Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Astrologi - Astromanti - Astrometeorologi - Astronomi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blev Karl IX’s Livlæge. Hans talrige Skr vandt
stor Udbredelse og var meget læste. Men da
Paven fandt, at han havde profeteret
Pavedømmets Undergang, blev de forbudte 1781.
For øvrigt fandt A. Tilhængere saavel hos
Katolikker som Protestanter, og vi ser Melanchton
som en ivrig Astrolog. Flere af de større
Astronomer var ikke ganske fri for at have en
Svaghed for denne Lære. Kepler skaffede sig et stort
Navn ved at forfatte Nativiteter og redigere
astrologiske Kalendere, om end han væsentlig
gjorde det for Levebrødets Skyld. I sit Skrift
Tertius interveniens (1610) tog han paa sin
Maade A. i Forsvar. Morin med sin Astrologia
gallica (1661) er en af de sidste betydelige
Astrologer; thi efter hans Tid kom A. mere og mere
i Miskredit og fik sit Dødsstød, da Newton ved
sin Gravitationslov leverede Beviset for de
Kepler’ske Love. I Østerland som Kina og Persien
findes endnu Hofastrologer.
I den systematiske A., saaledes som den blev
udviklet i Middelalderen, skelner man mellem
den naturlige og judiciariske. Den første lærer,
hvilken Indflydelse Stjernerne har paa Vejret
— den indeholder enkelte Sandhedskorn — den
anden har at undersøge, hvorledes Menneskenes
Skæbne afhænger af Vandrestjernernes
Bevægelse og indbyrdes Stilling, og det er denne, som
menes, naar der tales om A. For at faa
Kendskab til et Menneskes Nativitet, ɔ: at
forudbestemme hans Skæbne, maa Horoskopet
(s. d.) stilles, ell. man maa opsøge det Punkt af
Ekliptikken, som stod op i Vedkommendes
Fødselstime (domus ascendens). Fra dette Punkt
blev Ækvator delt mod Øst, altsaa i samme
Retning som Planeternes Bevægelse, i 12 lige store
Dele, Huse; disse var viede Liv, Lykke (Rigdom),
Søskende, Slægt, Børn, Tjenere (ogsaa Sundhed),
Ægteskab (dette Hus var diametralt modsat det
første, gik altsaa ned i Fødselstimen), Død,
Gudsfrygt, Ære og Værdighed (dette Hus staar
højest paa Himlen i Fødselstimen), Venskab,
Fjendskab. Ved Hjælp af disse 12 Huse blev den
saakaldte Himmelfigur konstrueret, hvori
man for at faa en lettere Oversigt over
Aspekterne (s. d.) indtegnede Planeterne og i den
senere Tid det saakaldte Lykkeshjul,
hvormed mentes det Punkt af Himlen, der staar lige
saa langt fra Maanen som det første Hus fra
Solen. Af den saaledes dannede Fig. blev
Spaadommen udledet. Ved denne maatte man have
sin Opmærksomhed rettet paa, om de 5 Planeter
var i deres egne Huse ell. i deres Adoptivhjem,
om Maanen og Solen var i deres Tegn ell.
benyttede sig af deres Medietetsret (s. d.). Fra
A.’s Tid stammer ogsaa de saakaldte
Aarsregenter, som endnu findes i mange Kalendere. For
at finde disse divideres det med 4 formindskede
Aarstal med 7. Resten er Aarsregenten (gaar
Divisionen op, tages 7 som Rest) efter følgende
Skema: 1 = Saturn, 2 = Jupiter, 3 = Mars, 4
= Solen, 5 = Venus, 6 = Merkur, 7 = Maanen.
I 1915 er altsaa Maanen Regenten. (Litt.: Maury,
La magie et l’astrologie dans l’antiquité et au
moyen-âge, 4. Opl. [Paris 1877]; Fomalhaut,
Manuel d’astrologie sphérique et judiciaire [Paris
1897]; Bouché-Leclercq, L’astrologie
grecque [smst1 1899]; Cumont, Catalogus codicum
astrologorum græcorum I—VII [Bryssel
1898—1909]; Boll, Sphaera [Leipzig 1903];
Virolleaud, L’astrologie chaldienne [Paris 1905 ff.];
Häbler, »Astrologie im Altertum« [Zwickau
1879]).
J. Fr. S.
Astromanti (gr.), Stjernetydning.
Astrometeorologi [↱a-] (gr.) er Læren om
Sammenhængen mellem Vejrliget og
Himmellegemerne (Maanen og Stjernerne). Læren
rettedes saa at sige udelukkende mod det bestemte
Maal at kunne forudsige Vejret (se
Vejrforudsigelser).
D. la C.
Astronomi (af gr. ἄστρον, Stjerne, νόμος,
Lov) er den Videnskab, som beskæftiger sig med
Himmellegemerne, deres Bevægelse og fysiske
Beskaffenhed. Som de øvrige Naturvidenskaber
er den en Erfaringsvidenskab og kan som saadan
ikke være bygget paa nogen anden Grundvold
end Fænomenerne og disses omhyggelige og
planmæssige Iagttagelse. Den er saavel
teoretisk som praktisk. Den teoretiske A. deles
i flg. 4 Hovedgrupper. 1) Den sfæriske A.
betragter Himmellegemerne saaledes, som de
umiddelbart uden Hensyn til deres virkelige
Afstande viser sig paa Himmelkuglen (sphaera), i
hvis Centrum Iagttagerens Øje befinder sig. Den
har kun med den Retning at gøre, hvori
Himmellegemerne viser sig, og henfører deres Plads
paa Himmelkuglen til bestemte Storcirkler og
Punkter. Stjernernes tilsyneladende daglige og
aarlige Bevægelse, Teorien for Formørkelser,
Refraktion, Parallakse, Præcession, Nutation og
Aberration hører herhen. 2) Den teoriske
A. undersøger, hvorledes det i Virkeligheden
forholder sig med Stjernernes Bevægelse, idet den
tager deres Afstande med i Betragtning, og viser,
hvorledes man kan bestemme deres virkelige
Plads i Verdensrummet. Den har til Opgave at
udlede Planeters, Kometers og Dobbeltstjerners
Bane af de observerede Positioner og omvendt
af Banens Elementer at beregne Himmellegemets
Sted til en given Tid (Efemeride). 3) Den
fysiske A., ogsaa kaldet Himlens Mekanik,
beskæftiger sig med de Kræfter, som fremkalder
Himmellegemernes Bevægelse. Den undersøger,
hvilken Virkning et Legeme p. Gr. a. sin Masse kan
udøve paa et andet. Perturbationsteorien og
»mange Legemers Problem« hører under dens
Omraade. 4) Den fysikalske A., der i den
senere Tid alm. benævnes Astrofysik, har
at udforske de Stoffer, Stjernerne indeholder,
og den Aggregattilstand, hvori de befinder sig,
saaledes som Spektralanalyse, Fotografi og
Fotometri kan give Oplysning om. Til denne Gruppe
henregnes ogsaa Beskrivelse af Himlen, Himlens
Topografi, ogsaa kaldet Astrognosi.
Haand i Haand med Udviklingen af den
teoetiske A. gaar den praktiske, der leverer
Materialet for Teorien og prøver denne. Den deles
derfor i den iagttagende (observerende) og
den regnende A. Den iagttagende A.
omfatter Kendskab til Instrumenternes Teori og Brug,
de forsk. Observationsmetoder samt deres
hensigtsmæssige Udvalg og Brug. Den regnende A.
søger ved nøjagtig Talregning at gøre sig
praktisk Nytte af de af Teorien givne Formler og
sammenligner Resultatet af Beregning med
Observation. Den er nu henvist til de saakaldte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
