Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Babylonien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af denne paa Græsk, begyndende med Nabonassar
747 og indeholdende Navnene paa de Konger,
der sad paa Tronen i B. ved Aarsskiftet, og med
Angivelse af, hvor mange Nytaarsdage (bab.)
han oplevede som Konge (»Ptolemæus’ Kanon«),
var i gr. Astronomers Besiddelse. Af de
assyriske Kongers hist. Indskrifter faar vi
Oplysning om Forholdet til Assyrien. B. blev ofte
overvundet, gjorde Oprør, var en Tid fri og
blev saa atter betvunget. En af de mest kendte
Konger i B. var Merodak-Baladan (722—710), der
omtales i Biblen, da han sendte et Gesandtskab
til Hezekias i Juda for at lykønske ham til hans
Helbredelse efter en farlig Sygdom (Esaias 39,
1—8; 2. Kong. 20, 12—19). Snart efter blev han
overvundet af Sargon, og B. kom atter under
Assyrien. Fra denne Konges Tid har vi
nøjagtige Beskrivelser af Maaneformørkelser i B.,
der læses hos Kl. Ptolemaios i Almagestes. Da
B. ideligt gjorde Oprør, lod den flg. Konge
Senakherib (Sanherib) Hovedstaden ødelægge i
Bund og Grund, men hans Søn, Assurhaddon,
genopbyggede den, gjorde atter B. til et
Kongerige og indsatte sin yngre Søn Saul-sum-ukin
(Saosdokhin ell. Samuges) til Underkonge. Men
denne gjorde siden Oprør mod sin Broder
Assurbanipal, hvad der endte med, at han efter haarde
Kampe mistede Livet og Hovedstaden atter
ødelagdes, men da Assyrien efterhaanden var blevet
svagt, befriede Nabopalassar 625 B., der snart
blev et mægtigt Rige. Han overvandt
Ægypterkongen Neko, der havde sat sig i Besiddelse af
Syrien 610, i et Slag ved Karkemis ved Eufrat
606. hvorpaa hans Søn og Efterfølger,
Nabukuduruzur (Nabokodonosor), som er bedst kendt
under den mindre nøjagtige Form Nebukadnezar,
efterhaanden betvang de syriske Smaastater.
Nogle gjorde kraftig Modstand, saaledes Juda,
paa hvis Tilværelse som Stat Kongen 586 gjorde
en voldsom Ende, og Tyros, der synes at have
kapituleret. Under Nebukadnezar (605—561)
udfoldede B. stor Glans, men hans Efterfølgere
var lidet dygtige Regenter, og allerede 538 gik
Riget til Grunde, idet det blev opslugt af den
nylig opkomne pers. Stormagt, som Kyros,
Konge i Anzan, havde stiftet. Om disse
Begivenheder faar vi gode Oplysninger i et, desværre
temmelig ødelagt Aktstykke paa Kileskrift.
Under Persernes Herredømme (538—332) gik B.
jævnt tilbage. Kanaler og Vandværker forsømtes
vistnok i ikke ringe Grad, Klimaet blev som
Følge heraf mindre sundt. Alexander den Store
faldt som et Offer for Klimaet, da han tog
Ophold i Babylon, som han havde kaaret til sit
store Riges Hovedstad. Seleukos opgav ogsaa
Byen og grundede i Stedet Seleukia, hvor han
tog Sæde, men efter nogen Tids Forløb opgav
han helt B. og gjorde Syrien til sit Riges
Hovedland og Antiocheia til sin Residens. I
videnskabelig Henseende gik B. dog langtfra saa meget
tilbage efter Tabet af Selvstændigheden som i
politisk, borgerlig og moralsk Henseende. I
astronomisk Kundskab er der tværtimod en
stadig Fremgang, der fortsætter sig under
Seleukidernes og Parthernes Herredømme. I disses
Dage fremkom bl. a. en fortræffelig
forudberegnet Almanak (udg. af Epping: »Astronomisches
aus Babylon« [Freiburg 1889]). Den er i
Kileskrift og i assyrisk (bab.) Sprog; men for øvrigt
maatte dette Sprog efterhaanden vige for et
andet semitisk Sprog, Aramæisk, der fra
ældgammel Tid taltes af de mod V. levende Aramæer,
mest nomadiske Stammer. I Middelalderen
fortrængtes Aramæisk ved Muhammedanerne
af Arabisk. Under Partherne var B.
Hovedlandet i deres store Rige. Seleukia var
Landets Hovedstad, under Ny-Perserne
derimod Ktesifon, men de nypersiske Konger
opholdt sig den meste Tid af Aaret i Persien.
Under Partherne nød Jøderne, hvis Antal i B. var
meget stort, ikke ringe Begunstigelse. Lærde
Studier, særlig over Loven, og dermed i
Forbindelse staaende Undersøgelser dreves af dem
med Iver, og der blomstrede en rig jød. Litt. i
B. i dette Tidsrum. Sproget var Aramaisk.
Under Fremmedherredømmet synes den gamle
Gudsdyrkelse i B. lidt efter lidt at have tabt sin
Anseelse. Ny religiøse Samfund dannede sig, dels
under Indflydelse af det gamle, dels under
Paavirkning udefra. Enkelte af disse er ikke helt
forsvundne (Ssabier, Mandæer). Ny-Perserne
bragte Zoroaster’s Lære ind i Landet, hvor den
fik ikke ringe Magt. Kristendommen søgte ogsaa
at trænge ind, men mødte megen Modstand.
Manikæerne fik ogsaa en Del Indflydelse, uagtet
de oftere forfulgtes haardt. Efter Arabernes
Sejr over Perserne fik Muhammedanismen
Overmagt, og B. var under Abassiderne indtil
Kalifatets Fald (1224) dettes Hovedland. Da der i
de senere Aar er kommet adskillige ny vigtige
Indskrifter for Dagen, og da der efterhaanden
er udg. mange Aktstykker, som er benyttede i
nyere Skr, uden at der endnu er fremkommet
nogen samlet Fremstilling, maa man til nøjere
Studium af Landets Historie benytte forskellige
Skr. Vi nævner Maspero, Histoire ancienne
des peuples de l’Orient classique (Paris
1895—99, I—III), F. Hommel, »Geschichte
Babyloniens u. Assyriens« (1885) og »Grundriss d.
Geographie u. Geschichte des alten Orients (2. Udg.
1904); Winckler, »Gesch. Bab. u. Assyr.«
(1885); Tiele, »Bab.-Assyr. Gesch.« (1886—88);
Menant, Babylonie et la Chaldée (1875);
H. Radau, Early Bab. Hist. (New York 1900);
W. St. Chad Boscawen, The first of Empires
(1904); L. W. King, The History of Sumier and
Akkad (1910), Egypt and Western Asia in the
light of Recent Discoveries (1907), Studies in
Eastern History, I—II (1904—07); Bezold,
»Bab.-Assyr. Litt.« (1886); Charles Fossey,
Manuel d’Assyriologie (Paris 1904); P. Jensen,
»Kosmologie der Babylonier (Strassburg 1890);
King, Seven Tablets of Creation (1902); Haupt,
»Das Babylonische Nimrod Epos« (1884 ff.);
Harper, Assyrian and Bab. Letters, I—XIII
(1900—13); King, The Letters and Inscriptions
of Hammurabi, I—III (1898—1902); R.
Campbell Thompson, Late Bab. Letters (1906);
Ungnad, »Bab. Briefe aus der Zeit der
Hamurapi-Dynastie« (1914); Oppert et Menant,
Documents juridiques de l’Assyrie et de la
Chaldée (1877); M. Schorr, »Urkunden des
altbab. Zivil- u. Prozessrechts« (1913), Scheil
i Délégation en Perse Bd IV, Winckler, »Die
Gesetze Hammurabis« (1904); D. H. Müller,
»Gesetz Hammurabi« (1903); Johns, Bab. and
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
