Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rim - Rim - Rimbaud, Arthur - Rimbault, Edward Francis - Rimbert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rim omfatter visse Lydigheder eller
Lydoverensstemmelser, som iflg. Erfaringens
Vidnesbyrd tiltaler Øret og derfor ofte findes i
Ordsprog og Talemaader, ligesom de med
Forkærlighed anvendes som bevidst Pynt ell.
Hjælpemiddel i mange Arter af rytmisk Digtning
(smlg. Digtekunst og Metrik).
Undertiden bruges Ordet om et, især kortere, rimet
Digt, ligesom »at rime« kan bruges = at digte,
smlg. Ordet »Rimsmed«. R.’s Hovedformer
er: Allitteration, Assonans (s. d.) og
Helrim, Fuldrim ell. efter den alm. Stilling
»Enderim«. Ved R. i snævrere Forstand
forstaas altid Helrim. Hertil udkræves, at de
sproglige Lydmasser, der skal
danne R., er væsentlig ensartede
fra den sidste Vokal med
Hovedtryk og til R.’s Ophør. Gaar
samme Konsonant foran Trykvokalerne, faas
de saakaldte rimes riches, der er alm. i fr.,
men lidet yndede i germansk Digtning. For
øvrigt kan R. vokse til at omspænde
Lydmasser med fl. Trykvokaler. Hovedformerne er
dog en-, to- og trestavelses R., der med Opitz’
fra Fransk laante Udtryk sædvanlig kaldes
mandlige, kvindelige og svævende
R. R. bruges alm. i Versets Linieslutning og
bliver derved et vigtigt Hjælpemiddel til for
Øret (og Øjet) at understrege, hvorledes større
ell. mindre Afsnit af den rytmiske Leddeling
hører sammen til Vers og Strofer. Simplest er
Rimparret, kendt fra ældre episk Digtning;
Folkevisen har saaledes enten Rimpar eller
fireliniede Strofer med Rimformlen abcb; i
Kunstpoesi er dog Rimstillingen abab langt
hyppigere, men de forsk. Versformer tillader
desuden en Mængde andre Rimslyngninger. — R.’s
Oprindelse og Historie er ikke
tilfredsstillende udredet; spredt findes R. hos en
Mængde forsk. Folkeslag, saa det kan meget godt ad
uafhængige Veje have udviklet sig til at blive
et bevidst anvendt Middel i Digtningens
Tjeneste. Tidligst er dette sket i den oldkristelige
Digtning, særlig i Kirkelyrikken, og i de
romanske Litteraturer. Hos de gotisk germanske
Folk fortrænges de opr. Stavrimvers af
Enderimsdigtning i Tiden fra omtr. 800—1200;
sandsynligvis har her den lat. Kirkelyriks
Forbillede været af afgørende Ret. I 18. Aarh.
foretrak man til Tider rimløse Efterligninger af
klassisk Poesi (Klopstock’s Oder f. Eks.), men
med den romantiske Digtekunst kom R. til Ære
og Værdighed mere end nogen Sinde. (Litt.:
Wilh. Grimm, »Zur Geschichte des Reims«
[1852]; de under Metrik anførte Værker, især
Minor og E. v. d. Recke; H. Brix, »Om
stavelserimet i dansk«, »Dania«, V, VI; Karl
Mortensen, »Studier over ældre dansk
Versbygning«, I [Kbhvn 1901]; »Rimordbøger« ɔ:
Fortegnelse over de i et Sprog forekommende
ell. mulige R., f. Eks. Peregrinus
Syntax, »Allgem. deutsch. Reimlexic.«, 1—2 [1826];
Steputar, »Deutsch. Reimlexic.« [Reclam];
Axel Sørensen, »Dansk Rimordb.« [Kbhvn
1900]).
Karl Mortensen.
Rim. Ligesom Duggen dannes paa
Genstande, som om Aftenen ell. i Nattens Løb ved
Udstraaling er blevet afkølede under
Dugpunktet, kommer der R. paa de Genstande,
som er afkølede under Frysepunktet. R.’s
Tilsynekomst betyder derfor ikke, at det har
været Frost i Nattens Løb, d. v. s., at Luftens
Temp. har været under Frysepunktet, men blot
at selve de Ting, Græsstraa, Kviste o. s. v.,
hvorpaa R. ses, har haft en saa lav Temp. En
anden Form for Rimfrost kan optræde, naar
der under Frostvejr indtræffer Taage, f. Eks.
som Forløber for Tøvejr. Taagepartiklerne vil
da slaa sig ned paa de kolde Genstande som
Is og danne et stadig voksende Lag;
karakteristisk for denne Form for R. er, at den vokser
ud fra Genstandene imod Vinden, fordi denne
stadig blæser mere Taage ind mod dem. R.
er i Alm. ikke krystallinsk, som Sne, men
bestaar af ganske smaa Isklumper ell. Iskugler.
Naar den undertiden er krystallinsk og viser
Stjerner og fjerlignende Dannelser, er den
opstaaet ved direkte Fortætning — Sublimation —
af Luftens Vanddamp uden at have passeret en
Mellemform som Vand. Hvor R. optræder
meget intensivt, kan den virke meget generende,
da der kan afsættes saadanne Ismasser, at de
ved deres Vægt brækker Grene af Træer,
sønderriver Telegraf- o. a. Ledninger, o. s. v.
H.-P.
Rimbaud [ræ’bo], Arthur, fr. Digter, f.
1854 i Charleville, d. 1891 i Marseille.
Forbavsende tidlig moden opgav han, efter at have
udsendt et enkelt Digt, ligesaa hurtigt Poesien
for at rejse til Afrika og helligede sig Resten af
sit Liv til en indbringende Handelsvirksomhed.
Som Lyriker havde han et skæbnesvangert
Møde med Verlaine, der har skrevet Forord til
hans mystisk-geniale Digtning: Poésies
complètes (1895). Hans Œuvres udkom 1898, Lettres
1899. (Litt.: Berrichon, A. R. [1897]; E.
Richwood, A. R. [1925, New York]).
S. Ms.
Rimbault [’rimbå.£t?], Edward Francis,
eng. Musikforfatter (1816—76), blev allerede 1832
Organist i London, men beskæftigede sig siden
hen mest med Studier i eng. Musikhistorie,
hvorover han fra 1838 holdt Forelæsninger.
Stillingen som Prof. ved Harvard-Univ. i
Boston afslog han; derimod udstrakte han sine
meget ansete Forelæsninger til Edinburgh,
Glasgow etc. — R. udgav adskillig; ældre — navnlig
kirkelig — Musik samt bearbejdede nyere
dramatisk Musik (Spohr, Balfe etc.) i
Klaverudtog; selv komponerede han et Par Sangspil og
en Del Sange. Han forfattede den dram. Musiks
Historie i England (i en Udg. af Purcell’s
Opera Bonduca), endvidere The pianoforte, its
origin, progress and Construction, Bibliographia
madrigaliana og bl. a. m. en Klaverskole samt
større Artikler i Grove’s Dictionary. R. var
Medstifter af Musical antiquarian society.
W. B.
Rimbert (Rembert), Ærkebisp af
Hamburg-Bremen 865—888. R. var som Forgængeren
Ansgar af frankisk Æt; tidlig kom den fromme
unge Mand i fortroligt Venskabsforhold til
Ansgar og udpegedes af denne til Efterfølger. Som
Risp aflagde han Munkeløfte — for saa vidt
det lod sig forene med hans Stilling —, og
hans Person synes i det hele at have været
præget af indadvendt Fromhed; muligvis hænger
det ogsaa sammen med hans Svagelighed, at der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
