Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Litteratur) - Rusland (Musik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Rysk kulturhistoria«, I—III [Stockholm 1908],
der egl. er en Litteraturhistorie; Albr.
Luther: »Geschichte der russischen Litteratur«
[Leipzig 1924]).
H. C-e.
Musik.
Den russ. Kunstmusik har et forholdsvis kort
Liv at se tilbage paa; Musikken i R. er derimod
af gl Oprindelse. Som alle slav. Folk er
Russerne meget musikalsk anlagte, og Nationen ejer en
stor Mængde, saare ejendommelige Folkeviser og
-danse. Denne Folkemusik, i hvilken det slav.
ofte er tilsat med orientalske Elementer, er
navnlig mærkelig ved Tonaliteten, idet
Udgangspunktet hyppigt er de gl-gr. Tonearter, ved
Rytmen, der er livfuld og vekslende og ofte
fremviser ellers ualm. Taktarter (som 5- og
7-delt Takt), ved det i melodisk Henseende
vemodige ell. længselsfulde ell. ved de korte
Motiver indenfor et begrænset Intervalomfang,
hvilke da hyppig gentages og atter gentages. Til
Viserne hørte ell. hører som Regel Dans, ja endog
en vis dram. Ageren, og de ledsages oftest af
enkel Ledsagelse (paa Balalaika); naiv Humor er
adskilliges Karakteristik, andre frembyder en
trodsig og barok Vildskab (af asiatisk Præg).
Denne Folkemusik — saa forskelligartet efter
det russ. Riges overordentlige Udstrækning —
er siden hen navnlig i 19. Aarh. i høj Grad
blevet udnyttet af Kunstmusikerne. — Af meget
gl (delvis ogsaa meget dunkel) Oprindelse
menes endvidere den russ. liturgiske Musik at
være.
Paa Kunstmusikkens Omraade nærede R. sig,
som nævnt, længe af fremmed Musik og ved
fremmede Musikeres Hjælp; et hyppig omtalt
Fænomen »russ. Jagtmusik« er ganske vist noget
specifik russ., men har formentlig mere med
Dressur end med Kunst at gøre og næppe nogen
virkelig musikalsk Interesse. — I det 18. Aarh.
beherskedes R.’s Musikliv, som for en stor Del
det vestligere Europas, helt af Italienerne; det
offentlige Musikliv omfattede egl. kun Operaen
(der atter var en Hoffets Sag), og ital.
Kapelmestre ledede ital. Operaer, hovedsagelig udf. af
deres Landsmænd, og saaledes har da
adskillige verdenskendte Italiener-Musikere virket i
kortere ell. længere Tid i R. (særlig ved
Petrograds kejserlige Opera): Sarti, Galuppi,
Paisiello (der skrev sin »Barberen« i
Petrograd), Martini, Cimarosa, endvidere
Francesco Araja, der indkaldtes af
Kejserinde Anna, og som for saa vidt skrev den første
»russ.« Opera, som han satte ital. Musik til en
russ. Tekst »Cephalos og Procris«, 1755. Under
Katharina II voksede Interessen for Operaen
stærkt, selv skrev hun hele 5 (russ.)
Operatekster, af hvilke navnlig »Fedonla«, komponeret af
den frugtbare Komponist Fomine gjorde
overordentlig Lykke. Den med det 19. Aarh.
vaagnende stærkere Nationalfølelse synes at have
givet Stødet til en Stræben efter en egen
national-russisk Opera; den italienskfødte Cavos
(1775—1840) levede som Kapelmester i c. 40 Aar
i Petrograd og skrev en Rk. russ. Operaer med
Forsøg paa Nationaltone, deriblandt en til
Librettoen »Livet for Czaren«, der siden blev
berømt ved Glinkas Musik, og indfødte Musikere,
som Volkov, Brødrene Titov og
Verstovski, skrev Operaer og Sangspil, der vandt
megen Yndest, navnlig gjaldt det den sidstes
»Askolds Grav«. Alle disse Musikere gjorde
Forsøg med Anvendelse af Folkemusikken i deres
sceniske Arbejder; men ogsaa det øvrige
Europa var stadig repræsenteret i R., saaledes
Frankrig en Tid lang ved Boieldieu som
Kapelmester i Petrograd. — Den russ. Kirkemusik
kunde nu ogsaa fremvise en indfødt Komponist
Bortnianski (1751—1825), der vel var ital.
uddannet, men blev en ypperlig Leder af (og
Komponist for) det fortrinlige kejserlige
Sangerkapel (berømt ved dets Bassister), hvis Ydelser
han rensede og befriede for Slendrian, Unatur
og teatralsk Manér; han anses for
Grundlæggeren af den nyere russ. Kirkesang. — I denne
Forbindelse kan nævnes en anden betydelig
kirkelig Sangkomponist, berømt som Skaberen af
R.’s Nationalsang (Tekst af Jukovsky),
Generalmajoren Alexis Lvov (1799—1870).
Den egl. russ. Kunstmusik indvarsles
imidlertid først af Michel Ivanovitch Glinka
(1804—37), og det ganske særlig ved dennes
Opera »Livet for Tsaren«, der fremkom Oktbr
1836 og snart blev R.’s Nationalopera. Paavirket
af sin Lærer i Berlin, der fortræffelige
Teoretiker S. Dehn, vendte Glinka sin
Opmærksomhed mod den nationale, folkelig overleverede
Musik, og uagtet hans nævnte Værk er under
kendelig Indflydelse af vesteurop. Musik
(Italienerne, Weber), spiller den kunstneriske
Udnyttelse af Folkemusikkens Sange og Danse,
Melodier og Rytmer en saa fremtrædende Rolle deri,
at Værket som Helhed — og for første Gang —
fremtræder som ægte og absolut »russisk«.
Hertil kommer den Betydning, de nationalfarvede
Kor deri har, og den Begejstring for
Fædrelandet og Hengivenhed for dets Hersker,
Operaen er Udtryk for. Mindre populær blev
Glinka’s anden Opera »Rusian og Ljudmila«, men
dens nationale Karakter er nok saa udpræget,
særlig ved Udnyttelse af det orientalske
Element i Folkemusikken; typisk russ. er ogsaa
hans »Kamarinskaja«, en Orkesterfantasi over
nationale Dansemotiver. — Den af Glinka
indvarslede nationale Retning fulgtes og fortsattes
af Alex. Dargomyski (1813—69) særlig
i den smukke romantiske Opera »Russalka«, af
Serov, der dog var mindre betydelig som
Komponist end som litterær Forkæmper for
Retningen. Et særligt Arnested dannedes siden under
Dargomyski’s Indflydelse for den nationale Musik
i »de Fem«’s saakaldte »Ny Russere«’s Kreds,
der i Petrograd med Balakirev som
Midtpunkt talte Mussorgsky,
Rimsky-Korssakov, Borodin og C. Cui som de øvrige
passionerede Deltagere. I deres Begejstring for
Hjemlandets Folkemusik, hvis Samlen og
Udgivelse særlig Balakirev og Korssakov tog sig af,
og i deres Iver for den kunstneriske Udnyttelse
af dens Ejendommelighed, var disse Musikere
dog ikke fri for Paavirkning fra Vesteuropa,
navnlig fra Liszt og (m. H. t. orkestral
Farvegivning) fra Berlioz, hvorimod de tog Afstand
fra den tyske, særlig ogsaa den Wagner’ske
Musik. Det nationale Præg i deres Musik
hidrørte ofte fra det orientalske i russ.
Folkemusik, og denne Ejendommelighed i Forbindelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
