Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Retspligt - Retspraksis - Retspræsident - Retsreformen - Retsskoler - Retsskriver - Retssprog ell. Lovsprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Retspligt, det til Anerkendelse af en
Rettighed svarende Baand paa andres Handlefrihed
ell. Krav til andres Handlepligt, der maa
paalægges og eventuelt gennemtvinges af
Statsmagten, hvis Rettigheden skal være virkelig
retsbeskyttet, se Rettighed.
K. B.
Retspraksis, Retternes gennem Domme ell.
Kendelser udtrykte Opfattelse af et vist retligt
Spørgsmaal, naar dette fremtræder enten
gennem en Række ensartede Domme ell. i alt Fald
er godkendt ved een ell. fl. Højesteretsdomme
(jfr Retskilde).
E. T.
Retspræsident kaldes den, der fører
Forsædet i en af fl. Medlemmer bestaaende
Domstol, f. Eks. Højesteret, Landsretterne m. fl. I
Danmark er denne Titel taget i Brug efter
Retsplejereformen af 1916: tidligere benyttedes
Betegnelsen Justitiarius ell. (sjældnere)
Retsformand.
K. Hch.
Retsreformen, saaledes benævnes ofte den
ved Loven af 11. April 1916 gennemførte
Omdannelse af dansk Retspleje (se
Retsplejeloven).
K. Hch.
Retsskoler. Rimeligvis med Rhetorskolerne
som Mønster opstod i den rom. Kejsertid
Anstalter for systematisk Retsundervisning; den
Undervisning, der tidligere meddeltes af
fremragende Retslærere, var vistnok af anden Art.
Til denne R. hørte Sabinianernes og
Proculejanernes scholae ell. sectae. Senere opstod R. bl. a.
i Berytos, Cæsarea, Pavia, Ravenna og Bologna,
i hvilken sidste By Glossatorskolen blomstrede.
Ved R. kan ogsaa forstaas Retslærde, der
slutter sig til samme videnskabelige Grundopfattelse
om Rettens Væsen og Retsforskningens Maal og
Metode, hist. Skole, Friretsskole o. a.
Fz. D.
Retsskriver, den, der forestaar
Skriverforretningerne og Arkivvæsenet ved en Ret. I
Danmark uden for Kbhvn hører endvidere
Tinglæsningsvæsenet og Notarialforretninger under
R. Det samme er ogsaa i Norge Tilfældet for
Tinglysningsvæsenets Vedk. Efter D. L. 1—8
skulde der uden for Kbhvn findes en R. i hver
Underretskreds, og endnu i 18. Aarh. ansaas
Tilværelsen af en særlig R. ved Siden af
Dommeren for at give en vigtig Garanti for
Retsplejen. Senere har man imidlertid af
Sparsommelighedshensyn i alle Kredse henlagt
Retsskriverforretningerne til Dommerne, jfr
Retsplejelovens § 17. — De, der ved Kbhvn’s
Byret, Landsretterne, Sø- og Handelsretten og
Højesteret forestaar Retsskriverforretningerne,
benævnes Justitssekretærer.
E. T.
Retssprog ell. Lovsprog er Betegnelsen
for den i Lovene og under Retshandlinger
anvendte Stil og Udtryksmaade. Denne har i
Tidernes Løb vekslet stærkt, men har dog i Kraft
af Sagens Natur altid i nogen Grad maattet
bevare visse Fællestræk, som har skilt den ud
fra det alm. Tale- og Skriftsprog. Først og
fremmest har R. maattet beflittet sig paa
bestemt og tydelig at udtrykke, hvad det vil have
udtalt, samtidig med, at det saa vidt muligt
udelukker fra under Ordelagene at lade
indgaa, hvad der ikke tilsigtes medtaget. Til
denne Ende anvender det gerne Ord og
Vendinger, »Formler« og »Termini«, hvis retslige Bet.
Sædvanen allerede har fastslaaet. Herved
bliver R. nødvendigvis gammeldags ell. til Dels
ligefrem arkaiserende, idet det fortsætter
Benyttelsen af nedarvede, betegnende Udtryk,
som ellers for længst er gaaet af Brug.
Undertiden skaber det sig ogsaa selv Ord, der
juridisk set kan være træffende nok, men som
den alm. Sprogfølelse finder afstikkende. Lgn.
Fordele, men ogsaa lgn. Kritik kan skyldes
Optagelse af Ord fra fremmede Sprog. Dernæst
maa R. gennemgaaende lægge an paa at fatte
sig i Korthed. Loven skal mest muligt kendes
og følges af alle; derfor maa dens Bud være
fyndige og lette at erindre og finde sig »til
Rette« i. Jo vidtløftigere Talen, desto
vanskeligere desuden at undgaa at sige enten for meget
ell. noget flertydigt. I Sammenhæng hermed
staar igen Spørgsmaalet om, i hvilken
Udstrækning R.’s Udtryksmaade ogsaa bor angive
Retsgrunden. I Reglen maa dette anses baade
unødvendigt og forvirrende: »Motiverne er ikke
Lov«. Bestræbelsen for at faa udtalt det bedst
rammende i færrest mulige Ord gør R. tungt at
læse. Tanken maa følge nøje med for at
indprente sig saavel, hvad der siges, som hvad
der ikke siges. — Under R.’s hidtidige
Udvikling er ovenantydede Hovedhensyn: til de
forskellige Tider komne højst ulige til deres Ret.
De ældste Loves R. er rigtignok overalt
kortfattet og fyndigt og knytter sig saa meget
naturligere nær til den mundtlige Taleform, som
Retssætningernes Optegnelse i Skrift først
begyndte at finde Sted længe efter, at de gennem
mundtlig Overleverelse havde antaget
traditionel Lydelse. Men til Gengæld led hine Tiders
R. stærkt af Mangel paa Sætningernes
Afpassethed alene for de Tilfælde, de egl. egnede sig
for. De var mere ell. mindre udprægede
Almensentenser, hvis stive, ufravigelige Bud og
Forbud fremkaldte den Forestilling, at
Retfærdighedens Gudinde var »blind« saavel for
berettigede som for uberettigede Hensyn.
Tillige skilte det ikke synderlig hverken mellem
Lov og Lovgrund ell. mellem Ret og Moral.
Den ægypt. »Dødsbog« f. Eks., der tilhører 3.
Aartusinde f. Kr., ser nærmest ud som en
Moralkodeks, og dens Artikler er som en Slags
Bekendelse lagt den Afdøde i Munden, naar
han staar for den straffende Guds Trone; men
den har i Virkeligheden gjort Tjeneste som
Lovbog. Det samme gælder Jødernes »ti Bud«
paa »Lovens Tavler« og overhovedet hele den
jødiske »Lov« saavel som dens
assyrisk-babyloniske Forgængere. Allerede i de her nævnte
ældgamle Lovgivninger ser man imidlertid R.’s
Udvikling i Færd med at tage et Skridt videre.
Fordi Almensentenserne (»R.« i snævrere,
konkret Forstand) ikke var afpassede efter de
enkelte Tilfældes Ulighed, maatte man gribe til
at mangfoldiggøre selve Sætningerne.
Fremstillingen gik derfor stedse længere i Retning af
Kasuistik og opregnende Detailopremsning. En
indisk Lovbog fra Aartusindet f. Kr. sætter
særskilte Bødebeløb for Legemsskade, efter som
den tilføjes med Haand, Fod, Stok ell. Vaaben.
Denne Tarifering bliver stadig omstændeligere.
Lex Salica har 20 Straffebud for at stjæle Svin
foruden en lang Række for Tyverier af forsk.
andre Dyr. Mandebodssystemerne bliver mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
