Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romerske Antikviteter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forøgedes Romernes Hær betydelig ved de
italiske Forbundsfællers Kontingenter. De
kommanderedes dels af rom., dels af indfødte
Officerer, men var ikke inddelte i Legioner.
Endnu i den anden puniske Krig maatte
Romerne anvende den alm. Værnepligt i dens
fulde Strenghed; af et Borgerskab paa c. 1 Mill.
holdt de Aar ud og Aar ind c. 70000 Mand under
Vaaben — en Præstation, der er uden
Sidestykke i Krigshistorien. Men i den flg. Tid var
saa store Anstrengelser unødvendige. Man holdt
i Reglen kun 18—20000 Borgere under Vaaben
og anvendte for Resten Forbundstropper; den
alm. Værnepligt bestod stadig i Princippet, men
haandhævedes ikke i Virkeligheden — saa meget
mindre som den, der først een Gang var bleven
Soldat, ofte blev i Tjenesten, saa af Hæren mere
og mere fik Karakter af en staaende Hær i St f.
en Borgermilits. Dog vedblev man stadig at
kræve et vist Formuesminimum af den, der
skulde tjene i Legionen, indtil Marius henimod
Aar 100 gjorde det afgørende Skridt. Han gav
Folk af de laveste Samfundsklasser Adgang til
Hæren, og Følgen blev, at den rom. Hær faktisk
blev en luvervet Hær, og »Soldat« en
Livsstilling. Alm. Udskrivning anvendtes i
Republikkens sidste Tid og i Kejsertiden kun
undtagelsesvis og i Nødsfald.
Den ældste rom. Taktik var den samme
som Grækernes: samtlige sværtbevæbnede
opstilledes i en tætsluttet Falanks (ɔ: en
Rektangel med bred Front), medens de
letbevæbnede og Rytteriet holdtes udenfor. I
Falanksens forreste Rækker stod Borgere af
første Klasse, der havde komplet Rustning (Lanse,
Sværd, Panser, Hjelm, Skjold og Benskinner);
i de bageste Rækker Borgerne af 2. og 3. Klasse,
der manglede Panseret. Denne Ordning opgaves
vistnok omkr. Aar 300 og erstattedes af
Manipelstillingen (se Legion). Denne
Opstilling, der gav større Bevægelighed end den
gl. Falanks, fastholdt Romerne i c. 200 Aar; den
viste sig Datidens fineste Taktik, den
makedoniske, jævnbyrdig, om ikke overlegen. De svære
Nederlag i 2. puniske Krig medførte dog en ret
vigtig Ændring, der første Gang fremtræder i
Slaget ved Zama. Scipio opstillede her de
bageste Afdelinger i nogen Afstand fra de forreste,
som Reserve, og beholdt dem under sin
personlige Kommando. Det blev herved muligt at
imødegaa Flankeangreb og omgaaende
Bevægelser fra Fjendens Side; men Ordningen
forudsætter krigsvante og vel disciplinerede Tropper og
en kyndig Taktiker i Spidsen. Begge Dele
fandtes ved Zama, men ofte ikke i Romernes senere
Krige; mod Filip Antiochus og Perseus sejrede
de mere ved deres numeriske og økonomiske
Overvægt end ved deres Krigskunst, og i Reglen
først efter at have lidt svære Nederlag. — En
afgørende Ændring i den rom. Taktik indførtes
omkr. 100 f. Kr., muligvis af Marius. Man opgav
Falanksen som taktisk Enhed og indførte i
Stedet Kohorten (se Legion og Kohorte);
Legionen vedblev at være administrativ Enhed.
Kohorten er saa stor en Afdeling, at den kan
anvendes for sig, hvad Manipelen (paa 120
Mand) ikke kunde. Det var nu muligt at danne
Opstillinger af een ell. fl. Kohorter, at lade disse
manøvrere samlede ell. enkeltvis, tage forkert
Front o. s. v. Hele denne Ordning forudsatte
den staaende Hær, hvis enkelte Kohorter der
var Tid til at indeksercere paa alt dette. En
overordentlig Bet. fik herved de rom.
Centurioner, der i social Stilling svarede til vore
Underofficerer, men som maatte gøre ikke blot disses,
men ogsaa de lavere Officerers Arbejde.
Navnlig hele Eksercitsen og Haandhævelsen af
Disciplinen i den daglige Tjeneste paahvilede
dem. — Borgerrytteri anvendtes paa denne Tid
ikke mere, ej heller Borgere som letbevæbnede;
man fik begge Dele ved Udskrivning i
Provinserne. — I Kejsertiden indtraadte efterhaanden,
navnlig fra 2. Aarh. af, betydelige Forandringer
i Hærens Organisation og i Taktikken (Rytteri,
til Dels pansret, endte med at blive
Hovedvaabenet, som i Middelalderen); men disse
Ændringer er lidet kendte i det enkelte. I den
ældre Kejsertid spiller Anlægget af Kolonier
som Forsørgelse for udtjente Soldater en stor
Rolle.
En Ejendommelighed ved den rom.
Krigsførelse er Brugen af befæstede Lejre. En
rom. Hær slog sig ikke ned, om det saa blot var
for en Nat, uden at anlægge en Lejr med Vold
og Grav om. I Lejren havde hver Afdeling sin
bestemte Plads, og der saas i det hele strengt
paa Orden. Lejrvæsenet var en stor Byrde for
Soldaterne, der maatte slæbe Værktøj og
undertiden endog Skansepæle; men det har bidraget
mægtig til Romernes Sejre. Lejren sikrede mod
Overfald og bød Tilflugt efter Nederlag, og den
gjorde langvarige Operationer i vanskeligt
Terrain mulige. I Kejsertiden anlagdes faste Lejre
med Kaserner o. s. v. til Legionerne; af fl. af
disse Lejre er vigtige Byer opstaaede (Ofen,
Wien, Belgrad).
Romernes krigerske Overlegenhed beroede
dog i første Linie paa deres strenge
Disciplin. Den er saa gl som selve Romerstaten. Den
rom. Feltherre var ubetinget Herre over Liv og
Død og over enhver Art af Straf. Pryglestraf,
der medførte Døden, var ikke sjælden. Den, der
sov paa sin Post, stenedes af Kammeraterne.
Piskning med efterfølgende Degradation
anvendtes endnu i sen Tid over for en høj Officer.
Under den daglige Eksercits spillede
Centurionens Stok en stor Rolle. Betegnende for
Romernes Opfattelse er Legenden om Konsulen
Manlius, der lod sin Søn henrette, fordi han mod
hans Ordre havde kæmpet mod Fjenden (se
Manlius).
Den rom. Flaade har altid været Stifbarn
ved Siden af Landhæren. Før den 1. puniske
Krig (264—241) havde Romerne overhovedet
ingen Flaade; i den 2. puniske Krig var de
overlegne til Søs, men i den flg. Tid lod de Flaaden
forfalde, indtil Sørøveriets Overhaandtagen
nødte dem til en Kraftanstrengelse (67 f. Kr.;
se Pompejus). Augustus gjorde sig Umage
for at hæve Søværnet, og i den bedre Del af
Kejsertiden synes der at have været taalelig
Sikkerhed paa Havet. Til Tjeneste paa Flaaden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
