Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Beethoven, Ludwig van, tysk Komponist, (1770-1827)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ture i Wiens Omegn, selv i Storm og Uvejr,
oftest helt optaget af sine skabende Ideer. —
Skyggesider ved B.’s Karakter var den nævnte
Mistænksomhed, der kunde føre til Bitterhed og
haard Uretfærdighed, og hans (i de senere Aar
fremtrædende) pinlige Sparsommelighed, der
kunde bringe ham i ydmygende og tvivlsomme
Situationer.
Den i Dagliglivet saa ordknappe B. var i sin
Musik mere veltalende end nogen tidligere
Komponist, og behersker en Rigdom af Udtryksformer
og -nuancer for alt, hvad der bevægede
hans stærke Sind, hans varme Hjerte og mægtige
Tanke: fra oversanseligt Sværmeri til dyb
Lidenskab, fra sunde, robuste Følelser til sarte
Stemninger, fra tung Alvor og vældig Vrede til
mild Ynde og lystig, ja barok Skæmt.
Musik som et saadant intenst og fyldigt
Udtryk for en genial Personlighed var
noget nyt i Musikhistorien, hvor hidtil i det
Hele og Store en ureflekteret, fag- og
massemæssig Frembringen havde været raadende; og
ikke mindre en saadan bevidst Produktion,
hvor hvert af de — i Tal forholdsvis faa —
Værker havde sit ejendommelige Fysiognomi og
Indhold (»et virkeligt poetisk Element« kaldte
B. det selv) og prægedes af en bestemt,
fremstræbende Villie. B. er og føler sig som
Tonedigteren i Modsætning til de forudgaaende
Musikere; han giver endog lejlighedsvis
sin Komposition Betegnelsen: »digtet« af B. Dette
stærkt personlige og poetiske i B.’s Kunst
angiver hans særlige og ophøjede musikhistoriske
Stilling (jfr. herved Rich. Wagner’s værdifulde
Afh. »B.« [1870] i »Ges. Schr.«). I Forbindelse
hermed staar, at B. har givet Instrumentalmusikken,
hvortil saa at sige alle hans Hovedværker
hører, en Plads sideordnet med, ja over
Vokalmusikken, idet han har vist, at
Kunstnerpersonligheden kan give sig det fulde,
udtømmende Udtryk gennem den absolutte Musik. —
Som Kunstner indtager han en lgn. Stilling som
Goethe, han er Klassicismens Fuldender,
samtidig med, at hans Gerning indeholder Momenter,
hvortil Romantikken kan knytte sig. —
Totalbilledet af B.’s Hovedværker danner den tragiske
Grundtanke, der af ham selv kaldtes »Kampen
med Skæbnen«, en Kamp, der — som i et
mægtigt Drama — gennem den største Anspændelse
og Energi føres til straalende frydefuld Sejr
(typiske Eksempler er den 5. og 9. Symfoni):
Et af Midlerne i denne Kamp er ligesom i
Dagliglivets Besvær og Modgang Humoren, der
ved B. fik en ny og vidtspændende Bet. i
Musikkens Verden, og som ikke alene grundlægger
lians berømte symfoniske Nydannelse: Scherzoen,
men møder os rundt om i hans Værker
under de forskelligste Former paa overraskende
kaad, næsten drilsk og befriende Vis.
B.’s Geni aabenbarer sig imidlertid ikke alene
i det storslaaede Anlæg, de ophøjede og
dybsindige Ideer, hans Mesterskab viser sig ikke
mindre i de smaa Enkeltheder, i Detailarbejdets
Rigdom, Skønhed og Finhed. Ogsaa her betegner
hans kunstneriske Udvikling en stadig
Stræben og Stigning. — Naaer B.’s Produktion i
Reglen, efter Lenz’ Anvisning, inddeles i 3
Perioder, omtr. svarende til den forestaaende
Fremstilling af hans Livshistorie, da er dette
mere almindeligt vejledende end hist. præcist
(allerede fordi man nu ved, at B. ofte fuldførte
sine Værker længe efter, at de var undfangne),
men i det Hele og Store kan det siges, at B.
i den første Periode fulgte sine Forbilleder:
Haydn, Mozart og den Mannheimske (orkestrale)
Skole i Kompositioner, der var vendte mod det
Samfund, hvori han optoges, og til Dels skyldte
dette deres Opstaaen. At Samtiden dog straks
følte B.’s Egenart i disse Værker, fremgaar af
Kritikken, der klager over det søgte og »lærde,
lærde og atter lærde« deri. — Den anden
Periode, Manddomstiden, er B.’s klassiske, hvor de
Hovedværker skrives, der nu er alle Musikelskeres
Fælleseje. Uden just at forlade de overleverede
Former ell. helt at vende sig bort fra
Verden gaar B. mere og mere sine egne Veje,
og for at give sine mangfoldige og store Ideer
Udtryk udvider han Formerne, bringer ny
sindrige og dristige Rytmer og Modulationer, giver
Melodierne større Bredde og Vingefang,
Harmonier rigere vekslende Farver, ligesom han
opgiver den koncerterende Udsmykning. I den
tredie Periode endelig fordyber B. sig, isoleret
fra Verden ved sin Døvhed og sin hele
Livsførelse, helt i sig selv, og Hensynet til
Tilhøreren og den udøvende Kunstner træder mere
og mere i Baggrunden. Han bevæger sig fra
den folkelige, enkelt-skønne Melodi (som i
Hymnen til Glæden, 9. Symf.) op til overjordiske,
mystisk betonede Stemninger (som Modsætning
dertil staar undertiden en vild Lystighed). Og
Perioden er betegnet ved en mærkelig
Arbejdets Energi; B. arbejdede som nævnt ikke
mere let, men han vilde heller ikke arbejde let.
Selve Kampen med Stoffet er hans Tilfredsstillelse,
og idet hans Kompositionsform bliver
endnu mere fri og kendetegnet ved en
Polyfoni, der i hvert Fald ikke beherskede de
forrige Perioder, og idet han ved alle melodiske,
rytmiske, harmoniske og instrumentale Midler
udnytter sin Yndlingsform Variationen,
skaber han Værker af en tek. og mus. lige
beundringsværdig Fuldkommenhed, men
rigtignok af en saadan Kombinationernes
Mangfoldighed og Sindrighed, at de endnu den Dag i Dag
til Dels er vanskelig tilgængelige for den læge
Tilhører og kræver et stort Tilegnelsesarbejde
af den udøvende Kunstner. Paa den anden Side
er det nærmest gennem disse Værker, at
kommende Musikgenerationers Førstemænd paa
forsk. Vis og efter deres forsk. Anlæg og Tarv
har søgt Tilknytning (Schumann, Berlioz, Liszt,
Wagner, Brahms).
(Litt.: Af de talrige biogr. og æstetiske Skr
om B. skal her kun nævnes de vigtigste:
Wegeler og Ries, »Biographische Notizen«
[Nyudg. 1906]; Schindler’s Biografi [Nyudg.
1908]; Thayer, »L. v. B.’s Leben« [5 Bd,
1866—1908, Hovedbiografien grundet paa detaillerede
Kildestudier, æstetisk mindre betydelig]; von
Lenz, B. et ses trois styles og »B., eine
Kunststudie« [5 Bd]; tyske Biografier [og æstetiske
Vurderinger] af Nohl, Wasielewski, Marx,
Frimmel og Paul Bekker [1911]; fr. af
Wilder, Rolland; dansk af Th.
Scheelund [1887]; svensk af T. Norlind;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
