Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Semper, Carl Gottfried - Semper, Gottfried - Sempertin - Sempervivum - semplice - sempre - Sempronius - Semsem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for en stor Del hviler den paa Undersøgelser og
Materiale fra Rejsen, saaledes som
»Entwickelungsgeschichte der Ampullaria polita« (1862)
samt Bearbejdelsen af Søpølserne og
Landmolluskerne i det store Værk »Reisen im Archipel
der Philippinen«. Et ganske andet Omraade for
hans Studier havde som Udgangspunkt Nyrens
Bygning og navnlig Forekomsten af Fimretragte
paa Nyren hos forsk. Hajer; han førtes herved
til at sammenligne Hvirveldyrnyren med
Ormenes Segmentalorganer og udkastede paa
Grundlag heraf i et Par tankevækkende Afh.
»Die Verwandtschaftsbeziehungen der
gegliederten Thiere« I—II, sin Opfattelse af
Hvirveldyrenes Afstamning fra Ormene — en Teori, der
dog næppe har vundet alm. Bifald. En ny Side
af S., hans dybe Forstaaelse af de biol. Forhold,
træder os i Møde i »Die natürlichen
Existenzbedingungen der Thiere« (1880), en højst
læseværdig Bog, udmærket saavel ved kritisk
Behandling af ældre Materiale som ved en
Rigdom af nye Iagttagelser, f. Eks, over
Koralrevenes Dannelse. Bogen er opr. en Række
Foredrag, som S. efter Indbydelse 1877 holdt i
Boston. Som Universitetslærer udførte S. et højst
fortjenstfuldt Arbejde; i sit Laboratorium, der
til en Beg. ganske vist var meget tarveligt
indrettet, samlede han om sig en Skare
interesserede yngre Zoologer, hvis Arbejder foreligger
trykt i det af ham udgivne Tidsskrift »Arbeiten
auz dem zool.-zootom. Institut Würzburg«.
R. H. S.
Semper [’zæmpər], Gottfried, tysk
Arkitekt, f. 29. Novbr 1803 i Hamburg, d. 15. Maj
1879 i Rom. Efter først at have studeret
Arkæologi og Fortifikation begyndte han 1825 at
uddanne sig som Arkitekt hos Gärtner i München,
og da han 1826 var kommen til Paris, kastede
han sig under Gau’s Ledelse med Iver over
Studiet af rom. Bygningskunst. 1830—33 var han
paa Studierejse i Italien og Grækenland, hvor
han gjorde interessante Iagttagelser over
Grækernes Polykromi i Oldtiden (»Bemalte
Architektur und Plastik bei den Alten« [1834]). 1834
blev han Prof. i Arkitektur i Dresden, hvor han
ved Siden af sin Lærergerning udfoldede en stor
praktisk Virksomhed som Bygmester:
Synagogen (1840), i byzantinsk Stil, Hofteatret
(1838—41), Museet i Forbindelse med Zwinger (1846),
samt mange Privatbygninger, f. Eks. Villa Rosa
og det Oppenheim’ske Palæ. Ivrig politisk
Liberal blev han som Arkitekt en lidenskabelig
Modstander af Romantikkens Sværmeri for
Middelalderen, og han fandt i den ital. Renaissance
den Stil, som efter hans Opfattelse passede
bedst for Nutiden. Især Hofteatret blev
banebrydende. Efter sin Deltagelse i Opstanden 1849
flygtede han til Paris og England, hvor han blev
Prof. i Metallurgiteknik ved Skolen i
Marlborough; 1855 blev han Prof. ved det nyoprettede
Polyteknikum i Zürich, hvis Bygning er et af
hans betydeligste Arbejder. Af andre Bygninger
kan nævnes Stadthaus i Wintherthur (1866),
Banegaarden i Zürich, forsk. Privathuse samt
Genopførelsen af det 1869 nedbrændte Teater i
Dresden (fuldendt af hans Søn Manfred S.
1880). Ogsaa et Projekt til et pragtfuldt Teater
i Rio de Janeiro fortjener at nævnes; i sine
sidste Leveaar projekterede han sammen med
den ham paatvungne Medarbejder Hasenauer
Ombygningen af den kejserlige Borg samt de
store Nybygninger for Hofburg, Museerne og
Burgteatret i Wien. S.’s Bygninger kan være
smaatskaarne og tørre, men hans Personlighed
og hans Teorier vandt stor Indflydelse. Hans
litterære Hovedværk er »Der Stil in den
technischen und tektonischen Künsten«, I—II
(1860—63), hvori han ved Siden af Skønhedsfølelsem
paapegede Teknik og Materiale som
stilskabende Faktorer og bl. a. vilde isætte
Ornamentikkens Oprindelse i Forbindelse med
Vævekunsten, tankevækkende og delvis rigtige Teorier,
som dog en Tid lang førte til Overvurdering af
Teknikkens Bet. for Prydværkets Udvikling.
(Litt.: Wanscher i »Architekten«, VI, S.
225.).
C. A. J.
Sempertin, se Marietidsel.
Sempervivum L. (Husløg, norsk
Tagløg), Slægt af Tykbladede, Urter ell.
Halvbuske, ofte uden tydelig overjordisk Stængel ell.
med tyk Stængel, tykke Blade i Roset og en af
Kvaster sammensat Top af hvide, gule ell. rosa
Blomster, hvis Tal er 6 ell. et endnu højere, og
hvis Kronblade er frie ell. næsten frie; af
Støvdragere findes dobbelt saa mange som af
Bæger- og Kronblade, medens de indbyrdes fri
Frugtblades Tal svarer dertil. Frugten bestaar
af Bælgkapsler. C. 50 Arter i Mellem- og
Sydeuropas Bjerge o. a. St. S. tectorum L. (Alm.
Husløg) har Rosetter af brodspidsede,
randhaarede og aflange Blade og 30—50 cm høje
Blomsterskafter; Kronbladene er rosenrøde og
Blomstens Tal 12. Den vokser paa Tage, især
Straatage, og formerer sig ved korte Udløbere;
blomstrer i Højsommeren. I Danmark er den
ikke sjælden; i Norge forekommer den i det
sydligste og sydøstlige. Den har fra gl Tid haft
Ord for at skærme mod Lynnedslag, hvor den
vokser paa Taget, og for at bringe Lykke til
Huse. Nogle Arter dyrkes som Prydplanter
enten paa Stenhøje ell. til Indfatning, foruden
den foran nævnte især S. arachnoideum L.
(Alperne), hvis Rosetter er ligesom overspundne
af hvide Traade, og hvis Blomster er
kødfarvede.
A. M.
S. arachnoideum har smaa Rosetter af spidst
lancetformede Blade og er ofte dækket af et
edderkopagtigt Spind af hvide Traade. S.
tectorum glaucum har blaagraa Blade, og S.
tectorum purenaicum har i Spidsen purpurbrune
Blade. De sidste bruges ofte til Tæppebede, men
ellers er S. særlig anvendelig som
Stenhøjsplante. S. formeres ved at fraskille de unge
Rosetter, som let slaar Rod i sandblandet Jord.
(L. H.). P. F.
semplice [’semplit∫e] (ital.), musikalsk
Foredragsbetegnelse: jævnt, ligefremt.
S. L.
sempre [’sæmpre] (ital.), altid, stadig,
vedvarende.
Sempronius, rom. plebejisk Slægt, hvis
vigtigste Gren var Familien Gracchus.
H. H. R.
Semsem (rettere Zemzem), den hellige
Kilde ved Kaaba i Mekka; den islamitiske
Tradition identificerer denne Kilde med den, som
frelste Hagar og Ismael i Ørkenen (1. Moseb.
16, 4), paa samme Maade, som Abraham gøres
til Kaabas Bygmester.
J. Ø.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
