Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Babylon, gr.-rom. Navn paa den i Oldtiden folkerige og blomstrende Stad ved Eufrat - Babylon, kaldes af Grækere og Romere en By ved Nilen nær Gammel-Kairo - Babylonien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
medens det saakaldte »andet Dynasti« besidder
en Del af Landet. Dette varer ved til omtr.
1730, da B. indtages af Nabofolket Kassi
(Kassitterne), hvis Konge bliver Hersker i B., der fra
nu af beboes dels af Kassitter, dels af
Efterkommere af den ældre semitiske Befolkning. De to
Folk synes i B. og Omegn efterhaanden at være
smeltede sammen til et Blandingsfolk, som vi
i hele den flg. Tid træffer i B. og de til Byen
hørende Egne, nemlig Kaldæerne (Kasdim ell.
Kaldi). Omtr. 1150 gaar Herredømmet i B. over
fra det kassitiske Kongehus til et andet, der
maaske var af mere ægte bab. Herkomst. For
øvrigt er hele det flg. Tidsrum lige til Senakherib’s
Dage (705—680) især karakteriseret ved
Kampe med Assyrien, der ofte førte til
Indtagelsen af B., men trods de Ødelæggelser, som
Oprørene havde til Følge, gjorde Folket i B.
stadigt nye Forsøg paa at vinde Friheden
tilbage. Dette førte til sidst til Byens fuldstændige
Tilintetgørelse af Senakherib. Indbyggerne
nedhuggedes ell. forjoges, Byens Jorder gaves til
Nabobyer. Men den næste assyriske Konge,
Assurhaddon (680—667), genrejste B. og skaffer
den ny opbyggede By Befolkning alle Vegne fra.
Hertil hentyder vistnok et Sted hos Profeten
Esaias (23, 13). B. kommer hurtig til Kræfter,
bliver atter Hovedstad i Babylonien og Sæde for
en Vasalkonge under assyrisk Højhed, men han
viser sig siden troløs, hvad der bringer ny
Ulykker over B. Men 625 lykkes det Nabopalassar at
gøre Ende paa det assyriske Overherredømme
over B., der nu blomstrer stærkt op. Under
Nebukadnezar (604—561) har B. en glimrende
Tid. Byen forskønnes og udvides paa mangfoldig
Maade, men Herligheden varer ikke ret længe,
538 er Perserne under Kyros Herrer over Stad
og Land, og gentagne Forsøg paa at genvinde
Friheden mislykkes. I Persertiden er B.
aabenbart i jævn Tilbagegang. Alligevel tænker
Alexander den Store paa at gøre B. til sit
Verdensriges Hovedstad, men Stedet er ikke mere
sundt. Den store Konge bliver et Offer for
Klimaet 323. Seleukos opgiver snart B. og flytter
til det nyopbyggede Seleukia, som han siden
ombytter med Antiocheia i Syrien. B. spiller
nu ikke mere nogen Rolle og forfalder mere
og mere, indtil den til sidst bliver til et øde
Sted, der svarer til Profeternes Forudforkyndelser.
(Litt.: R. Koldewey, »Das wieder
erstehende B.« [Leipzig 1913]; Samme, »Die
Tempel v. B. u. Borsippa« [1911]), smlg.: Scheil,
Esagil (i Mémoires de l’Acad. des Inscr. XXIX
[1914] og Dieulafoy i Comptes Rendus de
l’Acad. des Inscr. [1914, Paris]).
V. S.
Babylon kaldes af Grækere og Romere en
By ved Nilen nær Gammel-Kairo, som i den
senere Romertid og under Byzantinerne
spillede en vis Rolle. Her laa en af de tre Legioner,
som i Romertiden udgjorde Ægyptens Garnison.
Ved Udgravninger er der her fundet en Del
Oldsager fra senromersk og byzantinsk Tid.
Stedets græsk-ægyptiske Navn i den rom. Tid har
rimeligvis haft en vis Lydlighed med Navnet B.,
og man har deraf formodet, men næppe med
Grund, at der fordum havde været en vis
Forbindelse mellem de to Byer (saaledes af gl. Forf.
Ktesias og Josefus). (Litt.: Butler, Babylon
of Egypt [Oxford 1914]).
V. S.
Babylonien, i den gr.-rom. Oldtid den
sædvanlige Betegnelse for de Dele af Landene
ved Eufrat og Tigris, som laa S. f. det gamle
Assyrien, svarer omtr. til den nuv. tyrk. Prov.
Irak Arabi, i hvilken Talesproget nu er Arabisk.
Jordbunden bestaar overalt væsentligst af
Alluvialdannelser, hvis Materiale i Tidens Løb af de
to store Floder og deres, til Dels meget vandrige
Bifloder, er blevet løsrevet fra de N. f. Landet
liggende Bjerge og højere Strækninger, for
derefter at udbredes over de til Floderne stødende
lavere Strækninger, som disse til visse Tider af
Aaret overskyller. Herved er Forholdet imellem
Land og Hav i Landets sydligere Dele i vore
Dage blevet en Del forskelligt fra, hvad det var
Oldtidens ældre Tidsrum. Ikke ringe Strækninger,
der i en fjernere Oldtid var Hav, dækket
af den Persiske Havbugts Vande, ell. som i en
ret tidlig Tid dannede Øer, er i vore Dage Dele
af Fastlandet. Naar Talen er om disse Landes
Oldtid, maa man som Følge heraf ikke glemme,
at den nederste ell. sydlige Del af Landet ikke
var til i det Tidsrum, da B. begynder at træde
ud af det forhistoriske Mørke. Kysten laa
adskillige Mil, næsten en hel Breddegrad længere
imod N. og NØ. — I det gamle B. var Jorden
i Reglen af Naturen frugtbar. Den indbød til
Dyrkning, ligesom ogsaa til Kvægavl; men ikke
uden videre paa enhver Aarstid. I den tørre
Del af Aaret maatte der mange Steder skaffes
fersk Vand til at overrisle Markerne med,
medens man tillige altid maatte sørge for, at
stillestaaende Vand, der ingen Nytte gjorde til
Udvikling af Plantevækst, men derimod ved sine
Uddunstninger kunde gøre Ophold i Omegnen
farligt for Menneskenes Sundhed, blev afledet.
Disse Forhold nødvendiggjorde meget Arbejde
fra Menneskets Side, og dette maatte udføres
efter vel overlagte Planer. Der maatte graves
Kanaler og Render; naturlige Vandløb maatte
uddybes og reguleres, og alt saadant maatte
stadigt holdes vedlige. De Undersøgelser, der i
de senere Aar er foretagne i Landet, har vist,
at saadanne Arbejder har fundet Sted i B., og
det fra en tidlig Tid. Det kan i ethvert Tilfælde
næppe omtvivles, at Arbejder af denne Art
allerede er satte i Værk i den helt forhistoriske Tid.
Uheldigvis er det endnu ikke
lykkedes Videnskaben at skaffe paalidelige
Oplysninger om den forhistoriske Tid i B. Vi har
vel nogle Fund af gamle Bronze- ell.
Kobber-Sager fra meget gl Tid (saaledes ved Tell-Sifr)
og enkelte Fund af Stensager, men ingen
samlede Fund, særligt ingen Gravfund, der kan
henføres til rent forhistorisk Tid, hvorimod
saadanne, som vel kendt, nu forekommer i
Tusindvis i Ægypten fra forhistorisk Tid.
Alligevel kan det ikke nægtes, at vort Kendskab til
Oldtiden i B. naar meget langt tilbage i Tiden;
ja man kan sige, at det ikke begynder meget
senere end i noget andet gl. Land, og dernæst
har det i B. det Fortrin, at det støtter sig til
ældgamle samtidige Optegnelser, der vel er
affattede i en for os yderst ubekvem Skr., en
gl Kileskrift, men som vor Tids Videnskab har
formaaet med Held at trænge ind i.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
