Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Scapa Flow - Scaphirhynchus - Scaphites - Scapin - Scapula - Scapus - Scarabæus - Scaraborough - Scaramuccia - Scarba - Scarborough - Scardinius - Scardona - Scaria, Emil - Scarlatina - Scarlatti, Alessandro og Domenico
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Scapa Flow [’skeipa’f£ou] (Scapa Bay),
Bugt paa Sydsiden af Øen Pomona bl.
Orkneyøerne N. f. Skotland. Mod S. og Ø. begrænses
Farvandet af Øen South Ronaldsay, i V. og SV.
af Øen Hoy. Udstrækningen er i Ø.—V. c. 22
km, i N.—S. c. 12 km. S. F. har Indsejling fra
Atlanterhavet gennem Hoy Sound og fra
Vesterhavet gennem Holm Sound. Lidt efter
Aarhundredskiftet blev S. F. en af de engelske
Flaadestationer under de aarlige Manøvrer. 1912
paatænktes større militære Anlæg her; men først
ved Verdenskrigens Udbrud anlagdes Batterier;
i Slutn. af 1914 var S. F. den store eng.
Flaadehavn, som den vedblev at være hele Krigen.
Da de tyske Krigsskibe overgav sig Novbr 1918,
interneredes de her; men 21. Juni 1919 borede
deres tyske Mandskab efter Ordre fra den tyske
Admiral v. Reuter Skibene i Sænk (11
Panserskibe, 5 Slagkrydsere, 8 lette Krydsere og 50
Jagere). Englænderne begyndte 1924 at hæve
dem; efter et Aars Forløb var 7 Jagere taget
op; Arbejdet antages at ville tage c. 8—9 Aar.
G. G.
Scaphirhynchus [skafi’røŋkus], se Stør.
Scaphites [ska’fitəs], en i Kridtformationen
vidt udbredt Ammonitslægt, hvis Skal i Beg. er
spiralrullet, men henimod Mundingen pludselig
paa et kort Stykke vokser lige ud, for derpaa
atter at bøje sig indefter. Overfladen bærer i
Reglen Rækker af Knuder samt Tværribber. En
Art, S. constrictus, er alm. i Skrivekridt; andre
Arter er fundne i de bornholmske
Kridttidsaflejringer.
J. P. R.
Scapin [ska’pæ] (fr.), ital. Scappino,
Figur fra den ital. Maskekomedie (commedia
dell’ arte). Det er en af de saakaldte Zanni,
en forslagen Tjener ell. Gavtyv, der sætter
Rænkespil i Gang til Glæde for sig selv og for
Komediens Elskerpar, men just ikke for dens
mere ell. mindre værdige Fædre. Dragten var
omtr. ved Aar 1600 hvid med grønne Tresser,
en temmelig løstsiddende Vams med vide
Hoser, Kappe og Baret. Fra Italien indførtes
denne staaende Komediefigur til Frankrig med
Maskespillets øvrige Figurer, og her har da
Molière benyttet S. som Hovedperson i sin
lystige Farce Les fourberies de S.
E. G.
Scapula, d. s. s. Skulderblad.
Scapus (lat.), Skaft, f. Eks. Søjleskaft; ogsaa:
Plantestængel.
Scarabæus, se Skarabæ og Torbister.
Scaraborough [’ska.əbərə], lille Havneplads
paa den under Trinidad hørende britiske Ø
Tobago i Vestindien.
M. V.
Scaramuccia [skara’mut.∫a] (ital.), Figur fra
den ital. Maskekomedie (Commedia dell’ arte).
Ligesom Harlekin, Scapin, Mezzetin o. m. fl.
hører S. til Zanni’erne: han er Eventyrer ell.
Tjener, liderlig, storpralende og dog fejg; fra
Top til Taa er han klædt i Sort. En særlig
berømt Fremstiller af S.-Typen er Tiberio
Fiurelli, der kom til Paris første Gang 1639 med
et ital. Skuespillerselskab og i den Grad
identificeredes med Rollen, sat han til daglig gik
under Navnet »Scaramouche«. Selv Ludvig XIV
morede sig højlig over hans Komik og lod ham
ofte blive Naadesbeviser til Del. Fiurelli prises
især for sit udmærket morsomme stumme Spil
i denne Rolle.
E. G.
Scarba [’ska.əba], Ø ved Skotlands Vestkyst,
Argyllshire, N. f. Øen Jura, 15 km2, 448 m høj,
benyttes som Dyrehave.
(M. Kr.). G. G.
Scarborough [’ska.əbərə], By i det
nordøstlige England, Northriding of Yorkshire, ved
Vesterhavet, 60 km N. f. Hull, ligger malerisk
paa og ved Foden af en 100 m høj Klippe.
Ved en Kløft er Byen delt i to Kvarterer,
forbundet med en Bro, 23 m høj og 127 m lang.
I den gl. By (North Cliff) ligger Ruiner af en
Borg fra 12. Aarh. og en gl Kirke (St Mary),
i den ny By (South Cliff) et Kurhus (Spa), et
Teater, samt et Museum og et Akvarium.
Endelig er der smukke Parker, Haver og
Promenader. 1921 havde S., der er et af Nordenglands
første Badesteder, 46192 Indb. Havnen har
navnlig Bet. som Fiskeribavn. Industrien er
ny (Pianoer, Motorer m. m.). 16. Decbr 1914
blev S. beskudt af tyske Krydsere; Skaden var
ret betydelig (18 dræbte, 84 Saarede, 231
Bygninger ødelagte). 27. Apr. og 4. Septbr 1917
blev den beskudt af tyske Undervandsbaade
med ringe Resultat.
G. G.
Scardinius, se Skalle.
Scardona [skar’dåna], se Skradin.
Scaria [’ska.ria], Emil, tysk Operasanger
(Bas), f. 18. Septbr 1838 i Graz, d. 22. Juli 1886
i Blasewitz ved Dresden, studerede opr. Jura,
men kastede sig over Sangkunsten, gennemgik
Konservatoriet i Wien og debuterede 1860 paa
Operaen i Pest som St Bris i »Hugenotterne«.
Efter at have udviklet sig yderligere under
Garcia i London blev han 1862 engageret i Dessau,
1863 i Leipzig, 1864 i Dresden, og fra 1872 var
han knyttet til Operaen i Wien, hvor han
tillige i nogle Aar fungerede som
Sceneinstruktør. S. var en af sin Tids mest
fremragende Bassangere; særlig i Wagner’ske
Partier, som Pogner, Hans Sachs, Hollænderen og
Wotan, ydede han noget fortræffeligt; 1882
kaldtes han til Bayreuth for at kreere
Gurnemanz i »Parsifal«.
S. L.
Scarlatina, se Skarlagensfeber.
Scarlatti, 1) Alessandro, ital.
Komponist, f. i Trapani 1659, d. i Neapel 24. Oktbr
1725. Som ung opholdt han sig længere Tid i
Rom, maaske som Elev af Carissimi, og gjorde
sig bemærket bl. a. som Sanger og
Cembalospiller. Her debuterede han ogsaa som
Operakomponist 1680 med L’onestà nel amore,
opført i den sv. Dronning Kristina’s Palads. Efter
1694 at være udnævnt til kgl. Kapelmester i
Neapel, hvor han virkede i fl. Aar, kom S.
atter tilbage til Rom som Kapelmester ved
Kirken S. Maria Maggiore (1703—09), og først
derefter, altsaa i en ret fremrykket Alder, tog
han fast Ophold i Neapel, hvor han fandt en
rig Virksomhed som Kapelmester, Lærer,
Komponist og Virtuos. At betegne ham, hvad der
alm. sker, som den første Grundlægger af den
saakaldte neapolitanske Skole er just ikke
rigtigt, men han er afgjort denne Skoles første
straalende Skikkelse. Han imponerer ved sit
Genis uendelige Frodighed. Rig melodisk
Opfindsomhed, stort Herredømme over de
kunstneriske Former, dertil smidig Færdighed i at
bevæge sig i alle Stilarter betegner ham som
Komponist. De Scarlatti’ske Melodier er et
uudtømmeligt Væld, af hvilket senere Komponister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
