Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sankt Gallen - Sankt-Georgs-Kanal - Sankt-Georgs-Ordenen - Sankt Gotthard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bygninger fremhæves Klosterhof med
Benediktinerklostret, der i 7. Aarh. stiftedes af den hellige
Gallus og i 8. og 10. Aarh. havde en af de
første lærde Skoler i Europa, og som nu er Sæde
for Regeringen samt for den kat. Biskop, det
berømte Stiftsbibliotek med nogle vigtige
Haandskrifter, og de reformerte Kirker Skt
Laurenz, der er bygget 1849—54 i gotisk Stil,
samt Skt Magnus og Skt Leonhard, Synagogen,
endvidere Kantonskolen, Bibliotheca Vadiana
(over 87000 Bd), der er rigt paa Haandskrifter
fra Reformationstiden, samt Byens Raadhus. S.
G. har desuden Teater, Kantonets vigtigste
Banker, Hospitaler og Straffeanstalter, et Par gl.
Arkiver, naturhistorisk Museum,
Kunstindustrimuseum samt Selskaber for Videnskab og
Kunst. Som det materielle Centrum for
Kantonerne S. G. og Appenzell, der udgør et af
Schweiz’ vigtigste Industridistrikter, er Byen en
af Landets vigtigste Industri- og Handelsbyer.
Dens Varer, der væsentligst bestaar af
Broderivarer og Hvidevarer, afsættes ikke alene i alle
Europas Lande, men ogsaa i de fremmede
Verdensdele. Interessante Punkter i S. G.’s
bjergrige Omegn er Freudenberg (887 m),
Rosenberg (745 m), samt den over Sitter-Dalen
førende 53 m høje Jernbanebro, der ligger 4 km SV.
f. Byen. S. f. Klostret fører en underjordisk
Tovbane til Forstaden Mühleck.
Kantonets og Hovedstadens Historie er
saa nøje sammenvævede, at de omtales under
eet. I Romertiden var Egnen først rætisk og
senere alemannisk; i Middelalderen stod den
dels under forsk. grevelige Herskaber, dels
under Klostret S. G., hvis Abbed 1206 fik
Værdighed som Rigsfyrste. Klostret, der stiftedes 614
af den irske Munk Gallus, og som 720 antog den
hellige Benedikt’s Ordensregler, husede fra og
med Abbeden Gozbert (816—37) i et Par
Hundrede Aar en Række berømte Digtere, Forskere,
Musikere og Billedskærere samt en besøgt
Klosterskole; men fra Slutn. af 11. Aarh. gav
dets Abbeder sig mest af med krigersk
Virksomhed og Udvidelse af Besiddelserne, der da
omfattede Byen S. G., Fürstenland, Appenzell,
der dog i Beg. af 15. Aarh. opnaaede
Selvstændighed, samt fra 1468 Grevskabet Toggenburg.
Byen S. G. blev dog mere og mere selvstændig
og købte sig helt fri 1457. Allerede 1451
havde Abbeden af S. G. imidlertid sluttet sig
sammen med Zürich, Luzern, Schwyz og Glarus og
var indgaaet som Medlem af Edsforbundet.
1528 fandt Reformationen Indpas i Toggenburg
og Byen S. G., og Abbeden flygtede; men 1532
blev han genindsat og Katolicismen delvis
genindført. Ved Franskmændenes Indrykning i
Schweiz 1798 ophævedes Abbedens Suverænitet,
og af S. G. og Appenzell oprettedes Kantonet
Säntis. Det nuv. Kanton S. G. oprettedes
1803, og 1805 ophævede det store Raad Klostret
S. G. og konfiskerede dets Ejendomme.
Wien-Kongressen anerkendte det ny Kanton, idet
dettes Forfatning dog ændredes i stærkt oligarkisk
Aand, og Sondringen i Trosbekendelse
endogsaa overførtes i Statslivet ved Oprettelsen af
et kat. og et reformert Kammer ved Siden af
det store Raad. 1831 blev Forfatningen
forandret i demokratisk Retning, og der indførtes
Offentlighed i Statsstyrelsen og det folkelige
Veto, men den konfessionelle Sondring
bibeholdtes. I 1840’erne rystedes S. G. af heftige
Kampe mellem de Liberale og de Katolske,
indtil den endelig ved de Liberales Sejr paa
Forbundsforsamlingen 1847 traadte over paa
Forbundets Side mod »Sonderbund« (s. d.). Et
liberalt Flertal i det kat. Administrationsraad
benyttedes 1856 til Oprettelsen af en højere
Kantonskole for begge Konfessioner, og 1861
vedtoges efter voldsom Kamp den ny Forfatning,
der indførte Religionsfrihed og gav
Skolevæsenet ind under Staten. (Litt.: Ch. Falkner
og A. Ludwig, »Beiträge zur Geologie der
Umgebung von S. G.« [»Jahrbuch der St.
Gallischen Naturwissenschaftlichen Gesellschaft«,
1901—03]; J. v. Arx, »Gesch. d. Kantons S. G.«
[3 Bd, S. G. 1810—13]; G. J. Baumgartner,
»Gesch. d. Kantons S. G.« [Bd I—II,
Würzburg 1870, og Bd III, Einsideln 1890];
Wortmann, »Urkundenbuch der Abtei S. G.«
[Zürich 1863—93]).
(H. P. S.). O. K.
Sankt-Georgs-Kanal (St George’s
Channel), Farvandet mellem Wales og Irland, kan
opfattes som den sydlige Del af det irske Hav.
Det regnes fra St David’s Head til Carmel Point
paa Øen Anglesey. Mellem St David’s Head og
Carnsore Point paa Irlands Kyst er Bredden 77
km. Dybden er paa faa Steder større end 100
m.
(M. Kr.). G. G.
Sankt-Georgs-Ordenen, se
Hosebaandsordenen.
Sankt Gotthard, Bjergknude i de
schweiziske Alper, ligger paa Grænsen af Kantonerne
Uri, Wallis, Ticino og Graubünden og strækker
sig fra VSV.—ØNØ. i Form af et 32—48 km
langt, 10—12 km bredt og c. 440 km2 stort
Trapez, der mod V. begrænses af
Nufenen-Passet og øvre Rhône-Dal, mod N. af
Furka-Passet, Urseren-Dalen og Oberalp-Pas, mod Ø.
af Val Tavetsch og Val Canaria, og mod Syd af
Ticino-Dalen. S. G. er et fra N.—S. stigende
Massiv, hvis Sydrand er stejlere og krones af
en Række vilde, takkede og delvis
gletscherklædte Klippetinder, fra hvilke der gaar
Bjergkamme mod N. Ved S. G.-Passets brede
Indsænkning deles Massivet i en vestlig og en
østlig Del, af hvilke den vestlige er den højeste
og den, der har de fleste Gletschere. Her
ligger paa Sydranden Fibbia (2742 m), Pizzo
Lucendro (2959 m), Pizzo Rotondo (3197 m),
Pizzo Galleno (3067 m), og længere N. paa ved
Furka-Passet hæver sig Muttenhorn (3103 m).
I den vestlige Del af S. G. udspringer Floderne
Ticino, Rhône, Aare og Reusz. Den østlige Del
er endnu vildere og mere højfjeldsagtig. Her
findes Toppene Monte Prosa (2738 m) og Pizzo
Centrale (3003 m), hvis Nordskraaninger
afvandes af Reusz og Sydskraaninger af Tilløb til
Ticino, og fra hvilken sidste Top man har en
berømt og pragtfuld Udsigt, samt længst mod NØ.
Badus (2931 m), ved hvis Fod ligger Søen Toma.
hvorfra Vorderrhein har sit Udspring. I
Bjergmassivets Fordybninger findes i alt c. 50 Søer,
af hvilke nævnes Lago di Lucendro, der er
Kilde for Reusz’ Hovedarm, samt den 1 km2
store Lago Ritom (1829 m o. H.) i Val Piora.
Den Bjergart, hvoraf S. G. væsentligst er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
