Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sanskrit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en augmenteret Form, der har Bet. som en
Art Konditionalis, men kun anvendes i ringe
Udstrækning; ogsaa ved Perfektumstammen
finder man i det ældste Sprog Spor af
Augmentformer (Pluskvamperfektum, men uden
denne spec. Tempus-Betydning). Alle
Augment-former bærer Accent paa Augmentet, og
samtidig fremtræder Endelserne i en reduceret ell.
saakaldt sekundær Form, f. Eks. bhára-ti
(han bærer), Imperfektum á-bhara-t.
Modusformerne er: Konjunktiv, Optativ og Imperativ.
Konjunktiv findes kun i det ældre Sprog og
dannes snart med primære, snart med
sekundære Endelser. Optativ har sekundære
Endelser, men findes i det senere Sprog kun i
Præsensstammen (ogsaa kaldet Potentialis); kun en
særlig Form af Aorist Optativ (den saakaldte
Prekativ) holder sig i Live i det senere Sprog.
Imperativ, hvis Endelser væsentlig er af
sekundær Karakter, besidder ogsaa Former for
første Person, der i det senere Sprog
anvendes dels i Spørgesætninger, dels med
Futurumsbetydning (Løfte ell. Tilsagn) og er identiske
med de gamle Konjunktivformer. Efter den
Maade, paa hvilken Endelserne forbindes med
Verbets Rod i Præsens, har de ind.
Grammatikere inddelt Verberne i 10 Klasser;
Aoristdannelsen opviser ogsaa fl. Typer (i alt 7), end
man kender fra andre beslægtede Sprog, og
foruden den alm. Konjugation dannes der af de
forsk. Rødder ny Konjugationer med særegne
Betydninger: Kausativ, Intensiv, Desiderativ,
samt en særlig Passiv (med mediale Endelser),
der dog kun har Former for Præsensstammen,
medens iøvrigt de mediale Verbalformer kan
bruges ogsaa i passiv Bet. som paa Græsk. Til
Verbalsystemet hører endvidere aktive, mediale og
passive Participier, Verbaladjektiver paa -tá
ell. ná (med passiv Bet.), f. Eks. yuktá (lat.
junctus), purna (lat. plenus), samt paa
-tavya (gr. -τέος), -ya og -aniya med
gerundivisk Bet. Infinitiv ender paa -tum, opr.
Akkusativ af et Verbalsubstantiv, f. Eks.
datum (at give, jfr lat. Supinum datum); det
ældste Sprog opviser desuden forsk. andre
Infinitivdannelser. Den for S. mest
ejendommelige Verbalform er det saakaldte Gerundium
(Absolutiv), der er indeklinabelt og dannet ved
Suffikset -tva, f. Eks. çrutva (havende
hørt), men ved Verber, der er sammensatte
med Præpositioner ved -ya, f. Eks.
parigam-ya (efter at være gaaet omkring); dette
Gerundium bidrager især til at give den
sanskritiske Sætningsbygning et ejendommeligt
Præg, idet det i stor Udstrækning anvendes til
at danne underordnede Sætningsled. Ved
Ordenes Forbindelse i Sætningen hersker
endvidere den saakaldte Sandhi (egl.
Forbindelse), ɔ: Lovene for den lydlige Form, som
Ordene antager ved deres Sammenstød i
Sætningen; enhver Sætning er altsaa een
fortløbende eufonisk Kæde, hvor de enkelte Led
ligesom slider paa hinanden og paavirker
hinanden i fonetisk Henseende, f. Eks.
madhvihasti ɔ: madhu iha asti (Honning her
er), jfr indisk Filologi og Samhita.
Disse Regler gælder ogsaa ved Orddannelse og
Bøjning (buddha af budh + ta), saavel
som ved Sammensætning (rajendra =
raja + indra). For den, der har
overvundet de Vanskeligheder, som disse fonetiske
Forhold frembyder, fremtræder S. som et
overordentlig klart og gennemsigtigt Sprog, hvis
Ordstof i de fleste Tilfælde med Lethed lader
sig etymologisk analysere. Hovedmassen af
Ordforraadet lader sig føre tilbage til en Række
primære Stammer (Rødder), som de indiske
Grammatikere har samlet med stor Omhu, f.
Eks. vid (at vide), gam (at gaa), pa (at
drikke), der alle opstilles som Verbalrødder;
skønt enkelte af disse synes at være kunstig
dannede, maa man dog vogte sig for at
betragte dem i det hele som rene Abstraktioner,
hvad man tidligere har været tilbøjelig til, thi
mange af dem forekommer som virkelige
deklinable Elementer uden for Verbalsystemet, f.
Eks. dharma-vid, adj. (kyndig i Dharma),
undertiden i en særlig reduceret Form, f. Eks.
viha-ga (gaaende i Luften ɔ: Fugl),
padapa (fod-drikkende ɔ: Træ) o. s. v. Overhovedet
har vistnok Nominalstammer og Verbalrødder
staaet langt anderledes levende i Indernes
Bevidsthed, end Tilfældet er a. St., og dette er
Grunden til den Lethed og Frihed, hvormed
man danner sammensatte Ord i S. Af mrta
(død) og putra (Søn) dannes saaledes adj.
mrtaputra = den, hvis Søn er død, eller
subst. = den døde Søn; særdeles hyppigt er
det, at Substantiver og Adjektiver i deres
ubøjede Stamform paa denne Maade træder
ind som Led i sammensatte Ord, hvor andre
Sprog vilde anvende en bestemt Kasusform ell.
Forbindelser med Præpositioner, og saaledes
dannes i det senere S. og navnlig i
Digtersproget ofte uhyre lange Sammensætninger, der
i høj Grad besværliggør Opfattelsen af
Meningen. Rødderne fremtræder i Bøjningen og
Orddannelsen foruden i deres Grundform tillige i
en forstærket og en svækket (reduceret) Form;
saaledes har man af Roden kar (at gøre:
Infinitiv kártum) henh. kar (Perfektum
ca-kar-a) og kr (Verbaladjektiv krtá).
Inderne opfører selv i Alm. den svageste Form
som Grundformen og betragter de to andre
som Stigninger (Guna og Vrddhi, s. d.);
dette Forhold hænger sammen med
Accentuationen, som S. i det hele synes at have
bevaret i den opr. Skikkelse. Desværre er kun
den allerældste (men ganske vist ogsaa i denne
Henseende den vigtigste) Litteratur overleveret
os i accentueret Form (Veda’erne og nogle af
de dertil hørende Brahmana’er); hele den flg.
og senere Litt. er uden Accentbetegnelse, saa
at vi ikke nøjere kan forfølge Sprogets
Udvikling paa dette Punkt. Sandsynligvis har
Accentuationen efterhaanden udviklet sig derhen,
at Ordenes 2., 3. ell. 4. sidste Stavelse blev
betonet, alt efter paagældende Ords prosodiske
Natur (jfr H. Jacobi, »Ueber die Betonung
im klassischen S. und in den Prakrit-Sprachen«
[»Zeitschrift d. deutschen Morgenländischen
Gesellschaft«, Bd 47, 1894]).
I den bevarede S.-Litteratur (jfr indisk
Litteratur) maa vi skelne mellem fl.
Perioder af sproglig Udvikling. For det første
adskiller det ældste S. i Veda’erne (vedisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
