Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schram, Peter Ludvig Nicolai
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saa bunden af Længselen efter Hjemmet, at han
afslog alle Tilbud og vendte tilbage til sin
Fødeby, hvor han nu i det næste halve Hundredaar
skulde høre til de Skikkelser, der i første Plan
gav dansk Opera Præg og Farve.
S. havde den Lykke at forene den store
Sanger, den fødte Musiker og den geniale
Skuespiller i een Person. Han kunde i Operaen give sit
dram. Geni de frieste Tøjler, fordi alt det mus.
faldt ham som den naturligste Ytringsform af
Verden og ikke lænkebandt hans Tanker ell.
Evner i nogen Retning; han kunde omvendt give
sig helt hen i Sangen og Musikken, fordi
han uvilkaarlig følte og agerede som den
fødte Dramatiker, fordi han bevægede sig
paa Scenen som i sin egen Dagligstue, ja
egentlig først følte sig rigtig hjemme paa
de skraa Brædder, bag Lamperækken, der
saa ofte virker hemmende paa mindre Aander.
Ja, hans sceniske Evner, hans Fantasi og hans
dram. Begavelse var af en saadan Lødighed, at de
end ikke krævede Musikken som Baggrund for
at gøre sig fuldt gældende; allerede fra sin
første Ungdom havde han fundet Anvendelse i det
reciterende Skuespil, i sin Manddom stod han
værdig ved Siden af den danske dram.
Guldalders Koryfæer, og da han i sin Alderdom, da
Sangstemmen begyndte at svigte — Talestemmen
beholdt altid sin ejendommelige sonore,
tilforladelige Velklang — særlig maatte lægge
Vægten paa Roller i Skuespillet, var det ikke, som
for saa mangen veltjent Operasanger, en
nødtvungen Retrætepost, men en ganske naturlig
Udvikling af hans sceniske Løbebane. Men
naturligvis var det særlig inden for Operaen, at
hans Evner i deres fulde Omfang og Harmoni
kom til deres Ret. Inden for det Omraade, som
hans Stemmes Omfang og Karakter anviste ham,
spændte hans Geni over de videst mulige Felter,
fra de højt patetiske Skikkelser i den alvorlige
Opera — Kardinalen i »Jødinden«, Gesler i
»Wilhelm Tell«, Jakob i »Josef og hans Brødre« — til
de komiske Figurer i alle Genrer i Syngestykket
og den ital. Maskekomedie, hvor hans barokke
Fantasi og markerede, letbevægelige
Ansigtstræk ret tillod ham at slaa Gækken løs, Figurer
som de to Bartholo’er i »Barberen i Sevilla« og
»Figaros Bryllup«, Geronte i »Skatten«,
Dulcamara i »Elskovsdrikken«, Malcolm i
»Røverborgen«, Grøndal i »Ungdom og Galskab«, Brause i
»Sovedrikken«, Markisen i »Kongen har sagt det«
o. s. v.
S. havde en ganske egen Evne til det, som
Franskmændene kalder dire une chanson, at
»sige« en Sang, at foredrage den, saaledes at
Ordene og Meningen kommer til deres fulde
Ret, uden at lade sig hemme af Nodernes
strammende Baand, og dog saaledes, at der ikke sker
den mus. Tanke nogen Overlast. Dette kom
ham naturligvis særlig til gode i det lettere
Syngespil og i Vaudevillen, i hvilke Kunstarter
den professionelle Operasanger saa ofte strander
ved sine Bestræbelser for at gøre for meget ud
af det mus. Denne Tydelighed i Diktionen
gjorde ogsaa hans Udførelse af Secco-Recitativerne
i den ital. Opera til noget for sig og bevirkede,
at mange enkelte Sætninger herfra er blevne
til bevingede Ord og har bidt sig urokkelig fast
i Hukommelsen med S.’s Stemmeklang og
Tonefald. Højdepunktet af Fremstillingskunst og
illuderende Myndighed naaede S. maaske dog der,
hvor Figuren spillede ind paa det
overnaturliges ell. uhyggeliges Omraade. Naar han som
Kasper i »Jægerbruden« støbte Kuglerne i
Ulvesvælget, havde man Fornemmelsen af, at
Haarene virkelig rejste sig paa Hovedet af ham, og
han bibragte ganske uvilkaarlig Tilhørerne en
lgn. Følelse. I hans Udførelse af Mefistofeles i
Gounod’s »Faust« var det ogsaa denne
Understrøm af det dæmoniske, der gav Skikkelsen
dens geniale Særpræg. Og en tilsvarende
folkeviseagtig Uhyggelighedsfølelse prægede ogsaa
hans Fremstilling af den skattegravende Jæger
Mogens i »Elverhøj«.
I S.’s store Galeri af Figurer er der et Par
enkelte, der hæver sig op over de øvrige, fordi
han i dem har skabt Skikkelser, der i Tidens
Løb vil blive staaende som ganske typiske for
disse Figurer, og som det ikke vil kunne lykkes
hans Efterfølgere at komme udenom; S. er
ligesom bleven eet med dem, og de vil ikke let
kunne tænkes i nogen anden Form end netop
saaledes, som hans geniale Intuition har skabt dem.
Der er først og fremmest Don Bartholo-Figuren.
denne Type paa alle gamle, sære Formyndere;
Maske, Klædedragt, Mimik, Gestus, alt indtil de
mindste Enkeltheder bar Præget af et saa
overstrømmende Lune, en saa frodig Fantasi, at de
stod som mejslet i Sten. Og Leporello i »Don
Juan«, den Blanding af Forslagenhed og
Fejghed, af Frækhed og Underdanighed, af
straalende Humør og letvakt Frygtagtighed var malet
med en Hogarth’s Bredde og Sikkerhed, der een
Gang for alle har fastslaaet denne Mozart’ske
Inspiration i dansk Bearbejdelse. Og som
Pendant til disse Figurer fra Operaens Omraade
staar i Skuespillet hans Gengivelse af
Bogtrykker Aslaksen i Ibsen’s »De Unges Forbund«. Alt
det fortrykte, ynkelige, fedtede hos dette
mislykkede Geni havde her fundet et næsten
klassisk Udtryk. Men S. behøvede ikke store
Opgaver for at skabe noget stort; han havde netop
den Evne ud af ganske smaa Antydninger, af
ganske ubetydelige Bifigurer at skabe
Skikkelser, der i den Grad fyldte Scenen og tog
Tilskuerens Interesse fangen, at de undertiden
ganske tog Luven fra Hovedfiguren; man tænke
blot paa saadanne kostelige Genrebilleder som
»Gaudieben« Radelzier i »Pernilles korte
Frøkenstand« ell. den ene af de to Stratenrøvere i »Fra
Diavolo«.
I den sidste halve Snes Aar af S.’s Levetid
faldt det i hans Lod at udføre de store
Hovedroller i det Holberg’ske Repertoire: den politiske
Kandestøber, Jakob v. Thyboe, Corfitz i
»Barselstuen«, den stundesløse og Don Ranudo, ligesom
Skuespillet i videste Omfang lagde Beslag paa
hans Kræfter baade i nyt og gammelt: Skaarup
i »Sparekassen«, Trop i »Recenscenten og
Dyret«, Kongen i »Der var engang —« o. s. v. Han
optraadte sidste Gang 2. Apr. 1895 som Rasmus
Skytte i »Gulddaasen«. 1866 var han bleven
udnævnt til Kammersanger. — Som S. paa Scenen
var Kunstner til Fingerspidserne, saaledes var
hans daglige Færd præget af det barnlige
Gemyt, der er Kunstneren eget; det samme Lune,
den samme dybe Humor, der paa Scenen
omskabtes til kunstneriske Billeder, gav sig de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
