Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gammelrussiske Retning. Ignatiev formaaede ikke
at undertrykke Nihilisterne og at hindre deres
Mordgerninger. Da han 1882 p. Gr. a. sin
Begunstigelse af Jødeforfølgelserne kom i Konflikt
med Katkov, maatte han s. A. vige Pladsen for
den strengt konservative Grev Tolstoy, der blev
udnævnt til Indenrigsminister. Mod Nihilisterne
blev der stadig gaaet frem med stor Energi, og
takket være Regeringens kraftige
Forholdsregler mod Omstyrtningspartiet kunde
Kejserkroningen finde Sted i Moskva 27. Maj 1883 uden
at forstyrres af noget Attentat. Det Manifest,
som udstedtes i Anledning af Kroningen,
indeholdt intet om en friere Forfatning, men
forkyndte kun en delvis Amnesti og en mildere
Behandling af Sekterne. Alexander III viste sig
ogsaa i de flg. Aar utilbøjelig til alle
konstitutionelle Reformer og mente at fremme Rigets
Vel gennem en absolut Eneherskervælde, der
stod i nøje Forbindelse med den ortodokse
Kirke og støttede sig til de gammelrussiske
Institutioner. Til Trods for Regeringens strenge
Forholdsregler blussede Nihilismen op paa ny.
Embedsmænd og Forrædere af den nihilistiske Sag
var Genstand for en Række Mordforsøg, og et
Attentat paa Kejseren 13. Maj 1887 hindredes
kun ved et Tilfælde. Man betragtede nu atter
Vesteuropas Kultur som farlig for R. og søgte
derfor efter bedste Evne at holde den ude.
Østersøprovinserne blev til Dels russificerede,
Lutherkirken blev undertrykt, og den ortodokse
Tro fremmedes med List og Magt. De russiske
Univ. kom til at staa under Regeringens nøje
Tilsyn, Studenternes Antal indskrænkedes, og
den ringeste Bevægelse imellem dem straffedes
med, at det paagældende Univ. lukkedes.
Saavel ved sin Regeringstiltrædelse som
senere ved sin Kroning betonede Alexander III sin
Kærlighed til Freden. Men baade
Landboforholdene og de finansielle Tilstande gjorde ogsaa
Fredens Opretholdelse i høj Grad ønskelig.
Handel og Industri havde lidt i høj Grad gennem
Krigen, og Landbruget havde i de sidste Aartier
været i en stadig Tilbagegang, der hovedsagelig
stammede fra, at den store Mængde af
Landbefolkningen fra Livegenskabet uden
Forberedelse gik over til fuldstændig Frihed i alle
Privat- og Fællesanliggender. Denne Tilbagegang i
Landbruget ytrede sig i stadig talrigere
Fallitter bl. Jordegodsejerne, særlig i 1884 og 1885,
hvor der herskede Misvækst, som atter
medførte Nedgang i Kornpriserne og i
Kornudførslen. Statsgælden og Udgifterne til dens
Forrentning var stegne stærkt siden 1876, og det
aarlige Budget kunde derfor ikke bringes i
Ligevægt, saa meget mere som Rentegarantien
for de ny Jernbaneanlæg og Hærens og
Flaadens stadige Forøgelse krævede betydelige
Summer. Kursen paa Rubelen var stadig i Nedgang,
og R.’s Kredit i Udlandet var kun ringe.
I sin asiatiske Politik gjorde R., som
her kun stod over for England, langsomme, men
stadige Fremskridt. 1881 underkastede R. sig
Akhal-Teke, og 1884 besatte russ. Tropper Merv,
som blev sat i Forbindelse med det kaspiske
Hav ved en Jernvej. 1885 fandt der et
Sammenstød Sted mellem Russerne under General
Komarov og Afghanerne; disse blev slaaet paa
Flugt, og dette førte til lange Forhandlinger
mellem R. og England. For at bilægge de
afghansk-russiske Stridigheder blev der 1887 i
Petrograd aabnet Underhandlinger mellem
russiske og eng. Befuldmægtigede, som førte til en
Overenskomst, ved hvilken R. fik tildelt
Landomraadet mellem Floderne Kuschk og Murghab
i Erstatning for Merutschek, som det havde
gjort Fordring paa.
Paa Balkan-Halvøen udviklede Forholdene sig
ikke efter R.’s Ønske. Serbien og Rumænien
sluttede sig til Østerrig, og i Bulgarien stødte
de russ. Generaler, der var blevne paatvungne
den unge Stat som Ministre, baade Fyrsten og
Folket fra sig. Fyrst Alexander vakte ved sine
Bestræbelser for at opnaa en mere selvstændig
Stilling Tsarens Vrede, og da Opstanden i
Rumelien udbrød Septbr 1885, og Fyrsten forkyndte
Rumeliens Forening med Bulgarien uden først
at have indhentet Tsarens Indvilligelse,
hjemkaldte denne alle Russere fra bulg. Tjeneste.
Efter at Fyrst Alexander var blevet styrtet (21.
Aug. 1886) ved en Sammensværgelse, der
lededes fra R., maatte han takke af. Derefter
sendte R. General Kaulbars til Bulgarien som
sin diplomatiske Repræsentant, og denne
agiterede mod den ny bulg. Regering, som endnu
ikke var anerkendt af R., og lod i sine gentagne
truende Ytringer den Mulighed skinne igennem,
at Bulgarien vilde blive besat af russ. Tropper.
Men Østerrigs, Englands og Italiens bestemte
Erklæring afskrækkede R. fra at udføre denne
Plan, og det greb nu ikke mere direkte ind i
Bulgariens indre Forhold, men indskrænkede sig
til at begunstige alle oppositionelle Bevægelser
i det lille Fyrstendømme. Ikke desto mindre
fæstnede Fyrst Ferdinand’s Regering sig mere
og mere under Stambulov’s energiske Ledelse,
og de gentagne Sammensværgelser, som alle
skyldtes russ. Paavirkning, havde kun til Følge,
at Sympatien for R. efterhaanden svandt
betydelig. Efter Stambulov’s Demission (Maj 1894)
skete der dog en Tilnærmelse til R.
I Kejser Alexander’s sidste Leveaar optraadte
R. over for Finland paa samme Maade som
tidligere over for Østersøprovinserne. Der blev
gjort indledende Skridt til at bringe Finlands
Post-, Told- og Møntvæsen i Overensstemmelse
med Rigets og til at ophæve den finske Milits,
og derved vaktes en ganske vist kun passiv, men
enstemmig og sejg Modstand hos alle Finner.
Paa Landdagen 1894 syntes der imidlertid at
indtræde en Vending til det bedre, og en
Petition, hvori Stænderne bad om at maatte
bibeholde den grundlovsmæssige Forfatning
ubeskaaret, førte til den endelige Sanktion af en ny
Straffelov, der hidtil havde mødt Modstand fra
russ. Side. Under disse Forhold døde Alexander
III i Livadia efter en forholdsvis kort Sygdom.
Hans Efterfølger Nikolaj II antoges alm
at være tilbøjelig til Indførelsen af friere
Regeringsformer, og Ønsket om, at
Provinsialforsamlingerne skulde faa en vis Andel i Rigets indre
Styrelse, kom da ogsaa til Orde; men disse
Ønsker betegnede den unge Kejser, da han modtog
Lykønskningsdeputationerne i Anledning af sin
Formæling, som ganske haabløse. Autoriteternes
hensynsløse Optræden over for en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
