Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rigsraad - Rigs-Registranter, Norske - Rigsret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med besluttende Myndighed jævnsides
Rigsdumaen.
Efter Verdenskrigen har et nyt R. set Lyset,
nemlig i det tyske Rige, hvor den ny
republikanske Rigsforfatning af 1919 har indført et nyt
øverste Rigsorgan ved Siden af Rigsdagen som
Erstatning for det ophævede Forbundsraad.
Men medens det sidste repræsenterede de
forbundne suveræne Staters Regeringer og derfor
i Virkeligheden var Kejserrigets øverste Organ,
indtager det ny R. en beskeden Stilling ved
Siden af Rigsdagen og Rigspræsidenten, der
repræsenterer det ny tyske Rige i dets Enhed, og
det nævnes derfor ogsaa i den ny Forfatning
først bag efter disse to Rigsorganer. Det ny R.
bestaar af Repræsentanter for de enkelte tyske
Lande, saaledes at hvert Land har mindst een
Stemme og intet Land maa være repræsenteret
med mere end 2/5 af alle Stemmerne.
Repræsentanterne skal være Medlemmer af Landenes
Regeringer — dog behøver for Preussens Vedk.
kun Halvdelen at være det. Forsædet i Raadet
og i alle dets Udvalg føres af et Medlem af
Rigsregeringen — Raadet kan altsaa ikke selv
vælge sin Formand. Skønt det om Loves
Vedtagelse i Rigsforfatningens § 68 hedder:
»Rigslovene vedtages af Rigsdagen«, har R. dog
ogsaa en vis Beslutningsret derved, omend kun
et suspensivt Veto — en Indsigelsesret —, der
dog regelmæssigt kan nedslaas ved gentagen
Vedtagelse med 2/3 Flertal fra Rigsdagens Side.
Dog kan Rigspræsidenten bestemme, at
Uenighed mellem Rigsdagen og R. skal afgøres ved
Folkeafstemning, ligesom R. ved
Forfatningsforandringer selv kan forlange, at Tvisten
henskydes til Folkets Afgørelse. Ogsaa m. H. t.
den aarlige Rigsfinanslov besidder R. den
Beføjelse, at Rigsdagen ikke uden R.’s Samtykke
kan forhøje Udgifter ell. indsætte ny paa
Finanslovforslaget. Endelig udøver R. m. H. t.
Forvaltningen en særlig Indflydelse derved, at
Anordninger vedrørende Benyttelsen af Post-
og Telegrafvæsenet, Anlæg af og Benyttelsen af
Jernbanerne og Vandvejede kun kan udstedes
af Rigsregeringen med R.’s Samtykke.
K. B.
Rigs-Registranter. Norske, er et 12
Binds Værk, udg. for »Det norske hist.
Kildeskriftfond« 1861—91, indeholdende i kronologisk
Orden og til Dels i Uddrag de i det danske
Kancellis norske »Tegnelser« og »Registre«
indførte Kongebreve vedrørende Norge for
Tidsrummet 1523—1660. Da de ovenn.
Kancelli-Kopibøger ikke har været ført med absolut
Nøjagtighed i alle Tilfælde, har det vist sig
nødvendigt at forberede et vordende Supplement.
(C. Br.). Edv. B.
Rigsret. Den Opgave at skabe en særlig
øverste Statsdomstol — i Danmark, Norge og
Sverige kaldet R. — bestaaende paa engang af
baade juridisk og politisk tilstrækkeligt
sagkyndige og uafhængige Dommere, hvem man kunde
betro at dømme Ministre, naar de anklagedes
for Krænkelse af Forfatningen ell. for andre
Embedsforseelser, saavel som i Republikker
selve Statschefen, Præsidenten, samt ofte ogsaa
Højforrædere og andre for Staten farlige
Forbrydere, har fra gl Tid hørt til de
vanskeligste, og mangfoldige højst forskelligartede
Forsøg er i de forsk. Landes Forfatninger gjort
paa at løse denne Opgave. Mindst Hovedbrud
voldte Spørgsmaalet i selve det gamle
parlamentariske Mønsterland England. Da
Underhuset her under Kampen med Kongemagten,
særlig under Stuart’erne, vilde have Kongens
Ministre anklagede og straffede, laa det lige for,
at det ikke kunde nytte at anklage dem for de
alm. kgl. Domstole, thi dengang kunde de eng.
Dommere endnu frit afskediges af Kongen og
var derfor oftest Kongens villige Redskaber, og
det laa lige saa klart for, hvilken anden
Domstol i Riget det ene kunde nytte at indanke
Sagen for, nemlig for Overhuset, thi dels bestod
dette af Rigets Stormænd, de gejstlige og
verdslige Lorder, og dels var dette Hus dengang,
som det af Navn endnu stadig, er, Rigets
øverste alm. Domstol. Derfor faldt det næsten af sig
selv, at Overhuset, Lordernes Hus, maatte
blive den naturlige R. i Tilfælde af Anklager mod
Ministrene, noget, der i øvrigt ogsaa allerede
fulgte af, at Ministrene, naar de, som det
oftest var Tilfældet, var Lorder, i Livs- og
Æressager kun kunde dømmes af Lordernes
privilegerede Værneting, deres Jævninge i Lordernes
Hus.
Denne Ordning, der altsaa var saa at sige
selvfølgelig i England, blev nu mest muligt
efterlignet i nogle af de første skrevne moderne
Forfatninger og derefter i mange senere, skønt
Forholdene her slet ikke laa saaledes som i
England, og den blev efterlignet længe efter,
at Ministeranklage for Overhuset forlængst var
gaaet ud af Brug i selve England og erstattet
med den parlamentariske Ministeransvarlighed.
I de forenede Staters Forfatning af 1787 blev
saaledes det Kammer, der nærmest syntes at
svare til det eng. Overhus, Senatet, gjort til
R. i Tilfælde af Anklager mod Præsidenten
og hans Ministre o. a. høje Embedsmænd, skønt
der i Amerika findes en uafhængig, af paa
Livstid udnævnte Dommere bestaaende Højesteret,
og skønt Senatet her ellers ikke er nogen
Domstol og dets paa 6 Aar valgte Medlemmer er
alm. Politikere, og som saadanne ikke egnede
til at fungere som upartiske Dommere. Paa lgn.
Maade blev i det fr. Charte af 1814 det efter
det eng. Overhus’ Mønster dannede og af
arvelige og livsvarige Pairer bestaaende
Pairskammer gjort til R., skønt dette Kammer ellers ikke
var nogen Domstol og ikke heller egnede sig
dertil. Denne Ordning blev fulgt i mange
andre Landes Forfatninger, saaledes at det
endnu i Frankrig og Italien er »Overhuset«, som
begge Steder kaldes Senatet, der fungerer som
R., medens det andet Kammer anklager. Ja,
endnu i Tschekkoslovakiets Forfatning af 1920
er det Senatet, der er R., medens
Deputeretkamret anklager, skønt begge Kamre er rent
politiske Forsamlinger, imellem hvilke den
væsentligste Forskel bestaar deri, at Senatet
vælges af mindst 26-aarige, det andet Kammer af
mindst 21-aarige mandlige og kvindelige
Vælgere.
I andre Lande, hvor man har ønsket at sikre
de anklagede Ministre en mere retskyndig og
mindre partipolitisk Afgørelse, er man enten
gaaet den simple Vej at gøre Landets alm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
