Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schliemann, Heinrich - Schlippe's Salt - Schlosser, Friedrich Christoph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Schliemann [’∫li.man], Heinrich, tysk
Arkæolog, f. 6. Jan. 1822 i Neu Buckow i
Mecklenburg, d. 26. Decbr 1890 i Neapel, var
Præstesøn, men maatte p. Gr. a. ulykkelige
Familieforhold ret
tidlig ombytte
Latinskolen med
Realskolen og
blev 14 Aar gl
sat i
Købmandslære. Efter en
Rk. tunge Aar
kom han, halvt
i Fortvivlelse,
til Amsterdam.
Her lykkedes
det ham
imidlertid, trods
strenge ydre
Kaar, ved sin
Energi at
erhverve sig
betydelige Kundskaber, navnlig
i Sprog, og mest ad autodidaktisk Vej. Han
arbejdede sig fra den lave Stilling opefter, blev
1846 Firmaets Agent i Petrograd og grundede
1847 tillige smst. en selvstændig Forretning.
Han erhvervede en betydelig Formue og blev
en anset Købmand.
S.’s egl. Bet. ligger dog paa et helt andet
Omraade. Fra de tidligste Barndomsaar havde
han gennem sin Fader faaet et levende
Indtryk af Oldtiden og navnlig af de homeriske
Kvad. Gennem Aarene voksede og udvikledes
nu hos ham Tanken om at søge at genfinde
selve det Sted, hvor Kvadenes Begivenheder
foregik, Troja’s By. Saaledes førtes han til
1863 at opgive sin Købmandsvirksomhed, og
efter en Rejse i fremmede Verdensdele bosatte
han sig 1866 i Paris, med det bestemte Forsæt
fra nu af at leve for Studiet af Oldtiden og
forsøge paa at fremdrage Stedet, hvor det
besungne Troja havde ligget. Efter en foreløbig
Rejse i Hellas, hvorved han mente at have
fundet Stedet, bosatte han sig snart i Athen og
begyndte 1871—73 paa store Gravninger paa
Højden Hissarlik i Troas. Undersøgelsen
fortsattes 1878—79, 1882 og 1889—90. I
Mellemperioderne undersøgtes andre af de Punkter,
hvorom Sagnhistorien samler sig, Mykene
1874—76, Orchomenos 1880—81, Tiryns
1884—85 samt foretoges mindre, delvis resultatløse
Gravninger, dels paa Ithaka, dels i Attike og
paa Peloponnes. I Begreb med at ville fortsætte
Undersøgelsen i Troja døde han pludselig i
Neapel; hans Lig blev ført til Athen og
jordet der.
S.’s arkæol. Virksomhed er saaledes af en
helt anden Karakter end den sædvanlige
videnskabelige. En stærk, halvt naiv Tro paa
sin Sag og en brændende Iver ledte ham paa
ret Vej, der hvor tidligere Tiders Forskere
havde ment at maatte opgive Spørgsmaalet. I
Oldkyndigheden har han dannet Epoke; fra
ham udgik Impulsen til en lang Række
Undersøgelser fra de fleste civiliserede Lande i
Europa, og store Fund, af og til endog af de
allerstørste, faldt det i hans egen Lod at gøre;
over de forhistoriske Perioder i Grækenland er
der faldet nyt Lys. Ved hans Undersøgelser
er der store, let synlige Fejl, som fulgte med
hans egen, mangelfulde personlige Uddannelse.
Ved Troja skar han med haard Haand meget
af det yngre bort for at naa ned til de ældste
Kulturlag, og de over al Forventning rige Pund
fra Mykene lider af en beklagelig Usikkerhed
i Detaillen. Størst er Manglerne ved de ældste
Udgravninger; forholdsvis ringere ved de
senere, hvor uddannede Mænd, navnlig Dörpfeld,
stod ham bi. Resultaterne offentliggjorde han
selv i en Række anselige Skr, hvoraf de
betydeligste er: »Mykenæ« {1877, ogsaa paa Fransk og
Engelsk), »Troja« (1884, Tysk og Engelsk),
»Ilios« (Tysk 1881, Fransk, Paris 1885), »Tiryns«
(1885, Tysk, Fransk, Engelsk). Af den
Uendelighed af Genstande, som fremdroges,
opbevares de gr. for det meste i Grækenland selv.
De paa tyrk. Grund skete Fund deltes, saaledes
at noget kom til Konstantinopel; det meste
tilfaldt S. selv. der 1881 skænkede det til
Preussen, hvor det i »Museum für Völkerkunde«
danner en særskilt Afdeling under S.’s Navn. Efter
megen Modgang og Spot naaede S. paa sine
senere Aar stor Anseelse. Byen Berlin
udnævnte ham saaledes til Æresborger. Univ. i Oxford
udnævnte ham til Æresdoktor, og Roy. Inst. of
brit. Architects gav ham sin store Guldmedaille.
Hans Virksomhed og hans ejendommelige,
tiltalende Personlighed skaffede ham Venner
trindt om i Landene, og Videnskabens Dyrkere
søgte hans Medarbejderskab. Efter hans bratte
Død, der gav Anledning til megen
Tilkendegivelse af Sympati, fortsatte hans Hustru i
nogen Grad hans Virksomhed. (Litt.:
Oversigt i: C. Schuchhardt„ »S.’s
Udgravninger«., overs. af E. H. Ludvigsen [Kbhvn 1891]).
H. A. K.
 |
| H. Schliemann. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
