Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Astronomi - astronomisk Aar, d. s. s. Solaaret, se Aar - astronomisk Dag, se Dag - astronomiske Aarbøger, se Efemeride - astronomiske Instrumenter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1891—92]; Valentiner, »Handwörterbuch
der Astronomie«, I—IV [Breslau 1897—1902];
»Encyklopädie der matematischen Wissenschaften«
[tysk-fr.], Bd VI [Leipzig, Paris 1906 ff.];
Chauvenet, A manual of spherical and
astronomical Astronomy, I—II [Filadelfia 1887];
Newcomb, A compendium of spherical astronomy
[New York 1906]; de Ball, »Lehrbuch der
sphärischen Astronomie« [Leipzig 1912];
Klinckerfues, »Theoretische Astronomie«, 3. Opl.
[Braunschweig 1912]; Bauschinger, »Die
Bahnbestimmung der Himmelskörper« [Leipzig
1906]; Laplace, Traité de mécanique céleste
(Oeuvres complètes, Bd 1—5 [Paris 1878—82];
Tisserand, Traité de mécanique céleste,
I—IV [Paris 1889—96]; Poincaré, Les
méthodes nouvelles de la mécanique céleste, I—III
[Paris 1892—99]; Samme, Leçons de
mécanique céleste, I—III [Paris 1905—10);
Charlier, »Die Mechanik des Himmels«, I—II
[Leipzig 1902—07]; Wolf, »Geschichte der
Astronomie« [München 1877]; Grant, History of
physical astronomy [London 1852]; Clerke,
History of astronomy during the nineteenth
century, IV Udg. [Edinburgh 1903]; Dreyer,
History of the planetary systems from Thales to
Kepler [Cambridge 1906];
Newcomb-Engelmann, »Populäre Astronomie«, 5. Opl. [Leipzig
1913]; Geelmuyden, »Lærebog i A.« [Kria
1908]).
J. Fr. S.
astronomisk Aar, d. s. s. Solaaret, se Aar.
astronomisk Dag, se Dag.
astronomiske Aarbøger, se Efemeride.
astronomiske Instrumenter. Det ældste og
simpleste Instrument, man kender, er Gnomon
(s. d.). Med dette kan man ved at maale
Længden af den Skygge, en vertikal Stang kaster
paa et horisontalt Plan, finde Solens Højde. Ved
Siden af Gnomon blev der navnlig i Alexandria
anvendt andre Instrumenter, som væsentlig
havde til Hensigt at maale Afstanden mellem
Himmellegemerne ell. bestemme deres Størrelse. I
den allerældste Tid bedømtes dette efter
Øjemaal og udtryktes i Forhold til Maanens
Tværmaal. Det næste Skridt var Benyttelse af en
Passer, hvis Hoved blev holdt ved Iagttagerens
Øje, medens han sigtede langs dens Ben mod
de Punkter, hvis Afstand søgtes. Aabningen af
Passeren bestemtes ved at afsætte den paa en
Cirkel, hvis Radius var saa stor som Passerens
Længde. Paa dette Vinkelmaal fulgte da i den
alexandrinske Periode andre Apparater, der
besad større Nøjagtighed, og som kan deles i 2
Klasser: De, der havde en retliniet Inddeling,
og hvorved Vinklen bestemtes indirekte ved at
maale Længden af Siderne i en Triangel, og de,
der havde en Cirkelinddeling. Til den første
Klasse hører det af Ptolemaios og af
Coppernicus senere beskrevne Triquetrum ell. Regula
Ptolemaica. Nær beslægtet med dette Instrument
er det meget skattede, af Purbach beskrevne
og efter alt at dømme af ham opfundne
Quadratum geometricum. Til denne Klasse hører ogsaa
Jakobsstaven (s. d.), der lige ind i 18.
Aarh., da den blev fortrængt af Spejlsekstanten,
blev brugt af de Søfarende for at bestemme
Bredden og Tiden. Armillarsfæren (s. d.)
er det ældste Instrument med Cirkelinddeling.
Uden Tvivl blev det benyttet af Timocharis
og Aristyl c. 300 f. Kr. Sikkert er det, at
Eratosthenes 220 f. Kr. havde opstillet
dette Instrument i Alexandria.
Astrolabium (s. d.) blev benyttede af Hipparch
og Ptolemaios for at bestemme Stjernernes
Position. Ptolemaios omtaler ogsaa en
Kvadrant, der var opstillet i Meridianen.
Araberne forbedrede disse Instrumenter dels ved at
være omhyggeligere med at dele Cirklen, dels
ved at bygge dem større. Hos dem træffer man
for første Gang paa den i den senere Tid saa
meget benyttede Murkvadrant (s. d.).
Ogsaa Azimutalkvadranten (s. d.), som
man tidligere antog, Tycho Brahe var Opfinder
af, synes at have været kendt og benyttet af
Araberne. I det hele var Arabernes Forraad af
Instrumenter betydelig større end, hvad der
fandtes i Europa paa Regiomontanus’ og
Coppernicus’ Tid, og det er først med
Tycho Brahe, at man i Vesten begyndte at
forbedre de gl. Apparater og konstruere ny.
Regiomontanus benyttede Torquetum, et med
Astrolabiet beslægtet Instrument, der kun har
Interesse for saa vidt, som det danner Overgangen
fra de gamles Cirkler til Nutidens parallaktisk
opstillede Instrumenter. Tycho Brahe
konstruerede selv sin Mur- og Azimutalkvadrant;
Cirklen var ved Hjælp af Transversaler (s. d.),
hvis Brug til dette Øjemed allerede Purbach og
Regiomontanus havde kendt, delt fra 10 til 10
Minutter. Sine Instrumenter har han beskrevet i
Astronomiae instauratae mechanica (1602).
Da Kikkerten afløste de Gamles Diopterlineal,
inaugureredes en ny Æra i den astron.
Iagttagelseskunst. Som Maalinstrument kunde den
først benyttes, efter at den var blevet forsynet
med Traadkors (to fine Traade, der var anbragte
lodret paa hinanden fæstede til en gennemboret
 |
| Astrolabium. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
