Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bentheim, By i preuss. Prov. Hannover - Bentitinck, en tysk Adelsslægt - 1) Vilhelm (William) B. (1645-1709) - 2) William Henry Gavendish-B. (1738-1809), Hertug af Portland - 3) William B., Lord, (1774-1839) - 4) George B., Lord, (1802-48) - Bentivoglio. Denne fornemme Slægt beherskede Bologna i 15. Aarh.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bentheim [-ha^im], By i preuss. Prov. Hannover,
Knudepunkt paa Jernbanelinien
Almelo—Salzbergen, 8 km Ø. f. den holl. Grænse, har (1910)
2780 Indb., to protestantiske og en kat. Kirke
og en Synagoge, en Svovlkilde med Badeanstalt
og nogen Industri (Bomuldsvæveri). B. er
Hovedstad i Grevskabet B. (916 km2), der
tilhører Fyrsterne af B.-Steinfurt. — Slægten
B., tidligere grevelig, nu fyrstelig, nedstammer
fra Grev Dietrich VI af Hollands Søn Otto, der
1182 blev Greve af B. Linien B.-Steinfurt blev
1817 ophøjet i den preuss. Fyrstestand.
G. Ht.
Bentinck, en tysk Adelsslægt, som fra Pfalz
var indvandret til Nederlandene og 1688 drog
over til England,
1) Vilhelm (William) B. (1645—1709) var
Prins Vilhelm af Oranien’s (senere Kong
Vilhelm III) fortrolige Ven og Raadgiver; han
plejede utrættelig Prinsen, da han 1675 laa syg
af Kopper, og sendtes 1677 til England for at
aftale hans Ægteskab med Prinsesse Marie;
fulgte 1688 Prinsen paa Toget til England og
blev næste Aar ophøjet til Peer som Jarl af
Portland. Han brugtes bl. a. ved
Fredsunderhandlingerne i Ryswijk 1697 og ved de
hemmelige Forhandlinger med Ludvig XIV 1698—1700
om det spanske Riges Deling efter Karl II’s Død.
Hans ældre Søn Henry blev 1716 Hertug af
Portland, den yngre Vilhelm (se ndf.).
2) William Henry Cavendish-B.
(1738—1809), Hertug af Portland, gift med en
Datter af Hertugen af Devonshire, hørte under
den nordamerikanske Frihedskrig til
Oppositionen og var Apr.-Decbr 1783 Førsteminister i
Koalitionsministeriet Fox-North. Af Uvillie mod
den franske Revolution forlod han Whig-Partiet
og var 1794—1801 Indenrigsminister under W.
Pitt, medvirkede til den irske Opstands
Undertrykkelse og til Irlands Union med
Storbritannien; blev 1801—05 Præsident for Gehejmeraadet
og 1807 Førsteminister indtil sin Død.
3) William B., Lord, den foreg.’s yngre Søn,
f. 14. Septbr 1774, d. 17. Juni 1839, fulgte som
Oberst 1799 med Suvarov’s Hær i Norditalien og
var 1803—07 Guvernør i Madras; kæmpede
1808—09 i Spanien under Moore og blev derefter eng.
Sendemand hos Ferdinand IV paa Sicilien. Han
tiltog sig her hele Styrelsen, hvorfor Dronning
Karoline 1811 drog til Wien, og kundgjorde 1812
en fri Forfatning for Øen. 1813 gjorde han et
mislykket Tog til Katalonien, besatte 1814
Genua og kundgjorde Republikkens Genoprettelse
(misbilligede senere aabent dens Overgivelse til
Kongeriget Sardinien); ogaaa søgte han paa egen
Haand at fremme hele Italiens Frihed og
Uafhængighed. 1828 blev han Generalguvernør i
Bengalen, 1833—35 tillige i det øvrige Indien;
styrede med udmærket Dygtighed og stræbte
særlig at fremme Befolkningens Tarv; vilde
udbrede Kendskab til eng. Sprog og Videnskab og
var den første, der brugte Indere i
Statstjenesten; undertrykte de halvt religiøse
Morderbander Thugs og udstedte 1829 Forbud mod
Enkernes tvungne Opbrænding. Til Tak for hans
Virksomhed rejstes ved alm. Sammenskud i
Indien hans Statue i Kalkutta; hans Levned
skildredes af D. Boulger 1893 i Rækken Rulers
of India.
4) George B., Lord, den foreg.’s Brodersøn
(1802—48), var 1822—25 Privatsekretær hos
Statsmanden Canning, der var gift med hans Faster,
og siden 1826 Medlem af Underhuset. Her
hyldede han frisindede Grundsætninger, men gik
1834 med Lord Stanley (den senere Jarl Derby)
over til Tory’erne, og da Rob. Peel 1845 optog
Frihandelens Sag, brød han ligesom Disraeli
med sin tidligere Fører og dannede et udpræget
protektionistisk Parti. Han var desuden en
saare ivrig Dyrker af Væddeløbssporten. Hans
Levned skildredes af Disraeli (1852, 7. Udg. 1872).
Den yngre, tyske Linie B. grundlagdes af
Vilhelm B. (1704—73), der ved Giftermaal
1733 fik det aldenburgske Fideikommis
(Kniphausen m. m.), som den sidste Greve af
Oldenburg 1658 havde overdraget sin uægte Søn,
og derefter blev tysk Rigsgreve. Hans
Sønnesøn Vilhelm Gustav B. (1762—1832) levede
efter sin første Hustrus Død siden 1800 med
en Bondepige, hvem han hemmelig ægtede 1816.
Efter hans Død opstod en langvarig Retstvist
mellem hans Brodersønner og hans egne
legitimerede Sønner; den endte først 1855, da den
oldenburgske Regering købte Fideikommiset for
2 Mill. Thaler og fordelte Summen mellem de
stridende Arvinger.
E. E.
Bentivoglio [-↱våljo]. Denne fornemme Slægt,
der sagdes at nedstamme fra en uægte Søn af
Kejser Frederik II, beherskede Bologna i 15.
Aarh.; men 1506 forjoges den derfra af Paven.
Siden har fl. af dens Medlemmer gjort sig
bekendte dels i indflydelsesrige politiske Stillinger,
dels i Litt. — Ercole B. (1506—73) opholdt
sig i Ferrara hos Hertug Alfonso I og
benyttedes af ham til diplomatiske Hverv. Han vandt
et anset Digternavn ved sine seks Satirer i
Terziner, elegant formede, men ikke saa
kraftige som Ariosto’s, af hvem han var en
Efterligner; ogsaa i sine tre Komedier paa Vers, Il
Geloso, I Fantasmi og I Romiti, efterlignede
han Ariosto. Hans Opere er udgivne samlede
i Paris 1719. — Guido B., f. 1579 i Ferrara,
studerede i Padua og valgte den gejstlige Vej.
Yndet af Pave Clemens VIII og dennes
Efterfølgere gjorde han sig fortjent som Diplomat,
medens han var pavelig Nuntius i Flandern
(1607—16) og Frankrig (1616—21); Kardinalhatten
blev Løn for hans dygtige og snilde Optræden,
og den franske Konge udnævnte ham endda til
en Art fr. Generalkonsul i Rom. Efter Urban
VIII’s Død vilde B. upaatvivlelig være blevet
valgt til Pave, men han døde under Konklavet
7. Septbr 1644. B. var en meget dannet Mand
og en begavet Skribent. Hans Værker bestaar
af Indberetninger fra hans Ophold i
Nederlandene, ypperlige Breve, Livserindringer og en
særdeles velskreven Storia della guerre di
Fiandra; de udkom samlede i Paris 1645 (2 Bd),
undtagen hans Memorie (Venedig 1648); 1808
udgaves alle hans Opere storiche i Milano (5 Bd),
Brevene ved L. Scorabelle i Turin (1852, 2 Bd).
Et mesterligt Portræt af van Dyck har bevaret
hans fine Træk for Efterverdenen. —
Cornelio B. (1668—1732) var ogsaa Kardinal,
Diplomat og Forf. Hans vigtigste Sendelse var til
Frankrig 1712, under Stridighederne mellem
Jansenisterne og deres Modstandere i Anledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
