Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Retsvidenskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1683—1752), europ. Berømmelse vandt Mænd
som J. J. Moser, J. S. Pütter og G. F. Martens.
Paa Overgangen mellem 18. og 19. Aarh. staar
Kant (»Metaphysische Anfänge der Rechtslehre«
[1797]) og hans Disciple, f. Eks. K. H. Gros.
En naturlig Reaktion mod Oplysningstidens
Fornuftret med dens Mangel paa historisk Sans
og svigtende Evne til kritisk Prøvelse af
Retsbegreberne efter deres hist. Forudsætninger
bringer den historiske Skole. Den
indledes af Gustav Hugo, men dens største Navn
er F. C. v. Savigny (1779—1861), der i sit
Skrift »Vom Beruf unsrer Zeit für
Gesetzgebung und Rechtswissenschaft« (1814) med
Skarphed fremsætter Skolens Hovedtanker.
Efter den hist. Skole, som for øvrigt ikke helt
emanciperede sig fra Retsfilosofien, gives der
ingen naturlig Ret. Retten opstaar med de
menneskelige Livsforhold og ændres med disse.
Ved sin induktive Metode danner denne Skole
en dyb Modsætning til den naturretlige Skoles
Deduktioner. Strengt gennemført havner den i
sejg Konservatisme og overdreven
Sædvanedyrkelse. Foruden Savigny maa C. F. Eichhorn
og G. F. Puchta nævnes. Den hist. Skole mødte
Modstand fra filos. Side, fra Thibaut, Kierulff,
i Nutiden Nykantianeren Stammler —, men
havde i øvrigt Berøringspunkter med Hegel og
hans Retning (E. Gans, F. J. Stahl, A. Lasson
o. m. fl.). Den germianistiske Retning inden for
tysk R. med G. Beseler og O. v. Gierke som
Førere saa i Receptionen af den rom. R. en
Nationalulykke, og Kampen mellem Romanister
og Germanister er ikke ophørt endnu. Ogsaa
den moderne friretlige ell. sociologiske
Bevægelse, en Slags Genfødelse af Naturretten, har
stævnet Savigny og hans Skole til Ansvar.
Et Vendepunkt i tysk R.’s Historie skete ved
Indførelsen af den alm. borgerlige Lovbog for
det tyske Rige af 18. Aug. 1896 (traadt i Kraft
1. Jan. 1900), hvorved Romerretten i det
mindste formelt blev sat ud af Kraft. Den ny
Lovbog har fremkaldt en overordentlig rig
Litteratur. Det kan i øvrigt ikke her være Opgaven
spec. at gennemgaa R.’s Historie i Tyskland for
de forsk. Retsdicipliners Vedk. I lange Tider
har den tyske R. indtaget en Førsteplads, en
Mængde fremragende Navne har kastet Glans
derover. I alle Discipliner virker en rig
Tidsskriftlitteratur. Den østerrigske R. fik en
indflydelsesrig Forsker i Franz Aloys v. Zeiller
(1751—1828), men endnu den første Halvdel af
19. Aarh. vandrede den østerr. R. i den gamle
Naturrets udtraadte Spor. Med J. Unger
(1828—1913) fandt Gennembrudet Sted. Han
indledede Samarbejdet med Tyskland, og den
senere østerr. R. staar i alt væsentligt under hans
Indflydelse.
Medens den tyske R. allerede p. Gr. a. den
Indflydelse, den til alle Tider, i større eller
mindre Omfang har udøvet ogsaa paa nordisk
R., her er underkastet en udførligere Omtale,
vil det have noget mindre Interesse at betragte
de øvrige europ. Lande, Frankrig, Italien,
Holland o. a., om end der ogsaa der blomstrer en
rig og frugtbar R., hvis videnskabelige
Samarbejde med nordisk Ret dog har været langt
ringere. England med hele sin ejendommelige
Retstilstand udmærker sig mindre ved sin
Retslitteratur, som ikke, systematisk og formelt, har
naaet den Højde som Kontinentets, end ved sin
af de mest udmærkede Jurister bestaaende
Dommerstand, der for øvrigt regelmæssig har
gjort sine Erfaringer gældende i Litteraturen.
Ang. eng., fr. o. a. europ. Retslærde af mere
universel Bet. henvises i øvrigt til de spec.
Biografier.
I Norden maa sondres mellem Danmark
og Norge paa den ene, Sverige og Finland paa
den anden Side. Medens Lovgivningen i
Danmark som i det øvrige Norden, saa langt vi end
ser tilbage, og saa vidt vor retshistoriske Viden
rækker, fremtræder som udpræget national med
forholdsvis svage romerretlige eller kanoniske
Rudimenter, varede det længe, førend der med
Rette kan tales om en egl. national
Retslitteratur. Dansk Lovgivning vandt By i Udlandet.
Christian V’s Danske Lov aftvang selv
Danskhadere som Molesworth Beundring, i Preussen
paatænkte Friedrich Wilhelm I at benytte den
som Forbillede ved Forberedelsen af en alm.
Landslov. Grunden til, at en slig national
Lovgivning, spec. et saa monumentalt Lovarbejde
som Christian V’s Lov, ikke skabte en national
R., var først og fremmest — hvad allerede
Kofod Ancher klager over —, at de danske
Jurister for største Delen fik deres »juridiske
Videnskab« udenlands fra, og at der i »forrige
Tider alene er blevet skrevet og læst over
fremmede Love«. I Sammenligning med den
kanoniske og den rom. trak den indenlandske
Ret det korteste Straa. Sent blev Universitetet
oprettet, Studierne ved fremmede Højskoler, de
store fr. og tyske Retslæreres glimrende Navne,
alt dette virkede knugende og overvældende og
var lidet egnet til at skabe nogen Interesse for
ell. Forstaaelse af Landets egen Lovgivning,
endsige da gøre den til Genstand for
videnskabelig Behandling. Andr. Sunesøn’s og Biskop
Knud’s Virksomhed er Undtagelser. Ved Univ.’s
Oprettelse (1479) blev den danske Ret ej heller
sat i Højsædet. Paven gav kun Tilladelse til
Undervisning i kanonisk og rom. Ret, i lange
Tider blev de jur. Lærestole besatte med
udenlandske Retskyndige, den første dansk fødte
Prof. efter Reformationstiden Claus Plum
(1585—1649) udnævntes 1617, og noget nævneværdigt
Bidrag til den nationale R.’s Udvikling ses han
ikke at have ydet. Større Interesse for
Fædrelandets Ret fandtes hos Adelen, særlig den
dygtige og patriotiske Adel paa Frederik II’s Tid.
Den vaagnende nationale Eølelse, der særlig tog
et kraftigt Opsving efter Krigene med Sverige,
affødte ogsaa Ønsker om Reformer i det jur.
Studium, men først under Christian VI blev der
taget Hensyn dertil. At der dog til alle Tider
har været Mænd i Danmark med aabent Øje
for den nationale Rets Fordele og
Ejendommeligheder, viser Christian V’s Danske Lov.
Begge Lovens Hovedforfattere, Peder Lassen og
Rasmus Vinding, hyggede paa en national, ikke
romanistisk Grundvold.
Først henved Midten af 18. Aarh. træffes de
første Spor af en egl. dansk retsvidenskabelig
Litt. Historikeren Andreas Hojer (1690—1739)
er den dansk-norske Retslitteraturs Stifter,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
