Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Scilla - Scilly-Øerne - Scincidæ - Scincoidei - Scincus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Scilla L. (Blaatop), Slægt af Lilliefam.
(Hyacint-Gruppen), Løgvækster med
grundstillede, liniedannede, aflange ell. ægdannede Blade
og smaa ell. middelstore Blomster i Klase.
Blosterbladene er fri, tidspærrede ell.
klokkeformet samlede, oftest blaa af forsk. Tone ell.
hvide; Støvtraadene er enten helt traadformede
ell. udvidede forneden. En næsten kugleformet
Kapsel med kugleformede ell. omvendt
ægformede Frø i hvert Rum. Omtr. 80 Arter i
Europa (især Middelhavslandene), Afrika og Asien.
Hos flg. Arter er Blosterbladene udspærrede
(Stjernehyacint): S. sibirica Andrews,
10—15 cm høj, med lancetdannede og ret stive
Blade og 1—3 nikkende, staalblaa Blomster. Den
stammer fra Rusland. S. amoena L., c. 15 cm
høj, med 4—5 bredt liniedannede og slappe
Blade og 3—6 oprette Blomster; den hører
hjemme i Skove i Tyskland og Norditalien.
S. bifolia L. har 2 smalle Blade og 3—8 smaa
Blomster. Hos en anden Gruppe af Arter
(Underslægten Endymion, Klokkehyacint) er
Blosterbladene klokkeformet samlede, saaledes
hos S. nonscripta (L.) Hoffm. et Link (S. nutans
Smith), 20—40 cm høj, med 6—12 langt
klokkeformede Blomster i en ensidigt vendt Klase
(Maj—Juni).
A. M.
Af ovenn. Arter er de alm. dyrkede S. amoena,
der bl. a. anvendes som Kantplante og som
saadan plantes temmelig tæt og omplantes med
nogle Aars Mellemrum. S. sibirica, der er
lavere, egner sig til Anvendelse i aabne
Træplantninger, hvor den efterhaanden kan danne et
blaat Tæppe i Blomstringstiden. S. non scripta,
der er højere end de foreg., kan ogsaa
anvendes mellem Træer og taaler nogen Skygge.
S. amoena og S. sibirica kan tillige anvendes
til Drivning i Koldhus og Stue. Løgene lægges
om Efteraaret i mindre Potter, fl. sammen, ell.
indplantes lige fra Friland, og holdes koldt som
andre Blomsterløg, til Drivning i Jan. kan
begynde.
P. F.
Scilly-Øerne [’si£i-]t eng. Øgruppe i
Atlanterhavet, 50 km V. f. Kap Landsend, Cornwalls
Vestpunkt. Gruppen bestaar af 140 Smaaøer,
omgivet af talrige Granitklipper, hvoraf mange
overskylles ved Flodtid. Arealet er kun c. 15
km2, og blot 5 af Øerne er beboede og over 1
km2, nemlig St. Mary’s med Øernes Hovedby
Hugh Town og et Fort beliggende paa det 33 m
høje Hugh, Tresco med Borgruin og store
Blomstermarker, St. Martin’s, St. Agnes
og Bryher (Bryer, Brehar). Ingen Højde
naar 50 m. Klimaet er i den Grad mildt
(Sommer 17°, Vinter 8°, Nedbør 80 cm), at
halvtropiske Planter kan overvintre paa Friland.
Haverne paa Tresco er berømte for deres Yucca,
Aloe og Dracæna. Fuchsia og Roser blomstrer
Midtvinter, og i det tidlige Foraar er Øernes
Grønsager uden Konkurrence paa Londons
Torve. Men den fugtige Luft og ret lave
Sommervarme umuliggør Frugtmodningen. Tætte
Taager og hyppige Storme — Øerne har kun stille
Vejr 6 Dage om Aaret — gør Havet omkr.
Øerne til et af Verdens farligste Farvande. 1707
strandede en hel Flaade ved S., og ved denne
Lejlighed druknede 2000 Mennesker. Af Øernes
Beboere omkom tidligere efter deres eget
Udsagn 9 af 10 paa Havet. Nu er der Fyrtaarne
med Taagehorn og Redningsstation. Det
vigtigste er paa Bishop Rock, det yderste Skær mod
SV. Alligevel strander der jævnlig Skibe i
Taage. Folkemængden, der stadigt synker, er
kun 1749 Indb. (1921). Udvinding af Tangsalt
(Kelp) var forhen af Bet. Avl af tidlige
Kartofler spiller endnu en Rolle, men overskygges af
Dyrkning af Blomster (Narcisser, Kalla) til
Londons Grønttorv (især i Vinterhalvaaret).
Fiskeriet er betydeligt (Makrel, Hummer). Endelig
er der Lodseri.
Om S. er Oldtidens Cassiterites (Tin-Øerne),
staar endnu hen. Mange forhistoriske Minder
findes (Køkkenmøddinger, Høje, endog en
Landsby paa St. Mary’s). 1915 blev Øerne
Støttepunkt i Kampen mod de tyske U-Baade; og
under Krigen førtes mange torpederede,
bjergede Skibe ind til Hugh Town. Samson, den
største af de ubeboede Øer, er ogsaa blevet
befæstet. (Litt.: Jessie Mothersole, The
Isles of S. [London 1919]).
(M. Kr.). G. G.
Scincidæ udgør en saavel paa Slægter som
Arter særdeles talrig Familie inden for
Firbenenes Orden, (Lacertilia). I deres Ydre har de alle
et vist Fællespræg, der gør dem forholdsvis let
kendelige; Legemet er mere ell. mindre
tenformet, Lemmerne oftest ret svage, ja ikke sjældent
rudimentære ell. endog helt manglende; i sidste
Tilfælde, hvor Ligheden med en Slange er stor,
finder man dog stedse saavel Skulder- som
Bækkenpartiets Skelet bibeholdt. Legemet beklædes
af glatte, taglagte Skæl, under hvilke
Læderhuden har uddannet Benplader. Farvetegningen
viser sig som en lys gulgraa Bundfarve med
mørkere, brune ell. brunsorte Pletrækker ell.
Striber langs ned ad Ryg og Sider. Desværre
gælder imidlertid de nævnte Kendetegn lige saa
godt for en anden Firbenfamilie, nemlig Anguidæ
(til hvilke f. Eks. Staalormen og Scheltopusiken
hører); heraf kommer det, at disse to Grupper
i tidligere Tid har været forenede under Navnet
Snogeøglerne (Scincoidei); lettest skelnes de fra
hinanden ved Bygningen af Tungen, der hos S.
er middellang, fortil fri og indskaaren i
Randen, hos Anguidæ derimod falder i to Dele, et
bageste Hovedparti og et lille forreste Afsnit,
der kan trækkes tilbage i den større Del som
i en Skede. Saa vidt man ved, føder alle S.
levende Unger. Familien, der hovedsagelig
omfatter smaa Former, af hvilke kun ganske
enkelte naar over 1/2 m’s Længde, er udbredt i
alle Verdensdele; Hovedmængden findes i
Australien, paa Øerne i det stille Hav, i Ostindien
og i Afrika. (Litt.: Boulenger, Catalogue
of Lizards Brit. Mus., III [London 1887]).
R. H. S.
Scincoidei, Snogeøgler, se Scincidæ.
Scincus. Det mest omtalte og bedst kendte
Dyr bl. alle Scincidæ og det, efter hvem hele
Familien har faaet Navn, er den i Ægypten, i
Sahara og ved det røde Havs Kyst levende Skink
(Scincus officinalis Gr.). Den er af en ret
klodset Legemsform, har en tyk Krop, en kort Hale
og korte Ben; dens Størrelse er kun ringe, c. 20
cm; af Farve er den, som de øvrige Scincidæ,
gulgraa med mørkere Skygger. Den skal i store
Skarer holde til paa sandede Steder, hvor den
gør Jagt paa Insekter og andre Smaadyr, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
