage« (i
»Grundriss der germ. Philol.«, 2. Udg., ogsaa
særskilt) og fremfor alt hans Udgave af
Eddadigtene: »Die Lieder der Edda« (1906) med en
udførlig, fortræffelig Indledning, hvor alle
Spørgsmaal, vedrørende Digtene, drøftes og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
