Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sabina, Karel - Sabine, Edward - Sabine (Flod) - Sabinerbjergene - Sabinere - Sabinerindernes Rov - Sabine Ø - Sabine Øer - Sabinianere - Sabinianus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ejendommelig Evne til at tænke sig ind i en fremmed
Karakter og Personlighed uden dog at miste
sin egen klare og skarpe Dømmekraft. Hans
litterærhistoriske Artikler og kritiske Studier
er samlet i 2 Bd, forsynet med Indledning af
Jan Thon 1912 og 1916 og udg. i Serien »České
spisovatelé«, XIX stol. (»Tschekkiske Forf. i
19. Aarh.«).
E. D.-H.
Sabine [’säbin], Edward, Sir, eng.
Artillerigeneral og Jordklodefysiker, f. 14. Oktbr
1788 i Dublin, d. 26. Juni 1883. Efter nogen
Tids Krigstjeneste i Kanada kom S. tilbage til
England 1816 og dyrkede efter den Tid sine
Yndlingsvidenskaber Astronomi,
Jordmagnetisme og Fuglekendskab. 1818 blev han Medlem af
Royal Society, og s. A. gik han under John
Ross ud som Astronom for at finde
Nordvestpassagen. I Parry’s Ekspedition 1819 deltog S.
ligeledes, og 1821 fik han af Royal Society
Copley-Medaillen for sine arktiske Arbejder.
Derefter fulgte en lang Række Pendulmaalinger
til Bestemmelse af Tyngdekraftens Størrelse
paa forsk. Steder af Jorden, saaledes 1821—23
i Troperne fra Afrikas Vestkyst til Amerikas
Østkyst og 1823 fra New York til Grønland,
Norge og Spitsbergen. 1834 begyndte han den
første magnetiske Opmaaling af de britiske
Øer, og senere forestod han Oprettelsen af en
Række magnetiske Stationer, spredte over hele
det britiske Rige fra Kanada til Kap og
Indien. Hans Hovedarbejde blev nu i en
Aarrække Overledelsen af disse Stationers Arbejde og
i det hele Studiet af Jordmagnetismen. Dels i
Katalogform, dels som Kort samlede og udgav
han alle magnetiske Observationer fra
1818—40 over hele Jorden og gav herved et meget
betydeligt Bidrag til Studiet af Jordens
magnetiske Forhold. 1864 fik han iværksat en
meget vigtig Række Pendulmaalinger i Forindien
fra Kap Komorin til Himalaja. 1861—71 var S.
Præsident for Royal Society, 1876 afsluttede
han sit videnskabelige Arbejde, og 1877 tog
han Afsked fra Armeen. De fleste af hans Afh.
er offentliggjort i Philosophical transactions.
(K. S. K.). A. W. M.
Sabine [sä’bi.n], Flod i U. S. A., udspringer
i den nordøstlige Del af Tejas, danner senere
Grænsen mellem denne Stat og Louisiana og
udmunder i Lagunen Sabine Lake, hvis
Udløb til den meksikanske Bugt spærres af en
Sandbanke. S. er 800 km lang, men kun sejlbar
for smaa Baade.
G. Ht.
Sabinerbjergene, Bjergdrag i Mellemitalien,
udgør den inderste Kæde af de rom.
Subapenniner og hæver sig over den rom.
Kampagnes østlige Horisont. De ligger mellem
Teverone og Tiber mod V., Salto og Velino mod
Ø. og er bygget op af Kalk.
Kulminationspunkt er Monte Viglio (2156 m). S. er berømte
for deres vilde Naturscenerier: men det
tidligere Skovdække har nu givet Plads for en
lav Buskvegetation.
(H. P. S.). C. A.
Sabinere var et af de ældste Folk i Italien
i Oldtiden. De tilhørte den østlige
(umbrisk-sabelliske) Gren af de italiske Folk og beboede
de bjergfulde Landskaber i det Indre af
Mellemitalien NØ. f. Rom. Det var et nøjsomt og
haardført Folk, der, efterhaanden som
Befolkningen tiltog i dets opr. Hjemstavn, ved
Udvandring bredte sig over en stor Del af
Syditalien, som tidligere var beboet af andre
Stammer. En Del af det ældste Roms Beboere skal
have været S., men væsentlig vendte de sig mod
SØ. De fra S. udgaaede Folk sammenfattes
under Navnet Sabeller, men gik ellers under
særskilte Navne, saaledes Vestiner,
Marser, Peligner, Samnitter. De blev
efterhaanden alle afhængige af Romerne, men
først efter adskillige Kampe; de egl. S. maatte
underkaste sig 290 f. Kr. — Af Byer i S.’s
Land var der ikke mange af Bet.; mod S. laa
den gamle Hovedstad Cures, og desuden
kan mærkes Reate, Amiternum og
Nursia.
H. H. R.
Sabinerindernes Rov. Et rom. Sagn
fortalte, at Romerne, da de, efter at Romulus
havde bygget Rom, ikke havde tilstrækkelig
mange Kvinder i Byen, indbød deres Naboer
Sabinerne til en Væddeløbsfest. Da Sabinerne
kom med deres Hustruer og Døtre,
bemægtigede Romerne sig midt under Festen paa et
givet Tegn de unge Sabinerinder og tog dem til
deres Hustruer. Heraf opstod der Krig
mellem Romerne og Sabinerne, men da Romernes
sabinske Hustruer lagde sig imellem, bilagdes
Striden, og de to Folk sluttede sig sammen til
eet Statssamfund.
H. H. R.
Sabine Ø [’säbin-], Grønlands Østkyst, 74 1/2°
n. Br. og 19° v. L. f. Grw., er den største og
vestligste af Pendulum Øerne og skilt fra
Fastlandet ved Clavering Stræde. Skønt Øen kun i
Gennemsnit er c. 20 km, er en stor Del dog
over 600 m høj. Det højeste Punkt,
Kefersteinberg, er 685 m. Øen bestaar af Basalt med
tertiære Lerlag, der indeholder
Planteforsteninger. Der findes Moskusokser, Harer, Ræve og
Lemminger. Levninger af eskimoiske Vinterhuse
viser, at Øen tidligere har været beboet. — S.
er opkaldt efter den berømte eng. Fysiker
Edw. Sabine. Den blev opdaget 1823 fra
Briggen »Griper«, der under Kommando af
Clavering var stillet til Raadighed for Sabine.
Clavering fandt en god Ankerplads, der kaldes
Griper Road, paa Sydsiden af Øen, inden for
Hvalros Ø. Observatoriet blev rejst, og Sabine
anstillede her Pendulundersøgelser. Den anden
tyske Nordpols-Ekspeditions Skib »Germania«
overvintrede 1869—70 her i Nærheden i en
lille Bugt, Germania Havn. S., der ofte besøges
af Hvalfangere, besøgtes 1900 af
»Carlsbergfondets Ekspedition til Øst-Grønland«, der derfra
hjembragte store Samlinger af
Planteforsteninger, og 1906 af Medlemmer af
»Danmarks-Ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst«.
G. F. H.
Sabine Øer [’säbin-]. Grønlands Vestkyst,
Melville Bugt, 75° 25′ n. Br. og 60° v. L. Det
er smaa, lave Øer, der ligger c. 40 km fra
Fastlandet og ofte anløbes af Søfarende, da det
aabne Vand altid gaar ind til dem. Her findes
velbevarede Eskimoruiner. Deres grønlandske
Navn er Sâtut ɔ: de flade.
G. F. H.
Sabinianere, se Sabinus M.
Sabinianus, Pave fra 604—606, f. i Volterra
og havde forinden sit Valg til Pave været
Nuntius i Konstantinopel. Under hans Papat var
der en frygtelig Hungersnød i Rom, og man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
