Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Astronomi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fiksstjernernes Egenbevægelse til at bestemme
Solens og dermed vort Solsystems Bevægelse.
Vigtig for 18. Aarh.’s A. var ogsaa de af
Bouguer og Condamine 1735—43 i Peru,
og af Maupertuis, Clairault og
Lemonnier 1736 i Lapland udførte
Gradmaalinger, hvorved man fik sikrere Kendskab til
Jordens Fladtrykning. Den af Mechain og
Delambre 1792 paabegyndte Gradmaaling ved
Dunkerque, der blev fortsat af Biot og Arago
til Formentera, fortjener ogsaa at nævnes, da
den blev udført til Fastsættelse af det metriske
System. Medens man saaledes i Frankrig havde
sin Opmærksomhed henvendt paa at bestemme
Jordens Størrelse og Form, søgte man i
England at faa Kendskab til dens Tæthed; hermed
beskæftigede Maskelyne og Hutton sig
1774 og Cavendish 1798. — Ved Oprettelse
af fl. optiske og mek. Værksteder af Graham,
Bird, Ramsden og Dollond, der
konstruerede den første akromatiske Kikkert efter
Euler’s Teori, forbedredes stadig de astron.
Instrumenter og forfinedes Observationskunsten.
— Til dette Aarh. hører ogsaa Grundlæggelse
af Nautical Almanac (1767) ved Maskelyne og
»Berliner astronomisches Jahrbuch« (1776) ved
Bode, der var Direktør for det af Kirch
1700 grundede Observatorium i Berlin, medens
Connaissance des temps var begyndt allerede
1678 efter Initiativ af Picard.
Det 19. Aarh.’s Arbejde paa den teoretiske
A.’s Omraade har holdt Trop med de
Fremskridt, Matematikken har gjort, og kan i det
store og Hele karakteriseres som en videre
Udvikling af de forsk. Metoder til Beregning af
Baneelementer, af Perturbationsteorien og dens
Anvendelse paa de forsk. Himmellegemer. De
Arbejder, Laplace og hans Samtidige, Plana
og Poisson, har leveret paa dette Omraade,
fortsættes ind i 19. Aarh. Banebrydende var
Gauss med sin Theoria motus og »De mindste
Kvadraters Metode« samt Olbers, der gav
en sindrig Løsning af Problemet: af
Observationer at beregne en Komets Bane, et Problem,
som selv Newton ikke havde kunnet løse
tilfredsstillende. De talrige Opdagelser af
Asteroiderne gav mange fremragende Astronomer
Impuls til at udfinde ny, bekvemme og dertil
skarpe Metoder til Udledelse af Banens
Elementer og Beregning af de planetariske
Perturbationer, hvorved et rigt Felt aabnede sig for
den regnende A. Bessel, Adams, Hansen,
Oppolzer, Newcomb, Bruns,
Gyldén, Hill, Tisserand, Poincaré,
Charlier o. a. er de mest bekendte paa dette
Omraade. En stor Triumf fejrede A., da
Planeten Neptun, hvis Eksistens var teoretisk
paavist af Leverrier og Adams, blev fundet
af Galle i Berlin efter Leverrier’s Anvisning.
Clarcke’s Opdagelse 1861 af, at Sirius er en
Dobbeltstjerne, hvilket Bessel havde udtalt, og
hvis Bane Peters og senere Auwers har
beregnet, og Schaeberle’s lgn. Opdagelse
for Procyon 1896 danner et værdigt Sidestykke
til Neptun’s Opdagelseshistorie. Studiet af
Dobbeltstjernernes Bane, der beskæftigede J.
Herschel, Villarceau, Encke, Thiele,
Seeliger, har vist, at den alm. Gravitation
virker i de fjerneste Egne af Verdensrummet
som her paa Jorden. Maaneteorien blev videre
udviklet af Adams, Hansen, Newcomb,
Delaunay, Brown og Cowell. For alle
de store Planeter beregnede Leverrier,
Newcomb og Hill de nøjagtigste Tabeller, man har.
Schiaparelli gjorde sig fortjent ved at
paavise, at Stjerneskud, der altid før var blevne
stifmoderlig behandlede, bevægede sig i Baner,
og at der er en intim Forbindelse mellem dem
og Kometer. Darwin har behandlet de periodiske
Kometer, og Seeliger har i Zodiakallyset
fundet Aarsagen til enkelte Afvigelser i Planeternes
Bevægelser, hvilke Newton’s Lov ikke kunde
give en Forklaring af.
Gradmaalingsarbejdet fra Slutn. af 18. Aarh.
blev fortsat i det 19. i større Skala; herved blev
Jordens Størrelse og Form end nøjere bestemt.
W. Struve, Bessel, Baeyer, Gauss,
Andræ, Hansen førte an; medens tidligere
hvert Land arbejdede for sig, blev der efter et
Forslag af Baeyer 1861 grundet en »europæisk
Gradmaaling«, som 1886 blev udvidet til en
»Internationale Erdmessung« med Sæde i
Potsdam; i Spidsen for denne staar Helmert.
Foruden Ledelsen af Opmaalinger i alle Egne af
Jorden, for at skaffe bedre Kendskab til dens
Figur, har den udvidet sit Program til ogsaa at
faa bestemt Tyngden saavel inde paa de store
Fastlande som ude paa det aabne Hav og at
faa nærmere Kendskab til Polhøjdens Variation.
Det 19. Aarh.’s første Nat er blevet
navnkundig ved Piazzi’s Opdagelse af den første
Asteroide, Ceres. I de flg. Aar, til 1807, blev der
fundet 3 andre. Olbers’ Bestræbelse efter at opdage
endnu fl. strandede paa utilstrækkeligt
Kendskab til Stjernehimlen, idet man endnu ikke
besad saa fuldstændige Stjernekort, at man
kunde adskille de smaa Planeter fra
Fiksstjerner. En af Bessel’s Hovedfortjenester er derfor,
at han fik Videnskabsselskabet i Berlin til at
udgive de »akademiske« Stjernekort (1824—59),
grundede paa Bessel’s egne
Fiksstjernebestemmelser. Derved blev det muligt at finde fl.
Asteroider, og fra 1845 er sjælden noget Aar gaaet
hen, uden at man har fundet ny, saa at man
nu har Kendskab til mere end 800 Asteroider.
Palisa har opdaget flest visuelt, Wolf de
fleste fotografisk. Man har ogsaa faaet fat i
Planeter, som kommer Solen nærmere end
Mars (Eros), og som holder sig i Jupiters
Afstand (Trojagruppen). Beregning af disse
Baner og nærmere Undersøgelse af deres
Elementer har »Recheninstitut« i Berlin overtaget. J.
Herschel, W. og O. Struve,
Dembowski, Dunér, Schiaparelli og
Burnham har fortsat W. Herschel’s
Dobbeltstjerneobservationer. Beskrivelsen af Maanens
Overflade har i Mädler, Lohrmann, Schmidt
og Weinek fundet ivrige Dyrkere.
Schiaparelli’s Undersøgelse af Mars, Merkur og Venus
har været epokegørende. Ihærdigt og
vedholdende Studium af Solens Overflade førte
Schwabe 1843 til Opdagelsen af
Solpletternes llaarige Periode. 1852 paavistes det, at der
finder en Forbindelse Sted mellem Solpletterne
og Jordmagnetismen. De totale Solformørkelser
i Midten af Aarh. bragte os Kundskab om Solens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
