Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rigshofmester - Rigshofraadet - Rigshofret - Rigshospitalet i Kbhvn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»vor Hofmester« kaldtes han fra den Tid af
sædvanlig »Danmarks Hofmester« ell.
»Danmarks Riges Hofmester«; det sidste blev dog
først under Frederik I hans officielle Titel. I
Kraft af sit Embede var han Medlem af
Rigsraadet og dettes første verdslige Medlem og
betragtedes i det hele som den første Mand i
Riget efter Kongen. Han optraadte som
Kongens Stedfortræder, naar denne var fraværende,
og havde et Slags Overtilsyn med hele
Regeringens Førelse, men i øvrigt var hans
Myndighedsomraade baade over for Kongen og de
andre Rigsembedsmænd ret ubestemt; meget kom
her an paa den personlige Anseelse og
Dygtighed. Finansstyrelsen1 synes at have været hans
egl. Domæne, i alt Fald i den senere Tid. Han
havde Tilsyn med Rentekammeret og
Toldvæsenet, med Leverancerne til Hofholdningen,
Hæren og Flaaden og Udgifterne dertil. Ligesom
de andre Rigsembedsmænd udnævntes R. af
Kongen, hvis Valg indtil 1648 var frit; ved
Frederik III’s Haandfæstning indskrænkedes det til
Retten til at vælge mellem 3 af Rigsraadet
foreslaaede Kandidater; Valget forudsattes
sikkert at gælde for Livstid, saafremt da ikke
vedkommende gjorde sig skyldig i Handlinger, der
kunde berettige en Afsættelse. Skønt det i
Recessen 1536 og de flg. Haandfæstninger
udtrykkelig var bestemt, at Kongen altid skulde have
en R., undlod Kongerne dog ofte at besætte
denne Post, tit endog i lang Tid, og lod
Embedets Forretninger besørge af en anden mindre
fremragende Embedsmand, som Regel
Statholderen i Kbhvn; de har aabenbart set med en
vis Mistillid paa dette Embede og betragtet R.
som en farlig Konkurrent i Udøvelsen af
Regeringsmagten. I Tiden efter Reformationen findes
7 R.: Mogens Gøye (til 1544), Ejler Hardenberg
(1550—65), Peder Oxe (1566—75), Kristoffer
Valkendorf (1596—1601), Frans Rantzau (1632),
Korfits Ulfeld (1643—52) og Joakim GersdorH
(1652—60). — I Norge fandtes ogsaa før
Reformationen et Par Gange en R.; i Aarene efter
1450 nævnes Hartvig Krummedige som saadan;
den næste og tillige den sidste i Rækken var
den rige Niels Henriksen (Gyldemløve), der
døde 1523.
L. L.
Rigshofraadet. Ang. Oprindelsen til det i
16., 17. og 18. Aarh. ved det tyske Kejserhof
bestaaende R. henvises til Hofraad. Som R.
organiseredes det først nærmere ved
Rigshofraadsordningen 1559, der efter at den
westfalske Fred havde paabudt en Rk. Forandringer,
1654 afløstes af en ny Ordning. R. virkede først
og fremmest som Organ for Kejserens
dømmende Myndighed, hvilken af ham hævdedes
ikke at være bortfaldet ved Oprettelsen af
Rigskammerretten (s. d.). I Alm. konkurrerede det
som Domstol med denne Ret, saaledes at den
af de to Domstole, hvor en Sag først blev
anlagt, havde Fortrinet. Særlig forbeholdte R.
var dog visse Klasser af Sager, saaledes Sager
om Rigsien og kriminelle Sager mod
rigsumiddelbare Personer. Sagerne afgjordes som Regel
af R.’s faste Medlemmer (der dels stammede fra
Riget, dels fra de kejserlige Arvelande) uden
Indblanding af Kejseren, men saaledes at denne
kunde revidere Afgørelserne. Foruden at være
Domstol havde R. ogsaa administrative
Forretninger (det foretog saaledes Bortforleninger af
Rigsien, der ikke var Fyrstendømmer), og det
fungerede endvidere som Kejserens Raad m. H.
t. bestemte Grupper af Anliggender (Lenssager
og Naadesager). Det forsvandt sammen med
det tyske Rige 1806.
P. J. J.
Rigshofret. Den tyske Konge ansaas i
Middelalderen opr. for Landets alm. Dommer, der
kunde inddrage enhver Sag for sin Domstol, dog
saaledes, at han i Overensstemmelse med det
for alle Domstole gældende Princip ikke selv
kunde bestemme Dommens Indhold, men maatte
fælde den, saaledes som den var »funden« af
andre i Retten tilstedeværende Personer. Den
Domstol, hvorigennem Kongen udøvede sin
dømmende Myndighed, kaldtes for Hofretten
ell. R. Den kunde beklædes af Kongen personlig,
men bortset fra visse Sager ogsaa af en anden
i hans Sted, og siden 1235 fandtes der i dette
Øjemed en fast Hofdommer. Til at »finde«
Dommene udpegede Kongen for hver enkelt
Lejlighed Personer af sine Omgivelser, dog at
han efterhaanden blev bundet til at tage visse
Hensyn til de paagældendes Stand. R. var dels
eneste Instans i visse Sager (saaledes havde
rigsumiddelbare Personer deres personlige
Værneting for R.), dels konkurrerede den med
ell. fungerede som Appelinstans i Forhold til de
øvrige Domstole i Riget. Gennem Meddelelse af
saakaldte Privilegier de non evocando eller de
non appellando saavel som gennem den alm.
Lovgivning opnaaede imidlertid siden Slutn. af
13. Aarh. efterhaanden de fleste Fyrster og
Stæder den Forret, at Sager fra deres Omraade
ikke kunde inddrages for ell. appelleres til R.,
og baade herved og som Følge af den alm.
Udvikling i Riget mistede denne mere og mere sin
Bet., indtil den ved Midten af 15. Aarh. ophørte.
Dette betød dog ikke, at Kongens dømmende
Myndighed fuldstændig forsvandt. I de R.
særlig forbeholdte Sager og i andre Sager, hvor
Kongen ikke ved Meddelelse af Privilegier
havde afskaaret sig derfra, udøvede han den
vedblivende, men gennem en anden Domstol, der
i Løbet af 15. Aarh. fik Navn af
Kammerretten, og som adskilte sig fra R. ved, at
Kongen ell. den ell. de af ham udpegede
Stedfortrædere i Overensstemmelse med den
rom.-kanoniske Rets Principper ikke blot formelt
afsagde Dommen, men ogsaa bestemte dens
Indhold. Denne kgl. Kammerret blev Forløberen
for Rigskammerretten (s. d.).
P. J. J.
Rigshospitalet i Kbhvn er opført i Henhold
til L. af 13. Marts 1903, jfr Tillægslovene af 22.
Marts 1907 og 8. Maj 1908. Disse Love danner
Afslutningen paa langvarige Forhandlinger, der
har været ført om en Fornyelse af det kgl.
Frederiks Hospital og den kgl. Fødsels- og
Plejestiftelse. Under disse har Striden navnlig
staaet om, hvorvidt en Ombygning og
Udvidelse af Hospitalet og Stiftelsen kunde blive
tilfredsstillende, ell. om et nyt Hospital skulde
opføres andetsteds; den sidste Anskuelse vandt
Sejr.
R., hvis Opførelse paabegyndtes i Foraaret
1905, blev taget i Brug i Aug. 1910, paa hvilket
Tidspunkt Frederiks Hospital og Fødsels- og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
