Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Salomons Ordsprog - Salomons Ring - Salomons Salmer - Salomons Segl - Salomons Øerne - Salon (Lokale)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forekommende Ordsprog paavist. (Litt.:
Kommentarer af Wildeboer i Marti »Kurzer
Hand-Commentar« [1897], af Frankenberg
i Nowack, »Handkommentar« [1898] og Toy i
International Critical Commentary [1898]).
J. P.
Salomons Ring, magisk Seglring, hvortil
efter et bekendt orientalsk Sagn Kong Salomon’s
Magt over Aanderne var knyttet. Denne
Forestilling er fra rabbinske Kilder gaaet over i den
islamitiske Legendeverden.
A. C.
Salomons Salmer kaldes et jødisk Skrift,
som omfatter 18 Salmer, der ikke selv giver sig
ud for at være af Salomo, hvad først senere
Afskrivere har indført. Det fremgaar af deres
Indhold, at de er forfattet kort efter Jerusalems
Erobring ved Pompejus Aar 63 f. Kr. Salmerne
klager over, at en illegitim Slægt havde tiltaget
sig Herredømmet i Israel (Hasmonæerne), men
disse Herskere maatte vige. Da en Fremmed
kom fra Jordens yderste Grænse (Pompejus),
gik nogle forblindede ham i Møde (Aristobul II
og Hyrkan II), men han nedtrampede
Jerusalem, Fremmede besteg Alteret, og mange
Fanger førtes til Vesterland (Rom), medens talrige
andre dræbtes. Men »den Fremmede« selv blev
dræbt ved Ægyptens Kyst og blev ikke
begravet; saaledes gik det netop Pompejus 48 f. Kr.
Samlingen er altsaa forfattet mellem 63 og 48
f. Kr. Den stammer fra farisæiske Kredse. Der
er et stærkt Had, til den fremmede Erobrer, en
stærk Nidkærhed for Israels Tradition og Tillid
til, at dets Gud vil oprejse Messias. Salmerne
findes kun paa Græsk, men bærer tydeligt Præg
af at være oversat fra Hebræisk. De er udg. fl.
Gange, bl. a. af Ryle og James (Cambridge
1891), af Gebhardt (Leipzig 1895) og i Swete’s
Udgave af Septuaginta (Cambridge 1894, 2.
Udgave 1899). Se Schürer: »Gesch. des jüd.
Volkes«. Udg., Bd 3 (Leipzig 1909), S. 205—12.
J. P.
Salomons Segl, se Konval.
Salomons Øerne, Solomon Islands,
Øgruppe i det stille Ocean, Ø. f. Ny-Guinea,
strækker sig som en dobbelt Række af
langagtige Øer fra NV. til SØ. Den nordlige Række
bestaar af Buka, Bougainville (10000
km2), Choiseul (5850 km2), Isabella Ø
(5840 km2) samt Malaita. Den sydlige Række
bestaar af Mono, Vella Lavella,
Ronongo, Kulambangra, New Georgia,
Russel Island, Guadalcanar (6500
km2) og San Cristoval ell. Bauro (3050
km2). S. f. Guadalcanar ligger Rennell
Island og Bellona Island. Alle de større
Øer og en Del af de mindre er af vulkansk
Oprindelse; af virksomme Vulkaner findes
Bagana paa Bougainville og Savo-Øen
mellem Malaita og Guadalcanar; desuden
forekommer talrige Solfatarer, Fumaroler og hede
Kilder, ligesom Jordskælv vidner om, at
Jordskorpen i denne Egn ingenlunde er kommen i
Ligevægt. Kysterne er oftest stejle, hyppig med
Klinter af hævet Koralkalk. Bjergene gør Indtryk
af stor Højde, da mange af dem ligger nær
Kysten. Højderne er imidlertid kun meget usikkert
bestemte; for Vulkanen Bagana varierer
Angivelserne saaledes mellem 1800 og 3100 m. De
fleste af S. omgives af Koralrev, der hist og her
bærer smaa Koraløer. Ogsaa Atoller
forekommer. Koraløerne bl. S. er interessante derved,
at de viser Revdannelsen i forsk.
Udviklingsstadier under Indflydelse af baade Hævninger
og Sænkninger af Havbunden. Klimaet er
tropisk med Regn til alle Aarstider. Det er usundt
for Europæere, men særdeles gunstigt for
Plantevæksten. Fra Kysten til Bjergenes Toppe
dækkes Øerne af yppig Regnskov, der indeholder
værdifulde Træer, som Sandel og Ibentræ, Af
indfødte Pattedyr forekommer kun Flagermus;
derimod er Fugleverdenen rig (Duer, Papegøjer,
Gøge o. s. v.). Indbyggerne er af melanesisk
Race, der lever af Agerbrug og Fiskeri.
Menneskeæden er meget udbredt, men dog i stærk
Tilbagegang p. Gr. a. Missionens Fremskridt.
Befolkningen er meget fjendsk over for
Europæerne, noget, der særlig skyldes Hvervningen af
Arbejdere til Plantager i de europ. Kolonier,
hvilken oftest ikke er forsk. fra Slaverov. S.
opdagedes 1567 af Mendana; men da
Stedsbestemmelser dengang ikke kunde foretages med
nogenlunde Nøjagtighed, var det i hele to Aarh.
umuligt at finde Øerne igen. Først 1767
genopdagedes de af Carteret, der dog ikke vidste,
at han virkelig var kommen til S. Den egl.
Genopdagelse skyldes Bougainville 1768. N. A. fandt
ogsaa Surville S. og kaldte dem
Arsakideøerne. 1885 deltes Øgruppen mellem Tyskland
og England, dog uden at det har haft nogen
virkelig Kolonisation til Følge. 1899 af traadte
Tyskland Øerne Shortland, Choiseul og Isabella
til England, og ved Fredsslutningen efter
Verdenskrigen mistede Tyskerne den sidste Del af
S., Bougainville og nogle Naboøer, 9800 km2 med
c. 17000 Indb., som sammen med Kaiser
Wilhelms Land og Bismarck Archipelet overdroges
til England som Mandatterritoriet Ny Guinea.
De øvrige S., 28500 km2 med c. 150000 Indb.,
hvoraf (1919) 675 Hvide, er britisk Protektorat.
Omtr. 30000 acres er af hvide Plantere dyrket
med Kokosnødder, 300 acres med Kautsjuktræer,
desuden dyrkes Batater, Bananer og Ananas.
Indførselen havde 1921—22 en Værdi af 251564
£. Udførselen 182887 £, næsten udelukkende
Kopra. Koloniens Indtægter var samme Aar 56433
£, Udgifterne 45451 £.
M. V.
Salon [dansk -laŋ, fr. -’lå] (fr.), stor Sal,
Selskabssal, Sal, hvor man »tager imod«, og
hvor Tidens æstetiske Aander mødes (deraf
»holde S.«); overført: selve den
æstetisk-litterære Kreds, der færdes i S. Fra Betegnelsen for
Louvre-Galeriet, hvor de aarlige
Kunstudstillinger holdtes, er Ordet S. gaaet over til at
betyde selve denne Udstilling, og nu, uden Hensyn
til Udstillingsstedet, den aarlige officielle
parisiske Kunstudstilling. De fr. S. tog — med
Forløber fra 1673 i Palais royal — deres Begyndelse
i Louvre’s Salon carré med de af det kgl.
Akademi ordnede Kunstudstillinger, 1699—1848; det
var disse Udstillinger, der gav Anledning til
Diderot’s berømte Kunstanmeldelser (1765—67).
Fra 1855 havde Udstillingen til Huse i Champs
Elysées-Palæet, efter 1900 i Grand palais; de
efter Skismaet i Halvfemserne udvandrende
Malere slog sig sammen med andre som Société des
beaux-arts først ned i
Verdensudstillingsbygningen paa Champ-de-Mars (nu nedrevet) og holdt
S. der.
A. Hk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
