Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Semipelagianisme - semipelagianske Skole - Semipermeable - Semiramis - Semirjetschensk - Semis ell. Semissis - semitiske Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Semipelagianisme, Betegnelse, som i øvrigt
først stammer fra Skolastikkens Tid, for en
Vranglære inden for Kirken, nemlig en mildere
Form for Pelagianismen (se Pelagius). S.
fremkom nærmest som Reaktion mod Augustin’s
Lære om Synd og Naade, der for adskillige var
lige saa utiltalende som Pelagius’, og den havde
sit egentlige Hjemsted i Sydgallien, hvor
den først spores omkring 428. Bl.
Repræsentanterne for S. maa nævnes Johannes
Cassianus, Vincentius fra Lerina,
Faustus fra Regium og Gennadius,
og deres Opfattelse gik i alt væsentligt ud paa,
at den menneskelige Villie ikke var blevet mere
fordærvet af Synden, end at den kunde
samarbejde med Naaden, saaledes at Menneskets
Frelse virkedes af begge i Forening. Pelagius
blev stærkt angreben af Semipelagianerne, og
de fastholdt bestemt Arvesynden og Naadens
Nødvendighed, men Viljen ansaas kun for
svækket ved Synden, og undertiden hævdedes det,
at Viljen selv kunde begynde Frelsesværket,
Augustin, som oplevede at høre om S., skrev i
sin høje Alderdom imod den, og adskillige
betydelige Teologer fulgte i hans Spor. 529
forkastede Synoden i Orange S., og Synodens
Bestemmelser stadfæstedes af Rom 2 Aar efter,
saaledes at Kirken officielt brød med
Semipelagianerne, men de udstødtes ikke af
Kirkesamfundet, og i Virkeligheden holdt deres
Anskuelser sig inden for den kat. Kirke. S. fik
Indflydelse paa hele det kat. Lærebegreb, og mod
Middelalderens Slutn. traadte den utilsløret
frem i den nominalistiske, af Duns Scotus
paavirkede Skole,, f. Eks. hos Occam og
Gabriel Biel. Da Reformationen brød frem, kunde
Luther derfor med fuld Ret aabne en Kamp
mod Pelagianismen i Romerkirken. Hans Lære
om den bundne Vilje maa saaledes ses paa
Baggrund af den i Skoleteologien raadende S. Skønt
Romerkirken efter den Tid har søgt at undgaa
ethvert pelagiansk Skin, har den dog ikke
formaaet at udrydde alle S.’s Spor.
A. Th. J.
semipelagianske Skole, se
Semipelagianisme.
Semipermeable (lat. sémi, halv, og
permeabilis, gennemtrængelig) kaldes Hinder, der kun
er gennemtrængelige for nogle Stoffer, men ikke
for andre. S. Hinder, hvorigennem Vand, men
ikke opløste Stoffer kan diffundere, kan
bruges til at maale disses osmotiske Tryk. Den
mest benyttede bestaar af Kupriferrocyanid,
der udfældes i Væggene i en porøs
Lercylinder. Mange Hinder i Dyr og Planter er s., og
i den levende Organisme spiller den større ell.
mindre Permeabilitet (s. d.) en betydelig Rolle.
Pergament og Kollodiumhinder lader kun
Vand og Salte diffundere igennem, men ikke
kolloidale Stoffer, som derfor kan gøres saltfri
ved Dialyse i disse Hinder. Ved den teoretiske
(termodynamiske) Udredning af, hvorledes
Blandinger i Damp- ell. Vædskeform forholder
sig, har man benyttet sig af tænkte absolut s.
Hinder ell. »Stempler«, skønt saadanne
sandsynligvis ikke eksisterer.
S. P.
Semiramis er efter Ktesias og andre gr.
Forfattere Navnet paa en Dronning, der skal
have spillet en fremtrædende Rolle ved
Grundlæggelsen af det ass. Rige. Hun levede, fortælles
det, under Kong Ninos og var gift med en af
dennes Feltherrer, Onnes. At der har været en
Dronning i Assyrien af Navnet S., er muligt, men hun
tilhører ikke det ass. Riges ældre Dage, hun
levede i 8. Aarh. f. Kr. I en ass. Indskrift i
British Mus. fra 8. Aarh., paa en Statue af
Guden Nebo, omtales en Dronning
Sammuramat, der var gift med Kong Raman (1)-nirari.
Denne Dronnings Navn er aabenbart det til
Grund for Grækernes S. liggende ass.
Kvindenavn. Den Omstændighed, at hun er den
eneste ass. Dronning, der omtales i
Indskrifterne, lader formode, at hun har spillet en vis
Rolle. Herodot taler ogsaa om S. (I, 184) og
henfører hende omtr. til samme Tid som den
ass. Indskrift. Efter andre gl. Forfattere var S.
en Gudinde.
V. S.
Semirjetschensk [simi’rjet∫insk]
(Semiretschinsk), Prov. i den russ. Sovjetrepublik
Turkestan, 394396 km2 med (1921) 1324
Indb. Den sydlige Del af Provinsen er opfyldt
af forsk. til Tienshan-Systemet hørende
Bjergkæder, medens den nordlige Del er en
lavtliggende Ørken, der gennemstrømmes af Floden
Ili. Nordgrænsen dannes af Balkash-Søen.
Hovedmassen af Befolkningen er kirgisiske
Nomader. Resten bosiddende Russere, Tarantsher
og Dunganer. Kun ved kunstig Vanding er
Agerbrug mulig, kun 2 % af Jorden er dyrket.
Der avles Ris, Hirse og Bælgsæd, mod Syd
ogsaa Abrikoser, Vin og Bomuld. Der holdes Faar
og Geder, Heste, Kameler og Hornkvæg. Af
Metaller forekommer Guld, Kobber og Jern,
lidt Stensalt udvindes. Handelen er ubetydelig.
Hovedstad er Vjernyj.
M. V.
Semis ell. Semissis, antik rom.
Bronzemønt, 1/2 As, betegnet med Juppiter’s Hoved
paa Forsiden og derunder et liggende S, paa
Bagsiden Forstavnen af et Skib og S;
forekommer baade som støbt og senere som præget
Mønt.
H. A. K.
semitiske Sprog er Betegnelsen for en
særlig udpræget, stærkt afgrænset Sprogæt,
der hovedsagelig har haft og har hjemme i
Landene Ø. og SØ. f. Middelhavets østlige Del.
Navnet, der først er givet af Eichhorn i Slutn.
af 18. Aarh., er taget fra 1. Moseb. 10, 21, fordi
den største Del af de Folk, der har talt s. S.,
nævnes bl. Sem’s Efterkommere; Benævnelsen
er for saa vidt uheldig, som den paa anførte
Sted givne Slægttavle betyder en ren
geografisk Inddeling uden at tage Hensyn til det
etnografiske, og Navnet bliver derfor ukorrekt;
nyere Forslag til Navnegivning, som f. Eks.
syro-arabisk (i Analogi til indo-germansk), har
dog ikke formaaet at fortrænge den een Gang
vedtagne Betegnelse trods dennes
Ufuldkommenhed.
De s. S. falder i 5 store Hovedafdelinger,
omfattende en Række dels uddøde, dels endnu
levende Sprog og Mundarter: 1) det i de
assyriske og babyloniske Kileskrifter opbevarede
Sprog, som efter disses første Findested
(Ninive) alm. kaldes Assyrisk; den paa dette
Sprog opbevarede Litteratur strækker sig over
Tidsrummet fra 4. til 1. Aartusind f. Kr. 2)
Aramæisk, hvoraf Vestaramæisk
omfatter det gl. Test.’s aramæiske Dele, Sproget i
de palmyrenske og nabatæiske Indskrifter, den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
