Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sigurðr Ormsson - Sigurdskvad - Sigurd Slembe - Sigurd Snogøje - Sigurdssagaer - Sigurðsson, Einar - Sigurðsson, Helgi - Sigurðsson, Jón
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde S. O. overtaget Slægtens Gaard Svinafell i
Øster-Skaptafellssyssel og der bygget en Kirke,
som skulde indvies. Biskoppen tvang ham da til
at overdrage sig Kirken tillige med dens Gods,
og hermed begyndte Biskoppernes langvarige
Kamp i Island om Magten over Kirkerne og
Kirkegodset. 1202 flyttede S. O. fra Svinafell til
Nordlandet og overtog paa den nyvalgte
Biskop Gudmund Arason’s Vegne Forvaltningen af
Bispegaarden Holar. 1204 genopbyggede han
Klostergaarden Munkatværaa og satte dens Drift
i Orden. Biskop Gudmundr overdrog ham da
snart den store aGard Möðruvellir, hvor S. O.
boede i en Række Aar. Han fik (omkr. 1205)
to Godedømmer i Eyjafjorden, som han senere
overlod til Sighvatr Sturluson. Senere blev han
indviklet i Strid med Biskop Gudmundr. S. O.
døde som Munk i Munkatværaakloster. (Litt.:
»Sturlunga Saga«; »Biskupa sögur«, I).
B. Th. M.
Sigurdskvad i den ældre Edda kunde alle
de Digte kaldes, der handler om Sigurd
Faavnesbane (f. Eks. ogsaa Gripisspá); i snævrere
Forstand kaldes dog saaledes kun to Digte; af
det ene haves kun Slutningen (p. Gr. a. den
store Lakune i Hdskr.) og et Par Vers (i
Völsungasaga); dette Digt har været meget langt
og kunde kaldes »Det større S.«; det har været
et Oversigtskvad (fra 10. Aarh.), Sigurd’s Død
omtales og Brynhild’s Glæde derover; det
slutter med, at hun erklærer nu at ville dø, og
at Forholdet mellem hende og Sigurd var
fuldstændig rent. Det andet Digt, der bærer Navnet
»Det korte S.« (»Sigurðarkviða en skamma«),
uagtet det er et af de længste i Samlingen, er
ogsaa et Oversigtskvad over Sigurd’s og
Brynhild’s Liv og Skæbne. Dette Digt hører til de
yngre (fra 11. Aarh.), opviser yngre Sagntræk
og er i det hele temmelig tørt og efterklassisk
ved sin store Udførlighed. Det er muligvis
forfattet i den islandske Koloni i Grønland. (Litt.:
F. Jónsson, »Oldn.-oldisl. Litt. hist.«, I;
»Aarh. f. nord. Oldk.« [1897]).
F. J.
Sigurd Slembe eller Slembe Degn
(Slembedegn), norsk Tronprætendent, var eller
sagde sig at være Søn af Kong Magnus Barfod.
Han var opdraget til Præst og havde faaet
Indvielse som Diakon. Siden drog han ud paa
vidtløftige Rejser og kom helt til det hellige Land.
Han havde oplevet mangfoldige Eventyr paa
Orkn-Øerne og paa Island, da han 1135 vendte
tilbage til Norge og krævede, at Harald Gille
skulde erkende ham som Broder. Men Kongen
og hans Mænd stod ham efter Livet. S. S. fik
da i Stand en Sammensværgelse, og Natten
mellem 13. og 14. Decbr 1136 overfaldt og
dræbte han Harald i Bergen. Bymændene
erklærede, at de ikke vilde vide af S. S. Han
drog da Nord til Nidaros og tog den afsatte
Kong Magnus Blinde ud af Holms Kloster for
at genindsætte ham paa Norges Trone. Men
Lendermændene kaarede Harald Gille’s Sønner
Inge og Sigurd til Konger. Ulykken forfulgte
S. S. og Magnus, og efter Nederlaget ved Minne
maatte de fly først til Sverige, senere til
Danmark. Som de med dansk Understøttelse søgte
at faa fast Fod i Viken, mødtes de af de unge
Kongers Mænd. I Søslaget ved Holmengraa
(uden for Strømstad) faldt Magnus Blinde, men
S. S. fangedes og blev efter frygtelige Pinsler,
hvilke han bar som en Helt, henrettet (12.
Novbr 1139). S. S. er en af Sagaens mest
storstilede tragiske Skikkelser, djærv og haardfør
og i mange Maader eminent begavet.
Betydningen af hans Tilnavn er uvis; vanlig har man
forklaret det af hans Voldsomhed og ubændige
Heftighed. Muligvis er det hans rette, opr. Navn
— som Personnavn forekommer Slembe i
sammensatte Stednavne —, og i saa Fald har han
som Tronprætendent taget Navnet Sigurd.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Sigurd Snogøje (Orm i Øje), efter Sagnet
Søn af Ragnar Lodbrog og Aslaug, Sigurd
Faavnesbane’s Datter. Han fik, hedder det, ved
Rigets Deling efter Faderen som sin Arvepart
Sjælland og de danske Øer, Skaane, Halland og
det sydlige Norge. Iflg. isl. Overlevering var
han Fader til Hardeknud og Farfader til den
danske Konge Gorm den Gamle.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Sigurdssagaer ell. Sagaer om norske
Konger med Navnet Sigurd findes kun i de store
hist. Samlingsværker (Agrip, Morkinskinna,
Heimskringla og Fagrskinna), men beror paa
ældre Enkeltsagaer og Værker. Det er Sagaen
om Sigurd Jorsalfare og hans Brødre
(1103—30), samt om Sigurd Mund og hans Brødre
(Inge og Eystein; 1036—61); den sidste beror
paa Eirikr Oddsson’s Værk.
F. J.
Sigurðsson [’se.gørðsån.], Einar, isl. Præst
(Provst) og Digter, f. 1539, d. 15. Juni 1626.
Efter at have været Præst forsk. Steder blev han
til sidst Præst til Heydalir 1591 og var en af
alle højt anset Mand. Særlig kendt er S. som
Salmedigter og Forf. til en Mængde religiøse,
opbyggelige og moralske Digte, hvoraf mange
er trykte i Biskop Gudbr. Thorláksson’s kendte
»Gamle Visebog« (Visnabók, Holar 1612). Han
maa regnes til sin Tids bedste Digtere.
F. J.
Sigurðsson [’se.gørðsån.], Helgi, isl. Præst
og Antikvar, f. 2. Aug. 1815, d. 13. Aug. 1888,
blev dimitteret fra Bessestad Skole 1840,
opholdt sig derefter ved Kbhvn’s Univ. i nogle
Aar og studerede forsk. Videnskaber, særlig
Medicin; men han tog aldrig nogen afsluttende
Eksamen. Han viedes til Præst til Setberg 1866,
blev senere Præst til Melar 1875—83. S. var en
begavet Mand med flersidige Interesser, særlig
i historisk-antikvarisk Retning; størst Betydning
fik han ved at grundlægge Oldsagssamlingen i
Reykjavik, idet han skænkede nogle af ham
samlede Oldsager til Landet, for at de skulde
blive Beg. til et Museum. Han forfattede en
grundig Oversigt over alle isl. Rime-Versemaal
(Reykjavik 1891). (Litt.: »Skyrsla um
Forngripasafn«, I [1868]).
F. J.
Sigurðsson [’se.gørðsån.], Jón, isl. Politiker
og Videnskabsmand, f. 17. Juni 1811, d. 7. Decbr
1879. Han blev Student 1829 og rejste 1833 til
Kbhvn’s Univ., ved hvilket han begyndte at
studere klassisk Filologi. Allerede 1835 blev han
Stipendiar ved den Arnamagnæanske Samling
og blev 1838 engageret til at samle Materiale
til det af Det kgl. danske Videnskabernes
Selskab udgivne Regesta diplomatica. Sommeren
1841 rejste han tillige med den senere Præst
Olafur Pálsson paa det Arnamagnæanske
Legats og det kgl. nord. Oldskriftselskabs
Bekostning til Sthlm og Upsala for der at undersøge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
