Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Shakespeare, William
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
histories, dramatiserede Behandlinger af Historien,
men gennemgaaende uden egl. dram. Præg.
Ogsaa paa dette Omraade er det Marlowe, der
viser Vejen; hans Edward II er en værdig
Forgænger for S.’s Historier. Og S. begynder her
som andensteds med at bearbejde og efterligne
for saa at hæve sig højt over alle Forgængerne.
Hans ti hist. Skuespil bliver, med Undtagelse af
Henry VIII, alle til i det sidste Tiaar af 16.
Aarh., den Tid, da den eng. Nationalfølelse brød
igennem efter Sejren over Spanien, og de er
ogsaa baarne af stolt Selvfølelse og Glæde over
at være Englænder. Kilden til disse Skuespil er
de store eng. Historier af Hall og Holinshed ell.
tidligere Skuespil, hentede fra samme Kilder.
Det første af disse Skuespil, Trilogien Henry VI
1, 2, 3, opførtes 1591—92; første Del blev trykt
i Folioen 1623, medens 2. og 3. Del findes i
Quartudgaver ret forsk. fra den Form, hvori
de er optrykte i Folioen. Det er muligt, at det
første Udkast skyldes Greene i Samarbejde med
Peel, og at S. senere sammen med Marlowe
har omarbejdet dem. S.’s Haand er særlig
mærkbar i 2. og 3. Del. Som Trilogien foreligger i
Folioudgaven, er den et betydeligt Værk, der
endnu væsentlig har de gl chronicle histories
Form. Tæt til disse Skuespil slutter sig
Tragedien Richard III (1593, trykt 1597) som en
ligefrem Fortsættelse. Der er i denne Studie over
Ærgerrigheden, der hensynsløst bruger alle
Midler for at naa frem, en sluttet Kraft og
Ligeliniethed som i intet af de tidligere Skuespil;
men i Karakterernes Voldsomhed og bratte
Overgange er endnu Marlowe’s Paavirkning
tydelig, især i en Scene som Richard’s Frieri til
Lady Anne (Akt 1, Scene 1). Kort efter denne
Tragedie kommer rimeligvis Richard II (1594,
trykt 1597). Den frembyder en vis Lighed med
Marlowe’s Edward II, men er et bedre bygget
Drama, og den svage Konges Skikkelse er klart
analyseret i dens Opblussen og Sammenfald.
I den anden Periode af hans Forfatterskab,
fra c. 1595 til omkr. c. 1600, staar S. i sin fulde
Blomstring. Denne Periode indeholder i det
væsentlige Lystspil, der aander en rolig Munterhed
og Sindsligevægt; dog kommer ogsaa her
mørkere Toner frem i enkelte Arbejder. Det første
Arbejde er King John (c. 1595—96, først trykt
1623). Det er en Bearbejdelse af et ældre,
ubetydeligt Skuespil, og her viser det sig, hvorledes
S. omskaber alt. Der er en Række udmærkede
Karakterer heri, og en rørende Skildring af den
lille Arthur, særlig i Scenen mellem ham og
Hubert, der skal brænde hans Øjne ud. Omtr.
fra samme Tid er The Merchant of Venice
(trykt 1600). Her har S. sammenarbejdet meget
uensartede Bestanddele til et ypperligt Skuespil,
der fra det tragiske i Shylock’s Skikkelse
strækker sig til en saa lys Poesi som i
Maaneskinsscenen i Belmont’s Have. Skylock selv bærer
endnu Præg af Marlowe; men de øvrige
Skikkelser er fuldt originale, og i Portia har S. skabt
en af sine udødelige Kvindeskikkelser. I The
Taming of the Shrew (c. 1595, først trykt 1623)
har S. atter omarbejdet et ældre Stykke. Det er
et grovkornet, lystigt Skuespil, i hvis Indledning,
der minder om Holberg’s Jeppe, der findes en
Mængde Hentydninger til Stratford og Egnen
der omkring. I Aarene 1597—98 kommer nu S.’s
berømteste hist. Skuespil Henry IV, 1 (trykt
1598) og Henry IV, 2 (trykt 1600). Her træffer
vi den udødelige Falstaff, »Kødbjerget«,
»Uldsækken«, »en Vadsæk stoppet med Tarme«, den
kyniske Spotter, der aldrig bringes ud af
Ligevægt, ikke imponeres af noget som helst, der
med lige Overlegenhed diskuterer Begrebet Ære
og Vinens Dyder. Og i Selskab med ham og hans
Banditter ser vi Prins Henry, den senere
Nationens Afgud, tagende Del i alle de vilde
Streger og dog hævdende sit højere Særpræg. Som
hans Modsætning staar Henry Percy,
Hedsporen, som den ærlige, ligefremme Helt, der ikke
forstaar sig paa nogen Slags Politik. Til disse
Skuespil slutter sig Henry V (1599, trykt 1600),
der er som en Nationalsang i fem Akter, hvor
den overmodige Følelse af Nationens Storhed
giver sig kraftigt Udslag. Fra s. A. er
rimeligvis The Merry Wives of Windsor (trykt 1602).
Emnet er rimeligvis taget fra en ital. Novelle.
Det er en borgerlig Komedie, hvor Falstaff
bliver narret og haanet af de lystige Borgerkoner.
I Modsætning til S.’s andre Skuespil er det
ganske enkelt i Bygning; men han har da ogsaa
oplivet Slutn. med. dejlige Alfesange. Hurtig
efter hinanden følger nu S.’s fineste og
aandfuldeste Lystspil; først Much Ado About Nothing,
rimeligvis ogsaa fra 1599 (trykt 1600). Emnet er atter
ital., dels fra Ariost, dels fra en Novelle af
Bandello. Det er et muntert Lystspil, hvis Emne: et
Par Elskende, der ved Rænker skilles fra
hinanden, men dog besejrer Hindringerne, i sig
selv er alvorligt nok; men S. har tildigtet det
unge Par, Benedick og Beatrice, hvis lysende,
usnerpede Vid gyder Glans over Stykket, og et
Par dejlige Vægtere, Dogberry og Verges.
As You Likel It er maaske fra s. A. (først trykt
1623). Emnet er taget fra Lodge’s: Rosalynde,
en euphuistisk Novelle fra 1590. Her er den
henrivende Skildring af det fri Liv i
Ardenner-Skovene. der viser S.’s Længsel mod Landet.
Jaques er i sine melankolske Ræsonnementer
en Forløber for Hamlet og gyder en blid
Stemning over Friluftslivet, medens Rosalind er en
af S.’s yndefuldeste Kvindeskikkelser. Twelfth
Night, or What You Will er rimeligvis fra 1600
(først trykt 1623). Emnet er behandlet i forsk.
ital. Skuespil, men S. har rimeligvis taget det
væsentligste fra en Novelle af Bandello. Det er
et henrivende Skuespil, hvor blid Melankoli, lyst
Vid og fin Kvindetale forener sig til et
harmonisk Hele. I Malvolio’s Skikkelse spotter S.
den puritanske Alvor. Fra Perioden omkr. 1600
stammer ogsaa All’s Well That Ends Well (først
trykt 1623), Omarbejdelsen af det før omtalte
Love’s Labour’s Won. Her begynder en
mørkere Tone at gøre sig gældende; skønt det
endnu er Lystspil, og alt ender godt, er Emnet
mørkt alvorligt, og Narrens Vid er af bitrere
Art end før.
Det var et rigt og virksomt Liv, S. levede i
Hovedstaden, og om han end nu og da har set
med Mismod paa sin lidet agtede Stilling som
Skuespiller, har han sikkert i det hele indtil
denne Tid følt sig tilfreds. At han som Digter
var berømt, derom vidner jo Francis Meres
Omtale i Palladis Tamia, der foruden de seks
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
