Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Retsorganisation - Retspant - Retsparti - Retspleje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
henlagt til Underretterne, altsaa hovedsagelig
borgerlige Sager med Værdi over 800 Kr og
vigtigere Straffesager, derunder bl. a.
Nævningesager. De af Landsretterne som 1. Instans
afsagte Domme kan indankes for Højesteret,
der er sidste Instans. Højesteret, der har Sæde
i Kbhvn, bestaar af en Præsident og 12
Højesteretsdommere; Afgørelsen er kollegial, saaledes
at mindst 9 Dommere skal deltage i Voteringen.
— Til Afgørelse af Handels- og Søsager i Kbhvn
haves en spc. Domstol, Sø- og
Handelsretten, der bestaar af en Præsident og en
Vicepræsident (begge retskyndige) samt et større
Antal Repræsentanter for Handel og Søfart;
dens Virkemaade er kollegial, og Dommene er
appellable til Højesteret. Uden for den alm.
Retsplejes Omraade forefindes forsk.
Specialretter, saasom Rigsretten, Akkordretten,
Sessionerne, de gejstlige Retter, Voldgiftsdomstole
o. a., hvorom maa henvises til de paagældende
Artikler. — Ekstraordinære Retter,
ɔ: periodisk fungerende Domstole til
Paakendelse af nærmere bestemte Anliggender, kan
anordnes af Kongen (se Kommission).
Underretterne varetager foruden Retsplejen
endvidere forsk. andre Forretninger, navnlig
vedrørende Foged-, Auktions-, Skifte-, Notarial-
og Tinglæsningsvæsenet. Dette sidste er i Kbhvn
henlagt til et særligt Organ, Pante- og
Brevskriverkontoret, som hører under Byretten; i
Sønderjylland gælder ligeledes en særegen
Ordning af Tinglæsningsvæsenet. — Det til
Retsplejen hørende Kontorarbejde, derunder
Oppebørselen af Retsafgifter, udføres ved alle Retter
af et dertil antaget Personale. Ved de kollegiale
Retter samt Byretten i Kbhvn forestaas
Kontorforretningerne af en Justitssekretær; ved
Underretterne uden for Kbhvn foregaar
Kontorarbejdet under umiddelbart Tilsyn af
Dommeren, der i denne Egenskab fungerer som
Retsskriver. — Ang. R. i fremmede Stater henvises
til Art. om de paagældende Lande.
K. Hch.
Retspant ell. judicielt Pant er Pant, der
stiftes ved et Retsdekret som Led i en
Retsforfølgning. Ved Udlæg ell. Udpantning og ved
Konkurs stiftes der en Panteret henh. for den
enkelte Kreditor, der rekvirerer Udlægget ell.
Udpantningen, og for samtlige Fallentens
Kreditorer. Panteretten omfatter ved Udlæg og
Udpantning selve det udlagte ell. udpantede, ved
Konkurs hele Skyldnerens Bo. Rettens Natur
som Panteret ytrer sig ved Udlæg og Udpantning
paa væsentlig samme Maade som ved
viljesbestemt Pant. Konkurskreditorernes Ret gaar
ud paa at udelukke Specialforfølgning mod
Skyldneren fra en enkelt Kreditors Side, for at
Boets Midler kan blive delt ligelig mellem
Kreditorerne inden for Konkursordenens enkelte
Klasser, og Konkursen udelukker Skyldneren fra
at kunne indgaa Forpligtelser, der kan gøres
gældende mod Konkursboet.
A. D. B.
Retsparti var Navn for et Parti i det
østerrigske Rigsraads Underhus, grundlagt 1873
under Hobenwart’s Ledelse af klerikale og
føderalistiske Medlemmer; det holdt sig under
forskellige Omdannelser indtil 1897.
E. E.
Retspleje er den Virksomhed, som udøves af
Domstolene i Retshaandhævelsens Tjeneste. R.
fremtræder i alle Lande som en af de ældste
Ytringsformer for Samfundsliv og Statsliv.
Længe før der var indrettet nogen statsmæssig
Forsorg for Folkenes materielle ell. aandelige
Fremgang, har der eksisteret en forholdsvis
fast organiseret R. med det Formaal at
underkaste Retstvister en lovmæssig Afgørelse og
derved forhindre Anvendelse af Egenmagt ell.
Vold. Ejendommelig for Retsplejen har til alle
Tider været en bestemt lovbunden
Fremgangsmaade (processuelle Former), der hovedsagelig
tilsigter at skænke begge Parter lige Vilkaar
under deres indbyrdes Tvist. I dette Øjemed
har man f. Eks. fra meget gl Tid foreskrevet
faste Regler ang. Indkaldelse for Retten, ang.
Parternes Adgang til at udtale sig og forsvare
sig og deres Ret til at blive bekendt med
Bevismaterialet o. s. fr.; heraf har i Tidernes Løb
udviklet sig et rigt System af Forskrifter, der
i de fleste moderne Stater fremtræder i
Skikkelse af omfattende Kodifikationer (jfr
Retsplejelov). R. har saaledes længe besiddet et
formelt Særpræg, hvorved den adskiller sig fra
andre offentlige Funktioner; i nyere Tid er R.’s
Former dog hyppig taget til Mønster ogsaa
uden for Domstolenes Virksomhed, idet visse
Grundprincipper er blevet overført paa
Forvaltningens Omraade, nemlig i en Rk.
administrative Anliggender, hvor Individets Retsstilling
synes at kræve et lgn. Værn som det, der skabes
ved Iagttagelse af de processuelle Former (jfr
administrative Retter).
Medens der saaledes tidligt uddannede sig et
særegent System af Regler for R., varede det
derimod meget længe, inden R. blev lagt i
Hænderne paa selvstændige Organer, adskilte fra
den øvrige Statsmagt. Gennem hele
Middelalderen og endnu langt senere savnedes en virkelig
Adskillelse mellem Retsplejen og den øvrige
offentlige Myndighed. Middelalderen opfattede al
Statsmagt og Statsbegreb som en Enhed og
betragtede alle Udslag af Statsmagten som
Ytringer af et og samme Princip: Højhedsretten;
den, der var i Besiddelse heraf, kunde
varetage saavel R.’s Funktioner som
Lovgivningsmagt og Regeringsmagt uden at være bundet af
bestemte Kompetenceregler. Saaledes var
Forholdet f. Eks. i Danmark, hvor Kongen i
Forbindelse med de repræsentative Forsamlinger
(Landsting, Danehof etc.) udøvede hele den
offentlige Magt, derunder ogsaa den øverste
dømmende Myndighed. Først under Enevælden
skete et stort Skridt fremad til en behørig
Udsondring af R.’s Organer, hvilket navnlig var en
Følge af det stærkt specialiserede
Embedsvæsen, som voksede frem under Enevælden.
Dermed opstod ogsaa den teoretiske Lære om
Statsmagtens funktionelle Adskillelse, nemlig
Montesquieu’s berømte Teori om de 3
Statsmagter, den lovgivende, dømmende og udøvende,
der krævede en uafhængig Stilling for
Domsmagten. Denne Lære danner Grundlaget for
Nutidens Retsstater, der i videst muligt Omfang
tilstræber at henlægge R. til selvstændige
Organer; en regelbunden R., udøvet af
uafhængige Institutioner, anses i Nutiden som et af de
vigtigste Midler til Hævdelse af Individets
Frihed og den almene Retssikkerhed (Smlg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
