Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sigismund - Sigismund I stary - Sigismund August - Sigismund III Vasa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ikke bedre gik det med de politiske Reformer,
han som Rigsoverhoved tilstræbte, og som
beskæftigede ham lige til hans Død; her var det
de langvarige Hussitterkrige, der traadte
hindrende i Vejen og lagde Beslag paa hans
Kræfter lige fra 1419, da han ved sin Broder
Wenceslav’s Død arvede den bøhmiske Krone, til
1436, da han endelig blev anerkendt som Konge
i Böhmen, efter at hans oprørske Undersaatter
var blevne bragte til at nedlægge Vaabnene ved
de kirkelige Indrømmelser, der tilstodes dem
(se Hussitterne). Først 1431 foretog S.,
der 1423 havde bortforlenet Kursachsen til
Frederik den Stridbare af Meissen (Frederik af
Hohenzollern’s Forlening med Brandenburg
fandt Sted 1417), sit Romertog og blev 27.
Novbr s. A. kronet i Milano med den
lombardiske Jernkrone, 31. Maj 1433 i Rom med
Kejserkronen. Efter at have mæglet en kortvarig
Fred mellem Paven og Koncilet i Basel vendte
han tilbage til Tyskland, hvor han atter tog fat
paa sin Plan til en Rigsforfatningsreform, der
dog ikke førte til noget Resultat, da han
allerede et Aar efter Freden med Hussitterne døde
i Znaim. Med S. udslukkedes Mandslinien af
det luxemburgske Kejserhus, og hans Lande
gik derfor over til hans Svigersøn, Ærkehertug
Albrecht af Østerrig, der som Kejser Albrecht
II ogsaa besteg den tyske Trone. (Litt.:
Hagen, »Das Leben König Siegmund’s« [Leipzig
1886], oversat paa Tysk efter Eberhard
Windecke’s 1439 paa Latin skrevne
Original; Aschbach, »Geschichte König
Siegmund’s«, I—IV [Hamburg 1838—45]; Loserth,
»Geschichte des späteren Mittelalters von 1197
bis 1492« [1903]).
(C. F.). H. J-n.
Sigismund (polsk Zygmunt) I stary
(den Gamle), polsk Konge, Storfyrste af
Litauen (1466—1548), var yngste Søn af Kazimierz
Jagiello. S. blev Konge 1506. Hans Regering
optoges af en som oftest frugtesløs Kamp for at
styrke Kongemagten og standse den
protestantiske Bevægelse i Adelen. Det lykkedes dog S.
at indføre en Skatsættelse af Gaardene efter
Jordens Værdi; derimod tillod Rigsdagen ikke
at ombytte det alm. Opbud (pospolite ruszenie)
med en staaende, lønnet Hær. Adelens
Forbitrelse mod den stærkt nydende og intet ydende
Gejstlighed, mod Pavens ofte fjendtlige
Indblanding i polsk Politik og mod den hele
ansvarsløse Kirkejustits førte til Massefrafald fra
Romerkirken, der især, takket være
Dronningens italienske Yndlinge, var aandelig
undermineret i Landet. 1525 kom det til Oprør i
Danzig mod Katolikkerne, og 1538 rejste
Adelen sig til Klassekamp mod S.; begge Gange
maatte S. søge Forlig. Udadtil var han derfor
daarlig støttet af Adelen, til Trods for Sejre
mistede S. Smolensk til Moskva 1514 og
formaaede ingen Tyrkerkrige at føre. Værst var
det dog, at S., delvis tvungen, viste sig
eftergivende over for Albrecht af Preussen, der som
oprørsk Lensmand var bleven overvunden. S.
tilgav ham og overdrog ham hele Østpreussen,
tilmed som arveligt Len 1525. Derved
opfødte han en Fjende inden for sit Riges
Grænser. Derimod inddrog S. ved den mazuriske
Fyrsteslægts Død klogelig det gl. Len under
Kronen. — S. var to Gange gift, først med
Barbara, Datter af Fyrst Zapolyi af
Siebenbürgen, hun døde 1515. Derpaa ægtede han 1518
en milanesisk Prinsesse, Bona Sforza, der
fik stor Indflydelse paa ham og førte en Skare
af italienske Humanister med sig, hvoraf fl. fik
Bet. under Kirkekampen i Polen.
(A. M. B.). A. K.
Sigismund August, Søn af foreg, og Bona
Sforza (1520—72), polsk Konge efter Faderens
Død, allerede 1529 Storfyrste af Litauen, fra
1544 regerede S. selvstændigt dette Land. S.
forsøgte at støtte sit Herredømme til
Smaaadelen (drobna szlachta) og brød med
Magnaterne, saaledes gennemførte han den for hans
Fader mislykkede Godsinddragelse; for 1/4 af
de inddragne Godsers Indtægt holdtes
Lejetropper til at værne Rigets sydlige og østlige
Grænser 1563. Imod Protestantismen stillede S. sig
fjendtlig, truede Kætterne med Landsforvisning
og Embedsfortabelse. Alligevel maatte S. finde
sig i store Indrømmelser over for
Protestanterne. Der nægtedes Paven Ret til at blande
sig i Polens kirkelige Anliggender, og
Rigsdagen nægtede Kongen Ret til at udføre
gejstlige Domstoles Kendelse. For at værne Litauens
Selvstændighed mod Moskvas Erobringslyster
søgte den sønneløse S. at faa Litauens
Personalunion med Polen forvandlet til en Realunion.
Efter gentagne frugtesløse Forsøg, strandede
fordi Litauens Magnater ikke vilde indrømme
deres Smaaadel polske Friheder, lykkedes det
omsider S. paa Rigsdagen i Lublin at faa
Unionen stadfæstet. Polske Adelsfriheder blev
anerkendte i hele Riget, hvortil samtidig de egl.
lillerussiske Provinser fastknyttedes som Del af
Kronlandet, medens Litauen dog beholdt egne
Statsraader 1569. — Det haardt trængte
Livland forenedes 1561 med Polen, mod at dets
sidste Stormester Gotthard Kettler blev
arvelig Lensfyrste i Kurland. Mod Slutn. af
S.’s Regering fik dog Paven ved dygtige
Legaters Hjælp atter stor Indflydelse, samtidig
fæstedes Jesuiterordenen rundt om i Landet, og
Kontrareformationen fik Kræfter. S. var gift 3
Gange, først med Isabella af Østerrig,
efter hendes Død med Barbara
Radziwiłł, en litauisk Fyrstedatter, som det kostede
S. Møje at faa Stænderne til at anerkende som
Dronning; senere lod S. sig dog skille fra
Barbara for at faa Børn, og uden Held ægtede han
Hertuginden af Mantova, en habsburgsk
Prinsesse. For at blive hende kvit var S. lige
ved at bryde med Paven som Henrik VIII,
Protestanterne var ved at triumfere; da døde
Dronningen og kort efter S.
(A. M. B.). A. K.
Sigismund III Vasa, Konge af Polen og
Sverige, f. 20. Juni 1566 i Gripsholm
Slotsfængsel, som Søn af Kong Johan III af Sverige og
Katharina Jagiellonica, Søster til Kong
Sigismund August, d. 30. Apr. 1632. S. valgtes til
i Konge i Polen efter Batory’s Død 1587, han var
katolsk opdragen og stod sit hele Liv fanatisk
paa Pavekirkens Side, bidrog derved stærkt til
dens Sejr i Polen. I det lutherske Sverige, hvis
Krone S. arvede 1592, kostede hans
Protestanthad ham Tronen (om dette se ndf.). I Polen
brød S. sin Haandfæstning, idet han forfulgte
Protestanterne og ødelagde deres Kirker, ivrig
hjulpen af Jesuitterne. Selv den katolske Adel
I ophidsede han ved sin Stræben efter Enevælde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
