Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rosemaling - Rosen paa Hjortetakker - Rosen (Infektionssygdom) - Rosen (se Kompas) - Rosen, von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rosemaling, Fællesbenævnelse for en i 18.
og 19. Aarh. i Norge af Bønderne benyttet
Dekorationsmaling. Den rummer forsk.
Stilelementer, der ofte paa en højst egenartet Maade
er smeltede sammen. Det ældste Motiv er den
gamle barokke Akantusranke, der imidlertid
ofte ikke bliver til at kende igen, efter at
Rokokoens Stiltanker var trængte ind ud over
Landsbygden. Akantusranken, Rokokoens
Muslingemotiver og en Række mere ell. mindre
realistiske Blomster former tilsammen denne
typiske Stil, der ved sit iltre liniespil, sin
Bygdeindividualitet, sin interessante Udviklingsgang
og sine stærke Farver vel hører til det
originaleste Udslag af norsk Folkekunst. I enhver
Bygd var der eens ell. fl. mere ell. mindre
dygtige Rosemalere, der strøede deres brogede og
farverige Mønstre over Vægge, Sengesteder,
Skabe, Kister, Boller, over Slæder, Høvrer,
Bogtræer og Seletøjer. Farverne er stærke, kraftige
og friske. Det højrøde, et rødlig violet, det
potteblaa, et blaalig grønt og et kraftig gult er
de Farver, der hyppigst anvendes, og for hvilke
man kan spore en vis national Forkærlighed.
»De er norske af Opsyn og Karakter« (Gerh.
Munthe). Telemarken er R.’s fornemste
Distrikt. Her mærker man en virkelig Skole og
kan følge en bestemt Stiludvikling — den alm.
Udvikling fra en rolig og streng Stil til en
malerisk, vild og barok. I denne sidste
Udviklingsfase, der former sig efter 1800, viser ogsaa den
hallingdalske R. sig særlig karakteristisk med
sine iltre Farver, sin vilde, løsslupne og
primitive Fantasi, der dog mangler den Smag og
Kultur, som saa ofte præger Telemarkens R. I
Sigdal arbejdede ogsaa et Par Rosemalere i
denne R.’s »sidste Stil«. I øvrigt former R. sig
forsk. i de forsk. Distrikter. I Nærheden af
Byerne stærkere paavirket af Byrokokoen, men
ofte med graciøse og fine Blomstermotiver, paa
Vestlandet lyst og venligt, Nordenfjelds tungere
og lidet artistisk, i Gudbrandsdalen,
Træskæringens klassiske Distrikt, enkelt og
stormønstret, dog ikke paa Højde med Telemarken,
i Numedal af mindre udpræget Karakter, i
Sætersdalen bredt og stormønstret, stærkt
paavirket fra Telemarken. (Litt.: K. Visted,
»Vor gamle Bondekultur«, ny Udg. 1923).
(Harry Fett). Wt. K.
Rosen paa Hjortetakker, se Horn.
Rosen (Erypsipelas) er en akut
Infektionssygdom, der begynder pludselig, i Reglen med
stærke Febersymptomer (Kulderystelse,
efterfulgt af Hede og med betydelig
Temperaturstigning [til 40° ell. derover]), Hovedpine,
Opkastning, og kort efter viser sig de første Tegn
til det mest iøjnefaldende Symptom,
Hududslættet, som har givet Sygdommen dens Navn, idet
der et ell. andet Sted paa Legemet, hyppigst i
Ansigtet, viser sig stærk Rødme af Huden og
nogen Hævelse af denne, og saavel Rødmen
som. Hævelsen er i Reglen skarpt afgrænsede
fra den sunde Hud. I de flg. Dage breder
Rødmen sig under fortsat Feber og Ildebefindende
i større ell. mindre Udstrækning over Legemet,
men standser sædvanligvis efter nogle Dages
Forløb i sin Fremadskriden. Hævelsen
begynder da at tabe sig, den spændte røde Hud
bliver blegere og rynket, og til sidst kommer der
en stærk Afskalning, og først naar denne, ofte
efter fl. Ugers Forløb, er endt, begynder
Huden igen at faa sit naturlige Udseende. R. har
som sagt hyppigst sit Sæde i Ansigtet, hvoraf
Navnet Ansigtsrosen, udgaar i Reglen fra
Næsen, breder sig derfra til Ansigtet, kan vandre
over hele den behaarede Del af Hovedet,
hvilket tidligere ansaas for et uheldigt Tegn, og
kan derefter gaa ned ad Ryggen, hvorimod R.
sjældnere breder sig fortil til Halsen, idet det
synes, som om den har nogen Vanskelighed
ved at passere over fremspringende Kanter som
Underkæbens Rand. (P. Gr. a. sin Tilbøjelighed
til Vandring kaldes R. ofte Vandrerosen.
Udgangspunktet for R. er altid en lille Rift i
Huden ell. de til denne stødende Slimhinder
(derfor saa hyppig udgaaende fra Næsen), hører
derfor til de saakaldte Saarsygdomme og var
navnlig tidligere meget frygtet i
Fødselsstiftelser og paa kirurgiske Afdelinger, da Udfaldet
af Operationer ofte blev mindre godt derved,
at R. »stødte til«. P. Gr. a. den nyere Tids
forbedrede Saarbehandling er R. imidlertid
nutildags en heldigvis sjælden og mindre frygtet
Gæst paa Hospitalerne. Sygdommen fremkaldes
og overføres ved en Bakterie, en Streptokok,
første Gang paavist 1818 af Tyskeren Fehleisen.
Smitstoffet overføres imidlertid ikke alene fra
Rosenpatienter, men ogsaa fra andre
Saarsygdomme, idet Streptokokkerne er meget
udbredte overalt. Det er karakteristisk for R., at
den har Tilbøjelighed til at angribe de samme
Patienter gentagne Gange, og da den ikke er
uden Fare, er R. med Rette en frygtet Sygdom.
I Reglen er vel Forløbet gunstigt, men gamle
ell. svækkede Individer bukker let under for
den; ligeledes Alkoholister, der let faar
Delirium i Tilslutning dertil. Hjernebetændelse o.
a. Betændelser kan være Følgen af R. (f. Eks.
Ørebetændelse, Hjernebetændelse,
Nyrebetændelse). I en Del Tilfælde kommer der
Lungebetændelse.
Behandlingen maa rette sig efter Tilfældets
Natur. I nogle Tilfælde passer bedre kolde,
vaade Omslag, i andre er Pudring bedre. Man
har forsøgt at standse R.’s Udbredning ved at
pensle den sunde Hud med Tjærepræparater,
Helvedssten o. l., men ikke altid med Held.
Heller ikke det mod R. opfundne Serum
(Marmorck’s Antistreptokokserum) har vist sig
videre nyttigt.
(A. F.). H. I. B.
Rosen, se Kompas.
Rosen, von, sv. Slægt. Den ældste kendte
af Slægten er Woldemar von R., en
livlandsk Ridder, som nævnes 1288—1328. Slægten
havde i Livland Lenshøjheden over Byen og
Sognet Roop. Et Medlem flyttede i 17. Aarh.
til Preussen, hvor hans Gren uddøde 1751. En
anden Gren von R. med friherrelig Titel lever
endnu i Preussen. Til Slægten hørte
Reinhold von R., som under Trediveaarskrigen
kæmpede i sv. og fr. Tjeneste og døde som fr.
Generalløjtnant 1667, samt dennes Svigersøn
Konrad (død 1715), der til sidst blev Marskal
af Frankrig og 1689—90 havde ført
Kommandoen over Jakob II’s irske Hær. De Grene af
R., som boede i Estland, kom med denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
