Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schlözer, August Ludwig v. - Schmalkalden - Schmalkaldiske Artikler - Schmalkaldiske Forbund - Schmalkaldiske Krig - Schmarda, Ludwig Karl - Schmarsow, August - Schmaus - Schmedes, Erik Anton Julius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Wesendonck, »Die Begründung der
neueren deutschen Geschichtschreibung duren
Gatterer und S.« [Leipzig 1876]).
Kr. E.
Schmalkalden [’∫ma.lkald.n], By i preuss.
Prov. Hessen-Nassau, Regeringsdistrikt Kassel,
i en Enklave paa Sydskraaningen af
Thüringerwald (296 m o. H.) og ved Werras Biflod
Schmalkalde, er Kredsstad og
Jernbaneknudepunkt. Byen har et middelalderligt Præg og er
kendt fra Luther’s Historie. Den ret betydelige
Jern- og Staalindustri saavel som de tre uden
for den dobbelte Ringmur liggende Forstæder
er dog Vidnesbyrd om, at S. ikke er nogen død
By. Byen har en luthersk, en reformert og en
katolsk Kirke. Hovedkirken, der er opført i
gotisk Bygningsstil (1437—1509), har et
Bibliotek og et berømt Orgel. Desuden har S. et
Slot med seværdige Kapeller, et Raadhus (fra
1419), hvor de schmalkaldiske
Artikler undertegnedes i Febr 1537, en
Luther-Brønd med Buste af Reformatoren og (1919)
9682 Indb. Byen har fl. Højovne, mange Jern-
og Staalfabrikker (Klejnsmedevarer, Geværer,
Maskiner, Støbegods), Tilvirkning af Legetøj,
Blæsebælge, Sæbe, Lys og Kartonvarer; en
saltholdig Kilde bruges til Bade. Der findes en
Realskole, en Amtsret, Overførsteri og en
Bjergret. S. søges p. Gr. a. den friske Luft og de
venlige Skovdale i Omegnen meget som
Sommeropholdssted. I Nærheden findes vigtige
Jerngruber og Hytteværker. — I Historien er
S., der tidligst omtales 874, især kendt for det
schmalkaldiske Forbund (s. d.).
(M. Kr.). O. K.
Schmalkaldiske Artikler [sjmal’ kaldiskə-],
luthersk Bekendelsesskrift, er affattede af
Luther selv 1537 med det Formaal at fremlægges
i Mantua paa et økumenisk Koncilium, som var
udskrevet. Protestanterne kom dog ikke til at
deltage i Koncilet, men ved et Konvent s. A.
i Schmalkalden af Luther’s Tilhængere blev
hans Artikler godkendte, og senere er de
blevne ophøjede til virkeligt Bekendelsesskrift i
adskillige lutherske Landskirker (ikke i
Danmark og Norge), og de indføjedes i
Konkordiebogen. Indholdet falder i 3 Dele. Første Del
er ganske kort og handler om Treenigheden.
Anden Del handler navnlig om Messen og
Pavedømmet og tager skarpt Afstand fra Rom.
Tredie Del endelig nævner kortelig en Række
Lærepunkter, paa hvilke de Evangeliske ogsaa
afviger fra Katolicismen, som Loven og
Boden. Til Artiklerne er i Konkordiebogen føjet
en Traktat om Pavens Magt og Stilling, som
Melanchthon har skrevet, og hvori
Pavedømmets falske Lære og Overgreb angribes.
A. Th. J.
Schmalkaldiske Forbund [sjmal’kal’diskə],
var Navnet paa det mod de kat. Fyrster rettede
Forsvarsforbund, der sluttedes i Schmalkalden
1530 mellem en Del tyske protestantiske Fyrster
og Rigsstæder under Ledelse af Kurfyrsten af
Sachsen og Landgreven af Hessen. 1546
erklærede Kejser Karl V begge Lederne i Rigets Acht,
og nu udbrød den schmalkaldiske Krig,
der blev ført uden Kraft fra Forbundets Side,
og efter at Hertug Morits af Sachsen havde
svigtet sine Meningsfæller, og de kejserlige
havde sejret ved Mühlberg, hvor Kurfyrsten af
Sachsen blev fangen, opløstes Forbundshæren.
De andre Medlemmer af Forbundet
underkastede sig efterhaanden, og Forbundet var dermed
opløst. (Litt.: Herenclever, »Die Politik
der Schmalkaldiner vor Ausbruch des Schm.
Krieges« [1901]; Hartung, »Karl V und die
deutschen Reichsstände 1546 bis 1555« [1910};
Heidrich, »Karl V und die deutschen
Protestanten am Vorabend des Schm. Krieges«
[1911—12]).
H. J-n.
Schmalkaldiske Krig [smal’kal’diskə], se
Schmalkaldiske Forbund.
Schmarda [’∫marda], Ludwig Karl,
østerr. Zoolog, f. 23. Aug. 1819, d. 7. Apr. 1908,
studerede fra 1835 i Wien, blev 1843 Assistent
ved det derværende Josef-Akademi, 1847
Lærer ved Landbrugsrealskolen i Graz, 1850 Prof.
ved Univ. smst., hvor han grundede det zool.
Museum, og 1852 Prof. i Zoologi i Prag. 1853
tiltraadte han sammen med F. v. Fridau en
lang Rejse til Orienten, Kaplandet, Australien,
Syd- og Nordamerika og vendte hjem 1857.
Han levede derefter i Paris og Berlin, indtil
han 1862 fik Professoratet i Wien, en Stilling,
han beklædte til 1883. 1863—65 undersøgte han
Fiskeriforholdene ved de østerr. Kyster. Han
skrev bl. a. »Kleine Beiträge zur
Naturgeschichte der Infusorien« (1846), »Zur
Naturgeschichte der Adria« (1852), »Reise um die
Erde« (3 Bd, 1861), en som Universitetslærebog
stærkt benyttet »Zoologie« (1871—72; 2. Udg.
1877—78) samt fremfor alt »Die geographische
Vexbreitung der Thiere« (1853), et for sin Tid
meget betydningsfuldt Arbejde.
(J. C.). R. H. S.
Schmarsow [’∫marso.], August, tysk
Kunsthistoriker, f. 1853 i Schildfeld i
Mecklenburg-Schwerin, studerede Kunsthistorie i Zürich,
Strassburg og Bonn, blev 1881 Privatdocent i
Göttingen, 1885 overordentlig Prof. i Breslau og
1893 ordinær Prof. i Kunsthistorie ved Univ. i
Leipzig. S. har udfoldet en rig og
betydningsfuld Forfattervirksomhed, hans Skrifter bærer
dog mere Vidnesbyrd om den meget vidende og
skarpsindige hist. Gransker end om den
aandfulde Kunstfortolker. Hovedværker er hans
Studier over umbrisk Kunst: »Raphael u.
Pinturicchio in Siena« (1880), »Pinturicchio in Rom«
(1882), »Giovanni Santi, der Vater Raphael’s«
(1887) og »Melozzo da Forli« (1886). Af Bet. er
ogsaa hans »Masaccio-Studien« (1895—96), hvor
det vel ikke er lykkedes ham at finde en
endelig, uimodsagt Løsning paa det vanskelige
Masaccio—Masolino-Spørgsmaal, men hvor et
udmærket Stof er bragt til Veje og lagt til Rette
for senere Forskning. Andre Arbejder af S. er:
»Donatello« (1886), »Italienische Forschungen
zur Kunstgeschichte« (1890—91; sammen med
Semrau), Udgivelsen af »Studien u.
Forschungen zur Kunstgeschichte« (1894), »Beiträge zur
Aesthetik« (1896—97), endelig det aldrig
fuldendte Pragtværk: »Meisterwerke der deutschen
Bildnerei des Mittelalters« (1892).
(A. R.). A. Hk.
Schmaus [∫ma^us, da. sma^u’s], se Smaus.
Schmedes [sjme.ðəs], Erik Anton
Julius, dansk-tysk Operasanger, Søstersøn af N.
J. Simonsen, f. 27. Aug. 1868 i Gentofte,
studerede Sang under Rothmühl i Berlin og Padilla
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
