Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schweiz (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mod 9. Forbundsregeringen ændrede da sit
Forslag derhen, at Initiativretten blev strøgen,
Kantonerne skulde beholde nogen Andel i Civil- og
Strafferetslovgivningen og ikke helt miste
Raadighed over Militæret, Statens Højhedsret i
kirkelige Anliggender fastsloges, Stiftelsen af ny
Klostre forbødes, og Forbundsregeringen skulde
have Ret til at forbyde Oprettelsen af ny
Bispedømmer. Forslaget vedtoges 19. Apr. 1874 med
340199 Stemmer mod 198013 og af 14 1/2 Kantoner
mod 7 1/2, hvorpaa det traadte i Kraft 29. Maj
s. A. De i den ny Forfatning indsatte
Bestemmelser af kirkepolitisk Natur var beregnede paa
at give Staten Vaaben i Hænder mod den rom.
Gejstlighed, der efter Ufejlbarhedsdogmets
Vedtagelse paa Vatikankoncilet (1870) søgte at
hævde Kirkens Ligestilling med Staten. Det kom i
de flg. Aar til en Kamp mellem Kirke og Stat af
lgn. Art som Kulturkampen i Tyskland, men
allerede 1878 var Pavestolen træt af Striden, og
gik ind paa at anerkende Kirkelovene. Samtidig
med, at Statens Overhøjhed over Kirken
saaledes blev fastslaaet, søgte Forbundsregeringen
at udvide Centralmagtens Myndighedsomraade
ved en Række partielle Forfatningsrevisioner,
der gik Haand i Haand med det alm.
Lovgivningsarbejde (Fæstningsanlæg, en ny
Hærordning, obligatorisk Civilægteskab, en
Normalarbejdsdag for Fabrikarbejdere o. s. v.). Den
vigtigste af disse Partialrevisioner gennemførtes
5. Juli 1891, idet for Fremtiden Forfatningens
enkelte Paragraffer kunde forlanges forandrede
ved Folkeafstemning iflg. folkeligt Initiativ, hvad
der med Rette vakte store Betænkeligheder hos
de konservative. Det stærkt voksende
Socialdemokrati vilde nemlig antagelig søge at
udnytte Initiativet til sin Fordel, hvad det ogsaa
gjorde, dog uden at have Held med sig. Den
socialistiske Bevægelse mærkedes i S. ogsaa ved,
at mange udenlandske Socialister og Anarkister
tog Ophold i S., ikke mindst Tyskere efter den
tyske Socialistlovs Fremkomst, hvilke ved deres
Agitation gav Anledning til Besværinger fra
Nabostaternes Side. Det lykkedes dog
Forbundsregeringen at udjævne de truende Konflikter
(saaledes med Tyskland 1889—90). Den Anseelse,
Forbundsregeringen nød i hele Europa, viste sig
ogsaa deri, at man betroede den Ledelsen af en
Række internationale Institutioner, der til Dels
var fremkomne ved dens Initiativ, saaledes »Det
røde Kors« (1864), Verdenspostforeningen (1878),
Bernerkonventionen til Beskyttelse af litterær og
kunstnerisk Ejendomsret (1888). Indadtil
beredtes der Regeringen Vanskeligheder af dens
politiske Modstandere p. Gr. a. dens Optræden
mod ital. Arbejdere, der, efter at have givet
Anledning til tumultuariske Optrin i Zürich og
Genève, 1898 organiserede sig i væbnede
Bander paa Forbundets Territorium for derpaa at
drage til Milano, hvor en socialistisk Opstand
var udbrudt, men Angrebene afvistes med
Lethed af Forbundsraadet, der s. A. var i Stand
til at gennemføre to vigtige Love ved
Folkeafstemning, nemlig 20. Febr Loven om Forbundets
Overtagelse af Jernbanerne (allerede et Par Aar
i Forvejen var Boringen af en Tunnel gennem
Simplon bleven besluttet) og Forslaget om, at
den civil- og strafferetlige Lovgivning
udelukkende skulde henhøre under Forbundet (13.
Novbr); herved og ved den alt tidligere
vedtagne fælles Veksel- og Obligationsret var man
naaet et godt Stykke fremad mod Retsenhed i S.
Ogsaa en Arbejderforsikringslov lykkedes det
Regeringen at faa sat igennem, da Forbundets
Finanser var i saa god Stand, at det betydelige
Statstilskud uden Vanskelighed kunde udredes.
Nyvalgene til Nationalraadet 1905 bragte
Socialdemokraterne et føleligt Nederlag, medens de
liberales Herredømme blev uforandret. 1906
paabegyndtes Arbejdet paa en Reorganisation af
Militærvæsenet, hvorved Mandskabet uden
Forhøjelse af Tjenestetiden skulde faa en forbedret
Uddannelse. Den ny Forsvarslov godkendtes det
flg. Aar ved en Folkeafstemning. En Lov om
skarpere Opsyn med og Forfølgelse af
Anarkister vedtoges 1906. Simplon-Tunnelen blev
højtidelig indviet i Maj 1906 i Overværelse af
Forbundspræsidenten og Kongen af Italien. 1912
udfærdigedes en for hele S. gældende borgerlig
Lov, et nyt vigtigt Skridt i Retning af snæver
Enhed mellem alle Kantoner. — Ved
Verdenskrigens Udbrud 1914 mobiliseredes hele den
schweiziske Hær, og samtidig overdroges der
Forbundsraadet uindskrænket Magt, ogsaa i
finansiel Henseende. Det lykkedes at bevare
Neutraliteten ukrænket gennem Krigen, og S. blev
Mellemledet for de krigsførende Magter ved
Udvekslingen af haardt Saarede Krigsfanger, der
ogsaa for en Del blev interneret i Landet.
Økonomisk blev Krigstiden meget svær, idet S. ikke
selv raadede over de fornødne Levnedsmidler og
nu delvis var afskaaret fra Forsyninger udefra,
hvad der ogsaa skabte Mangel paa Raastoffer
for Industrien. Samtidig var den Turiststrøm
standset, der plejede at bringe saa mange
Penge til Landet. Baade Italiens Indtræden i
Krigen 1915 og den uindskrænkede U-Baadskrig var
tunge Slag for S. Kun ufuldkomment kunde
Regeringen raade Bod paa de vanskelige Forhold
ved Statsindgriben og Statsreguleringer. Stor
Myndighed var lagt hos den milit. Ledelse, men
dette skabte Misfornøjelse hos Befolkningen. Der
var under Indflydelse af den hele Tilstand hos
de brede Lag en Jordbund af Utilfredshed at
arbejde i for den socialdemokratiske Agitation.
Det kom lige efter Krigens Ophør, i Novbr 1918,
til en Generalstrejke med det Maal at fremkalde
en politisk og social Omvæltning. Men de
styrendes Fasthed fik denne Strejke til at bryde
ynkelig sammen. De særlige Erhvervs- og
Samfundsforhold i S. giver ikke en yderliggaaende
Arbejderbevægelse store Muligheder. Ved
Valgene 1922 fik Socialdemokraterne kun 43 af de
198 Pladser i Forbundsforsamlingen. Det
ledende Parti, de radikale, er endnu som altid siden
1848 af borgerlig-liberal Farve. Næst efter det
i Styrke kommer Katolikkerne. Udadtil har S.
efter Verdenskrigen haft nogen Gnidning med
Italien ang. Sydgrænsen og med Frankrig ang.
Toldforhold. Men alt i alt har dog S. baade
udadtil og indadtil staaet som et saa grundfæstet
Statssamfund, at man med fuld Tryghed har
kunnet henlægge Folkenes Forbunds Hovedsæde
til dette Land, der i Forvejen var Centret for
saa mange internationale Foretagender og
Bestræbelser. (Litt.: Fremstillinger af S.’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
