Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rigsdagsmænd - Rigsdagsordning - Rigsdaler - Rigsembedsmænd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skarpt retligt udformede. Saaledes nyder de, for
med Tryghed at kunne varetage deres Kald som
Befolkningens politiske Talsmænd, ikke blot
regelmæssigt en forhøjet Beskyttelse mod
ulovlige Angreb, men efter næsten alle
Forfatninger tillige en vis mere ell. mindre udstrakt
Beskyttelse selv mod lovlig retlig Forfølgning,
medens Rigsdagen er samlet, ell. m. H. t. deres
Udtalelser paa Tinge, ogsaa uden for
Rigsdagens Samlinger, saaledes at de regelmæssigt
ikke i de nævnte Tilfælde kan drages til
Ansvar ell. fængsles uden med deres Kammers
Samtykke, se parlamentarisk
Immunitet. Endvidere tilsikrer Forfatningerne nu
næsten altid valgte R. en Godtgørelse for de
af Rigsdagsgerningen flg. Udgifter, snart i Form
af Dagpenge for hver Dag, Rigsdagen er
samlet — ofte dog kun til et vist højeste Beløb —,
snart i Form af et fast aarligt Vederlag,
uanset, hvor længe Rigsdagen er samlet (se
Diæter, hvortil føjes, at R.’s Vederlag ogsaa nu
i Danmark er fastsat til en bestemt aarlig
Godtgørelse, nemlig til 4000 Kr for R., der bor inden
for 20 km fra Kbhvn, og for de øvrige til 5200
Kr, alt dog plus et særligt Dyrtidstillæg, se
Valglov 11. April 1920 § 101). Ved Siden af
nyder R. regelmæssigt ogsaa visse andre
Beneficier, saaledes i Danmark fri Kørsel paa
Statens Jernbaner samt Friplads i det kgl. Teater.
Pensionsret har de hidtil endnu intet Steds
opnaaet, undtagen i Holland, se
Nederlandene, »Forfatning og Forvaltning«, Bd XVII, S.
759.
K. B.
Rigsdagsordning hedder den anden
svenske Hovedgrundlov, der nærmere udfører de i
Regeringsformen kortere givne Regler om
Rigsdagen. Det er altsaa en Slags Forretningsorden,
givet i Grundlovsform. Den. nugældende R. er
af 22. Juni 1866, men med mange senere
Ændringer, hvorved Rigsdagens Sammensætning er
blevet i høj Grad forandret. Trods dens
udførlige Karakter, 82 §§, foreligger der dog ved
Siden af nærmere Forretningsordener
(arbetsordningar) for begge Kamre, vedtagne af hvert
Kammer for sig i Henhold til R.’s § 78.
K. B.
Rigsdaler, ældre dansk Mønt efter
vekslende Møntfod fra 1713 til 1838, i hvilket Aar
Pariforholdet til Papirsrigsdaler opnaaedes. Efter
Frd. af 5. Jan. 1813 prægedes R. af Raavægt
14,4466 g Raavægt og af 7/8 Finhed, 18 1/2 R. af
en köln. Mark fint Sølv (først Rigsbankmøntfod
og fra 1854 Rigsmøntfod). Den skandinaviske
Møntkonvention satte 1 R. = 2 Kr.
(N. J. B.). Th. O.
Rigsembedsmænd er den sædvanlige
Betegnelse for den Kreds af høje Embedsmænd,
som i Tiden før Enevælden stod ved den
danske Konges Side som øverste Ledere af
Administrationen. R.’s Historie rakte langt tilbage i
Tiden. Allerede i den ældre Middelalder var
det alm., at Kongen overdrog administrative og
politiske Hverv til Medlemmer af Hirden, og da
navnlig til Indehaverne af de særlige
Hirdembeder, ligesom han paa samme Maade gjorde
Brug af Hofgejstligheden, der bl. a. besørgede
Sekretærforretningerne. Siden Valdemarstiden
voksede de paagældende Hverv imidlertid
for flere af de nævnte Embedsmænd saaledes
i Omfang, at deres Forbindelse med
Hofholdningen løsnedes, og herigennem skete der en
Omdannelse af selve Embederne. Fra at være
blotte Hofembeder blev de til et Led i den egl.
Forvaltning, og tillige blev deres Stilling over
for Kongen selvstændigere. Hertil bidrog ogsaa
den politiske Udviklings alm. Karakter. P. Gr. a.
den Indflydelse, der knyttede sig til Embederne,
blev Stormændene interesserede i, af hvem de
beklædtes, og denne Interesse maatte Kongen
under Aristokratiets Vækst imødekomme.
Formelt bevarede han vel sin Udnævnelsesret, men
reelt var han ofte ikke frit stillet, men maatte
ved sit Valg tage Hensyn til Stormændene, og
allerede i Løbet af 13. Aarh. blev det derfor
Reglen, at Embederne besattes med
Medlemmer af Stormandsslægterne, hvilke mere følte
sig som Repræsentanter for deres Standsfæller
end som Kongens Tjenere og derfor faktisk kom
til at begrænse hans Magt. Paa denne Maade
blev Rigsembedernes Bet. en dobbelt. Dels var
de et af de politiske Organer, hvorigennem
Stormændene gjorde deres Indflydelse
gældende, og særlig i Rigsraadsperioden det Organ,
hvorigennem Rigsraadet havde Indseende med
den daglige Styrelse, dels var R. Embedsmænd,
der tjente Kongen og bistod ham i
Forvaltningen og tildels i Retsplejen. For de flestes Vedk.
var den politiske Bet. nok saa stor som den
administrative, der forringedes ved, at
Embedsmændene ikke altid kunde være til Stede hos
Kongen, som først sent fik en fast Residens,
og ved at de, med Undtagelse af Kansleren,
ikke havde Kontorer med et fast Personale
under sig, men maatte lade de af dem udvirkede
Resolutioner udfærdige gennem Kancelliet.
Siden Valdemarstiden fandtes der fire R.,
nemlig Drosten, Marsken, Kammermesteren og
Kansleren, af hvilke de tre første opr. havde
været Hirdembedsmænd, medens den sidste
havde tilhørt Hofgejstligheden. I Valdemar
Atterdag’s Tid udskiltes fra Kanslerembedet et
særligt Embede som Justitiar ell. senere
Rigskansler, men dette Embede rangerede i lang
Tid lavere end de andre Rigsembeder og blev
strengt taget først i 17. Aarh. fuldt ud
henregnet til disse. Til Gengæld forsvandt under
Dronning Margrete Drostembedet, og den stærke
Vækst af Kongemagten, som under hende fandt
Sted, affødte overhovedet en Tendens til ikke at
besætte Rigsembederne. I 15. Aarh. dukkede de
dog alle paany op, alene med Undtagelse af
Drostembedet, der imidlertid fik en Erstatning
i et nyt Embede som Rigshofmester, men senere
viste den samme Tendens sig paany og førte
under Kristian I til Kammermesterembedets
Bortfald og under Hans til lange Vakancer i
flere af Embederne. Reces 1536 gav for første
Gang Institutionen et forfatningsmæssigt
Grundlag, idet den bestemte, at Kongen altid skulde
have en Rigshofmester, en Kansler og en Marsk,
der skulde være indfødte danske Mænd og have
Ret til at gøre Kongen Forestillinger, naar der
førtes Klage over ham af Undersaatterne. Trods
denne Bestemmelse, der gentoges i
Lovgivningen fra den flg. Tid, forekom det dog stadig, at
enkelte Embeder stod ledige, hvad navnlig var
Tilfældet med Rigshofmesterembedet, men i det
hele var R.’s Bet. dog sikkert større i Tiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
