Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rokoko - Rokycany - Roland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dens Formsans sig gældende; de forgyldte fr.
Rokokobronzer er de kostbare Møblers
fornemste Prydelser, og selv i dansk Rokokosølvs
svungne Knæk føles Stilens Elegance. Da man
efter Empiren i 1830’erne og 1840’erne prøvede
at genoptage Rokokoen, mislykkedes Forsøget;
i 19. Aarh. blev Stilen tung og plump, og for en
Menneskealder siden foragtede de fleste
Æstetikere R. som et Udtryk for 18. Aarh.’s
Letfærdighed og Frivolitet. Denne Fordømmelse var
meget uretfærdig, selv om R. er et fuldgyldigt
Udtryk for sin Tidsalder og for sit Land.
Ligesom den gotiske er R. skabt af fr. Aand, og
ligesom Gotikken er den mesterlig og overlegen.
C. A. J.
Rokycany [’råkitsani], By i Böhmen ved
Klabava, 14 km Ø. f. Pilsen, har (1921) 6731
Indb. Fabrikation af emaillerede Sager og
Uldspinderi; i Omegnen Jern- og Kulbjergværker,
Valseværker, Glassmelterier og kem. Fabrikker.
(Joh. F.). O. K.
Roland [ofte med fr. Udtale: rå’lã],
middelalderlig Sagnhelt. Han er oprindelig en
historisk Person, var Markgreve af
Bretagne og tjente som Hærfører under Karl
den Store; Hruotlandus (Navnet er germansk af
Herkomst) nævnes af Karl’s Historieskriver
Eginhard som dræbt i Pyrenæer-Passet
Roncesvalles ell. Roncevaux, Aug. 778, dengang en
Flok baskiske Røvere overfaldt Bagtroppen af
Kejserens Hær, som var paa Hjemvejen fra
Spgnien. Begivenheden var ikke af særlig stor
Bet., og den korte Notits hos Eginhard er saa
godt som det eneste hist. Vidnesbyrd, vi har om
R. Men Folketraditionen tog sig med
ejendommelig Forkærlighed baade af hans Skikkelse
og af Roncevaux-Kampen, udsmykkede begge
sagnagtig og gav dem en overordentlig
fremtrædende Plads i den episke Digtning. R.
bliver i den nationale Legende til den største Helt
bl. Kejserens »tolv Jævninge«, dennes egen
Søstersøn og Kristenhedens tapreste Forkæmper
mod de vantro Maurere, idet den lille
Træfning i Bjergpasset mod Baskerne, som i alle
Tilfælde havde været et Uheld for den ellers
sejrrige Kejser, blev til et stort Slag mod en
talrig maurisk Hær, hvor Nederlaget kun
hidføres ved Forræderi af en af Karl’s egne
Hofsinder, Ganelon, og hvor Himlens Engleskarer,
ja Gud selv, er til Stede, modtager Heltens
Sjæl, da han er faldet efter at have udført
utrolige Bedrifter, og griber hjælpende ind, da
Kejseren hævner hans Død. Saaledes
fremtræder R. mangen Gang i den oldfranske
Heltedigtning, skønnest og mægtigst dog i La
Chanson de Rollant, Rolands-Kvadet, vel nok
den ypperste af alle fr. Chansons de geste. Heri
skildres just Kejser Karl’s Kamp mod de
Vantro i Spanien, Ganelon’s Svig, R.’s sidste
Vaabendaad og hans Fald ved Roncesvalles,
endelig Kejserens Hævn over Saracenerne og over
Forræderen; og her tegnes R. i store Træk
som den vældige, gudfrygtige og ædelsindede
Kriger, med Sværdet Durendal og det
højtklingende Horn Olifant, med Vennen Olivier og den
tapre Ærkebiskop Turpin ved sin Side. Med
sit Præg af pansret Kraft og krigersk Fromhed,
af stolt Nationalfølelse og ærligt Enfold,
skænker dette Epos R. et udødeligt Navn. (Se ogsaa
Frankrig, »Litteratur, S. 701). Det er efter
al Rimelighed blevet til mod Slutningen af 11.
Aarh. En ny og interessant Hypotese om
Legendens Udvikling og Digtets Forhistorie har J.
Bédier fremsat i Les légendes épiques, III
(Paris 1912). Paa den Vej over Pyrenæerne, ad
hvilken Karl drog ned i Spanien og atter N.
paa, har der dannet sig en til Dels sagnagtig
Overlevering ang. Roncevaux-Kampen;
Gejstligheden ved Kirkerne i disse Egne har bevaret,
ogsaa omformet, disse Minder; og da i 11. Aarh.
en Rk. fr. Hærtog mod Saracenerne fandt Sted,
— Tog, der virkelig kan betegnes som Korstog,
hvad Karl den Store’s ikke var —, faar
Krigerne i disse Hære hos Klerkene mangen
Beretning fortalt, som sammensmeltes med det
egl. Heltemotiv og det lille hist. Grundlag fra
Eginhard; herved har saa den Chanson de
geste om R., som vi nu besidder, faaet sit
Udspring og til Dels sin Form gennem en højt
begavet Digter i denne Periode. Som denne
Digter er Bédier tilbøjelig til at betragte den
Turold, der nævnes i Digtets sidste Verslinie.
Bédier’s Betragtning af Digtet er senere paa
enkelte Punkter videre udviklet og uddybet,
navnlig ang. det fr. Korstog mod Saracenerne i
11. Aarh., af B. Boissonnade i Du nouveau sur
la chanson de R. (1922). Det ældste og vigtigste
Haandskrift af Digtet er i Oxford (det
bodleianske Bibliotek) og stammer fra omtr. 1170,
det næste er fra omtr. 1230 (i Skt
Markus-Bibliotek i Venedig); en oldnorsk
Prosaoversættelse af en stor Del af Digtet findes i
»Karlamagnus Saga« (Midten af 13. Aarh.).
Vidnesbyrd om R.’s legendariske Ry gennem Tiderne
er Stedbenævnelser som »Rolands-Brechen«,
endvidere de saakaldte »Rolands-Søjler«, men
især den betydelige Rolle, som R. spiller i
adskillige Landes Digtekunst uden for Frankrig.
Den sydtyske Præst Konrad bearbejdede
Rolands-Kvadet omtr. 1133 paa tyske Vers,
Islænderne har fra gammel Tid »Rollantsrimur«;
navnlig var det dog Italienerne, der besang R.
(Orlando) og næsten tog ham til Nationalhelt:
de lærte ham og hans Fæller fra den
karolingiske Sagnkreds at kende gennem fr. episke Digte
og Prosaromaner fra en senere Periode, og de
efterlignede disse i Folkebøger som I Reali di
Francia og det lange Epos Orlando. Saa følger
den ital. Kunstpoesi — Luigi Pulci’s Morgante
Maggiore, Bojardo’s Orlando Innamorato,
Ariosto’s Orlando Furioso; for den betyder R.
meget, men han forvandles rigtignok mere og mere
til en forlibt Turneringsridder. Dog,
Romantikken i 19. Aarh.’s Beg. opfrisker atter det
middelalderlige Billede; her kan nævnes Uhland’s
»Klein R.« o. fl. Digte, A. de Vigny’s Le cor,
V. Hugo’s Le mariage de R., fra en senere Tid
H. de Bornier’s Drama La fille de R. (Litt.:
1) Udg. af Rolands-Kvadet: ved
Francisque Michel [Paris 1837 og smst. 1869]; F.
Génin [Paris 1850]; Th. Müller [2. omarb.
Udg., Göttingen 1878]; E. Boehmer [Halle
1872]; L. Gautier [Tours 1872, siden ofte,
ogsaa i Form af Skoleudg.]; E. Stengel
[Facsimile af Oxford-Hdskr., Heilbronn 1878];
W. Foerster [Heilbronn 1883 og 1886]; L.
Clédat [Paris 1886]; Oversættelser: paa
Nyfransk ved A. d’Avril [1867 og oftere]; L.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
