Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schwarzenberg - Schwarzenberg, Johann - Schwarzhorn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den Fest, som hendes Svoger, nedenn. Karl
Philip S., 1. Juli 1810 gav til Ære for Napoleon I’s
Bryllup. Han var først Officer, blev 1822
Ritmester under sin Svoger Fyrst Alb.
Windischgrätz, men gik 1824 over til den diplomatiske
Tjeneste, først i Petrograd og derefter i London,
hvor hans Kærlighedsforbindelse med Lady
Ellenborough 1827 blev en offentlig Skandale.
1829—31 var han i Paris og 1831—38 Legationsraad
i Berlin, derefter Sendemand i Turin og 1844 i
Neapel. Marts 1848 blev hans Hotel her
forhaanet af Folkemassen, og han drog nu til den
østerr. Hær i Lombardiet og udmærkede sig
som Brigadegeneral. Han kaldtes derfra i Septbr
til Wien og fulgte med Hoffet til Olmütz, hvor
han som Militærpartiets Leder 21. Novbr blev
Første- og Udenrigsminister. Han havde
væsentlig Del i det kort efter flg. Tronskifte og kastede
sig med dristigt Mod og hensynsløs Kraft imod
de ydre og indre Farer, som truede Kejserriget.
Det lykkedes at slaa Sardiniens Angreb tilbage
og genoprette Østerrigs Magt i Norditalien,
samt at undertrykke Magyarernes Frihedskamp
ved et Forbund med Rusland; han gik dog kun
nødig med dertil og forudsaa, at Østerrig senere
(under Krim-Krigen) »vilde forbavse Verden
med sin Utaknemlighed«. Han tilintetgjorde
derefter Preussens Planer om et særligt Forbund i
Nordtyskland og tvang det til et ydmygende
Forlig i Olmütz (vilde »først nedværdige og
derefter ødelægge Preussen«), samt kaldte den
tyske Forbundsdag paa ny i Live og dermed
Østerrigs Indflydelse i Tyskland. Dog kunde han
ikke opnaa dets Optagelse i Toldforeningen, der
skulde have været Slutstenen paa hans Politik.
Indadtil vilde han oprette et stærkt enigt
Østerrig: han hjemsendte Rigsdagen midt under dens
Arbejde og kundgjorde en konstitutionel
Helstatsordning 4. Marts 1849 uden Hensyn til de
enkelte Landes hist. Rettigheder og folkelige
Ejendommeligheder. Han gennemførte nogle
Fremskridt i Forvaltning og Retspleje og satte
Bondefrigørelsen i Værk; men hans
aristokratiske og herskesyge Væsen kunde ikke forsone
sig med et konstitutionelt Styre, den ny
Grundlov traadte aldrig i Virksomhed, og under den
alm. Reaktion i Europa endte han med at vende
tilbage til den rene Enevælde og en streng
bureaukratisk Regering 31. Decbr 1851. Et
Fjerdingaar senere døde han af et Slagtilfælde, og 7 Aar
senere blev det klart for Alverden, hvor
skrøbelig den Bygning var, han havde opført. Han var
ogsaa snarere en genial forvoven Spiller end en
Statsmand med dybere Indsigt og alvorligt
Formaal. (Litt.: Berger, »Felix Fürst zu S.«
[Leipzig 1853]).
2) Friedrich S., foreg.’s Broder, (1809—85),
blev allerede 1836 Fyrst-Biskop i Salzburg, 1842
Kardinal og 1849 Fyrst-Ærkebiskop i Prag.
Baade i den bøhmiske Landdag og det østerr.
Herrehus hævdede han med Kraft de klerikale
Interesser og Tschekkernes Krav paa national
Selvstændighed. Paa det vatikanske Kirkemøde
1870 fraraadede han indtrængende Dogmet om
Pavens Ufejlbarhed, men underkastede sig dog
n. A.
E. E.
3) Karl Philipp S., Fyrste, østerr.
Generalfeltmarskal (1771—1820). 1788 traadte han som
Officer ind i den østerr. Hær, udmærkede sig
mange Gange, ganske særlig som Oberst og
Rytterregimentschef ved Cateau-Cambrésis og
ved Fleurus, saa at han allerede 1800 blev
Feltmarskalløjtnant. 1805 kommanderede han en
Division under Mack og undgik Kapitulation ved
med sit Rytteri at slaa sig igennem. 1808 var
han Gesandt i Petrograd, kæmpede 1809 ved
Wagram og blev derefter udnævnt til »General
der Kavallerie«. Som Gesandt i Paris ledede han
Underhandlingerne angaaende Napoleon’s
Giftermaal med Marie Louise. Efter Napoleon’s
Ønske førte S. det østerr. Hjælpekorps i Rusland
og udnævntes til Marskal. Apr. 1813 forsøgte S.
forgæves at mægle mellem Napoleon og
Rusland; senere s. A. fik han Befalingen over de
forenede Tropper mod Frankrig. Han var vel
uheldig ved Dresden, men Sejren ved Leipzig
hævede atter Tilliden til ham, og han førte 1814
Felttoget i Frankrig til Afslutning. Efter
Napoleon’s Tilbagekomst fra Elba fik han 1815
Befaling over Tropperne ved Rhinen, men naaede
ikke til aktiv Optræden. Fra 1816 beklædte han
Posten som Præsident for Hofkrigsraadet. S. var
ikke nogen stor Feltherre, han var i Alm. for
ængstelig. (Litt.: Prokesch-Osten,
»Denkwürdigkeiten aus dem Leben des F. M. Fürsten
von S.« [Wien 1861]).
(B. P. B.). E. C.
Schwarzenberg [’∫vartsənbærk], Johann,
Friherre til S. og Hohenlandsberg, tysk
Humanist og Lovforfatter, f. vistnok 26. Decbr 1465,
d. i Nürnberg 21. Oktbr 1528. Efter et
junkermæssigt Ungdomsliv tog han virksom Del i
Kejser Maximilian I’s tyske og ital. Felttog, traadte
1501 i Tjeneste hos Biskoppen af Bamberg som
Hovmester og Præsident for Hofretten, særlig
fremtrædende paa Rigsdagene i Nürnberg
1522—24 som Medlem af Rigsstyrelsen, 1528 som
Luther’s Kampfælle og Ven Landshovmester hos
Markgreverne af Brandenburg. S. skyldes den
første omfattende Lovgivning for Tyskland,
den berømte bambergske »Halsgerichtsordnung«
(Bambergensis), en af Forløberne for Karl V’s
pinlige Halsretsordning, mater Carolinæ.
Med Liv og Sjæl traadte S. op mod Tidens
Laster og imod det pavelige Vælde. Kun faa af
hans Skr udgaves af ham selv. Foruden
Oversættelser af Cicero — de officiis (1531) o. a.,
»Der Teutsch Cicero« (1535) —, Læredigte og
Stridsskrifter kan nævnes Satiren »Das
Büchlein vom Zutrinken« (Udg. af Willy Scheel i
»Neudrucke deutscher Litteraturwerke« (1900),
»Trostspruch um abgestorbene Freunde
(Kummertrost)« (Udg. af Willy Scheel l. c. 1907), og
det mod hans paveligsindede Søn rettede Skrift:
»Beschwerung der alten Teufelischen Schlangen
mit dem götlichen wort« (Nürnberg 1525). Ved
sin legemlige og aandelige Kraft og Sundhed er
S. en af Reformationstidens mest typiske
Skikkelser. (Litt.: E. Herrmann, »Joh.
Freiherr zu S.« [Leipzig 1841]; R. Stintzing,
»Geschichte der Deutschen Rechtswissenschaft«,
I [Leipzig og München 1880], S. 612 ff.; Willy
Scheel, »Joh. Freiherr zu S.« [Berlin 1905].
Heri Bibliografi, S. 365—73).
Fz. D.
Schwarzhorn [’∫vartshårn], Navn paa nogle
Toppe i de schweiziske Højalper, af hvilke
særlig nævnes Grindelwald-S. i Berneralperne, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
