Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aullagas - Aulne - Aulos - Aulæum - Aumale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aullagas [aw↱ljagas] (Pampa A.), Indsø
uden Afløb i den sydamerikanske Republik
Bolivia, efter den deri liggende Ø ogsaa kaldet
Panzasøen, og efter en By ved dens Bred
Pooposøen, ligger i Prov. Oruro 3880 m
o. H., og er 110 km lang, 30—45 km bred. Den
modtager fra Nord Desaguadero, Afløbet fra
Titicacasøen. Ved Søens sydlige Bred ligger Byen
af s. N. med rige Sølvminer, der i sin Tid blev
bearbejdede af Spanierne, men p. Gr. a.
Oversvømmelse blev opgivne i Slutn. af 18. Aarh.; i
den nyere Tid udnyttes de atter.
M. V.
Aulne ell. Aune [o.n], Kystflod i det fr.
Landskab Bretagne, Dept. Finistère, udspringer
i Nærheden af Callac, danner en Del af Kanalen
mellem Nantes og Brest og udmunder efter et
140 km langt Løb, hvoraf de 33 er sejlbare for
større Skibe, i Bugten ved Brest.
Aulos [-↱lås], gr. Fløjte, den mest benyttede
af de gr. Fløjtearter og af alle gr.
Blæseinstrumenter. Den anvendtes til at ledsage
Korsangerne og som Soloinstrument ved musiske
Væddekampe.
Aulæum (ell. Aulæa, gr, αὐλαία, Forhæng,
Tapet) bruges særlig om det senere antikke
Teaters Fortæppe, der ved Forestillingens Beg.
sænkedes ned, ved dens Afslutning hejstes op. Opr.
har Ordet vistnok været anvendt om Forhæng
for de ud til Aula (s. d.) stødende Rum, ell. for
overdækkede Dele af Gaarden.
H. A. K.
Aumale [o↱ma.l], tidligere Albemarle
(Alba Marla, Aumalium), By i det fr. Dept.
Seine-Inférieure, Arrondissement Neufchâtel, ved
Bresle og ved Nordbanen, har Mineralkilder og
Fabrikation af Klæde, Læder og Blik. (1906) 2000
Indb. Byen har en Kirke, opført 1508—1610, et
Raadhus fra 16. og 17. Aarh. og fl. gl. Træhuse
i Renaissancestil. — A. var et i Slutn. af 10. Aarh.
oprettet Grevskab, som 1546 blev ophøjet til
Hertugdømme til Fordel for Slægten Guise og senere
gik over til andre Huse. Titlen Hertug af A.
bæres — siden Louis Philippe’s Regering — af
en Søn af Hertugen af Orléans.
G. Ht.
Aumale [o↱ma.l], fr. Hertuger. Den ældre
Linie nedstammer fra 1) Claude I de
Lorraine (1496—1550), femte Søn af Hertug René
af Lothringen, der havde arvet Grevskabet A. efter
sin Moder. Claude blev 1527 udnævnt til Hertug
af Guise, og Slægten Guise nedstammer fra ham.
Bl. hans mange Børn var Frants af Guise, Marie,
der blev gift med Jakob V af Skotland og Moder
til Marie Stuart, og
2) Claude II de Lorraine (1523—1573),
der 1547 blev udnævnt til Hertug af A. Han
udmærkede sig i Henrik II’s Krige og senere i
Kampene mod Huguenotterne. Han beskyldte
Coligny for at have myrdet hans Broder Frants
af Guise og var derfor en af Anstifterne af
Bartholomæusnatten (1572). Selv faldt han Aaret
efter ved Belejringen af la Rochelle. Hans Søn
3) Charles de Lorraine, Hertug af A.
(1554—1631), var ivrig Tilhænger af Ligaen og
Kommandant i Paris, men blev 1589 slaaet af
Henrik IV. Efter dennes Sejr gik han over til
Spanierne; Kongen dømte ham til Døden, men
han slap bort og døde i Bryssel.
4) Henri Eugène Philippe Louis
af Orléans, Hertug af A., 4. Søn af Ludvig
Filip, f. 1822, d. 1897, arvede 1829 den uhyre
Condéske Formue efter den sidste Hertugs
Selvmord. A. deltog i fl. Felttog i Algier, erobrede
1843 Abd-el-Kader’s Smala (Lejr) og blev 1847
Generalguvernør; 1844 havde han ægtet Marie
Caroline Augusta af Bourbon, Datter af Prins
Leopold af Salerno. Da Februar-Revolutionen var
udbrudt 1848, var A. for loyal til at rejse
Modstand, hvilket vilde have været ham let, og rejste
til England, hvor han sysselsatte sig med hist.
Arbejder. Da Prins Louis Napoleon i Senatet
havde holdt en fornærmelig Tale mod
Orléanserne, svarede A. (Apr. 1861) med Flyveskriftet
Lettre sur l’histoire de France, hvori han
kritiserede Prinsen og Napoleon III meget skarpt.
Skriftet gjorde stor Opsigt, og Forlæggeren og
Trykkeren fik strenge Straffe. 1867 udgav A. sin
berømte Bog Les institutions militaires de la
France. Allerede tidligere havde han begyndt
sit Hovedværk Histoire des princes de Condé
pendant les 16.—17. siècles; de første to Dele
blev trykte 1864, men kunde først udkomme 1869
efter en lang Proces; Værket sluttede 1895 med
7. Bd. Ved Udbruddet af Krigen 1870 tilbød A.
Kejseren, senere Republikken sin Tjeneste, men
blev begge Gange afvist. Ved Valgene 8. Febr
1871 valgtes derimod han og hans Broder
Prinsen af Joinville til Deputeretkamret, hvorefter
Nationalforsamlingen 8. Juni med 484 Stemmer
mod 103 ophævede de Love, der forviste Huset
Bourbon fra Frankrig. Allerede Dagen efter kom
Prinserne til Paris, aflagde Præsidenten og
Ministrene en Visit og erklærede, at de ikke tænkte
paa at optræde som Prætendenter. I Decbr
indtog de deres Sæde i Forsamlingen og sluttede
sig til højre Centrum, kort efter optog det fr.
Akademi A. som Medlem. Aaret efter vedtog
Nationalforsamlingen, at Familien Orléans skulde
have sine Godser i Frankrig tilbage; dette kom
særlig A. tilgode, men vakte stor Forbitrelse i
Landet, hvor man endnu ikke var færdig med
at betale Krigsomkostningerne. A. arbejdede i
de samme Aar paa Forsoningen mellem
Legitimister og Orléanister, men Forsøgene strandede
stadig paa Greven af Chambord’s, »Henrik V’s«,
Stivsindethed. 1873—79 var A. kommanderende
General, derefter Generalinspektør for Hæren,
men da de Radikale fik Magten 1886, vedtoges
det, at Overhovederne for de tidligere
Regentfamilier og deres nærmeste Arvinger skulde
udvises, og at man tillige kunde udvise de øvrige
Medlemmer af disse Familier. Da A. derpaa var
blevet slettet af Hærens Lister og i et Brev til
Præsidenten havde kritiseret dette Skridt,
benyttede man Lejligheden til at udvise ham, som
man ansaa for den farligste Fjende af
Republikken p. Gr. a. hans Dygtighed og Rigdom. Hans
Svar paa Udvisningen var storsindet, da han
skænkede Akademiet sit Slot Chantilly med store
Kunstskatte; Akademiet søgte derfor om, at
Udvisningen maatte blive hævet, men det blev
foreløbig nægtet og først bevilget 1889, da han havde
afslaaet at have at gøre med Boulanger’s Rænker
mod Republikken. Hans Hustru var død 1869,
hans to Sønner i en ung Alder, selv døde han
1897 af Sorg over, at hans Slægtning
Hertuginden af Alençon var indebrændt. (Litt.:
Grandin, Le duc d’Aumale [1897]).
J. L.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
