Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schweiz (Naturforhold m. m.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Splügen, fører over den høje, sydlige Kæde. —
S.’s andet Bjergsystem Jurabjergene kan
hverken i Henseende til Højde ell. Udstrækning
maale sig med Alperne. Den større sydvestlige
Del paa Grænsen til Frankrig bestaar af flere
parallelle Kæder, der adskilles ved brede
Længdedale, de saakaldte Combes. Højest er den
østlige Kæde, der som en brat Vold hæver sig
op fra den helvetiske Højslette. Mod den fr.
Side er Kæderne jævnt aftagende i Højde. Bl.
de Pas, der fra Dalene i Jurabjergene
fører ind til S., er der flere af en betydelig
Højde som Les Loges (1286 m) mellem Byerne
La Chaux de Fonds og Neuchâtel. Mod N.
skifter Jurabjergene ganske Karakter og danner i
Kantonerne Basel og Aargau et Plateauland,
hvis Højde ligger mellem 590 m og 480 m, og
hvis højeste Punkter er Fransberg (740 m) og
Thiersteinberg (750 m). I Jurabjergene som
Helhed er Kulminationspunkterne Crêt de la
Neige (1723 m) og Reculet (1720 m), begge paa
fr. Grund. I Henseende til Opstaaelse og
Dannelsestid svarer Jurabjergene nøje til Alperne;
men Bygningen og Karakteren er ganske
anderledes. Dannelserne her hører alle til den
mesozoiske Tidsalder og bestaar af Mergel,
Sandsten, Skifer ell. Kalksten. Det Præg, der
hviler over Jurabjergene, er vidt forsk. fra
Alpernes. Det er den stadig gentagne tomme
Ensformighed i Modsætning til den evige Skiften
i Alperne, hvor hver Dal og hver Top
frembyder et nyt Skue. I Jura mangler de blanke
Søer, de rislende Strømme og de skønne
Vandfald, hvorpaa Alperne er saa rige. Vandet siver
bort og forsvinder i Kalkstenen eller danner
Sumpe og Moradser. I det hele taget er
Jordbunden ufrugtbar, og dette i Forbindelse med
de vanskelige Samkvemsforhold over de mange
stejle Kæder med faa Pas bevirker, at
Jurabjergenes Omraade kun i ringe Grad indbyder
til Bebyggelse, hvorfor Befolkningen først er
blevet talrigere, efter at der i nyere Tid er
opstaaet en betydelig Industri. — Den
helvetiske Højslette omfatter næsten 1/5
af S. Med en Længde af c. 150 km og en
gennemsnitlig Bredde af 20 km strækker den
sig fra Genfersøen til Boden-Søen. Mod Syd
langs Foden af Alperne har den sine højeste
Partier, der uden alt for skarpe Grænser gaar
over i Foralperne. Derimod er den lavest mod
NV. ved Foden af Jura, hvor man træffer
Højslettens største Søer, Neuchâteler- og
Bieler-Søerne, samt Aare-Flodens Dal, der har sit
laveste Punkt der, hvor den ved Koblenz (312
m o. H.) gennembryder Jurabjergenes
Udløbere. Den schweiziske Højslette kan kun i
Sammenligning med de omgivende Bjerge betegnes
som et Sletteland. Den er nemlig ingenlunde
jævn, men bestaar af en Række
Bakkelandskaber, adskilte ved talrige Dale, der i
Overensstemmelse med Terrainets Skraaning og
Flodernes Fald er at betragte som Fortsættelser
af. Alpernes Tværdale. Et af de vigtigste af
disse Bakkelandskaber er Jorat (932 m) N. f.
Genfer-Søen, der danner Vandskellet mellem
Rhône og Rhin og ved sin skærmende
Indflydelse bidrager til det milde Klima langs
Genfer-Søens Nordbred. Geologisk talt er den
helvetiske Højslette ungt Land sammenlignet med
Jura og Alperne, hvis Lag af ældre Oprindelse
i de eocene og oligocene Epoker af
Tertiærtiden underkastedes de sidste Faser af de
Foldninger, der dannede de nuv. Bjergkæder. Den
Havarm, der havde omkranset Alpernes
Nordside, opfyldtes med Erosionsmateriale fra
Bjergkædens Nordside, og saaledes opstod
Molassedannelserne, der i hele den schweiziske
Højslette danner Underlaget. Disse
Tertiærdannelser bestaar af Sandsten, Mergel samt
Konglomerater (Nagelfluh), der særlig træffes i Bakkerne
hen imod Alpernes Fod. I Diluvialtiden, da
Alperne laa dækkede af et mægtigt Sne- og
Islag, skød vældige Isbræer sig ned gennem
Dalene og dækkede Molassezonen med en tyk
Iskappe. Overfladen paa Højsletten bestaar
derfor ligesom i Danmark af Istidsdannelser.
Talrige Moræner strækker sig som langagtige
Bakkekæder tværs over Sletten, og mægtige
Vandreblokke, som af Schweizerne benævnes
»Findlinge«, har Ismasserne ført med sig fra
Alperne og spredt over Landet, helt over til Jura
og hinsides Rhinen. Overalt i S. træffer man
i Træk af Overfladens Udformning Mindelser
fra Istiden. Paa den store Bundmoræne, der
danner Højsletten, findes spredt talrige
halvkredsformede Endemoræner, som den
tilbagevigende Is har efterladt. I Alpedalene er der
Vidnesbyrd nok om, at det er Isen, der har
udmejslet og skuret Bund og Sider: det
U-formede Daltværsnit, de talrige Vandfald, der
styrter ned over de stejle Dalsider, den ujævne
Dalbund med de mange Søer; meget
iøjnefaldende er de saakaldte Rundklipper, der af
Isbræen er afslebne som en jævn Kuppel. Paa
Højsletten er det Istidsdannelserne, der
betinger Frugtbarheden og den Kultur, som i Aarh.
har eksisteret i denne Egn, og hvorom man ser
Vidnesbyrd i de talrige, nette Huse og Gaarde
samt i de mange Minder om Middelalderen, man
træffer i Bygningskunsten i Højslettens Byer.
Med Diluvialtidens ell. Istidens Slutning
begynder den geol. Nutid. Isdækket forsvinder,
og i de nuv. schweiziske Gletschere ell. Bræer
har man kun ligesom en svag Rest. Man regner,
at Snegrænsen nutildags ligger 1000 m højere
end i Istiden. Da den er afhængig af flere
lokale Forhold, svinger dens Højde stærkt, i S.
mellem 2450 im (Säntis) og 3260 m (Monte
Rosa-Massivet). Det maa erindres, at den ligger
højere paa Sydsiden end paa Nordsiden og højere
paa indre Skraaninger end paa Ydersiderne.
I alt regnes S. at have 2038 km2 Gletschere, af
hvilke de største findes i Walliser- og
Berner-Alperne (Berneroberland). Fra S. stammer
Betegnelsen Gletscher, der af de tysktalende
Schweizerbønder anvendes om alt, hvad der om
Sommeren skinner hvidt ned i Dalene.
Almindeligvis anvendes Navnet dog nu om de
plastiske Ismasser, der glider ned gennem Dalene,
medens man om Højfjeldets Ismarker benytter
det fra Kant. Glarus stammende Udtryk Firn,
der i Bet. er beslægtet med »vorjährig«,
fjorgammel. De schweiziske Ord Gletscher og Firn
er følgelig omtr. tilsvarende de norske Isbræ
og Snebræ. Man plejer at sondre mellem
Hængegletschere, der ligger i smaa Nicher eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
