Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arve - Arve (Bjergflod) - Arveafgift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Arve [↱ar-] (Anagállis L.), Slægt af
Kodriverfamilien, en- ell. fleraarige Urter med mere ell.
mindre krybende Stængel og siddende ell.
kortstilkede, ikke grundstillede Blade; Frugten er
en Buddike. I Danmark vokser Rød A. (A.
arvensis L.) alm. som Ukrud mellem Sæden,
ogsaa i Norge forekommer den hist og her. Den
er enaarig, har mørke Pletter paa Undersiden
af de modsatte og ægdannede Blade og hyppigst
skarlagenrøde, hjulformede Kroner; en
Varietet, A. coerulea Schreb., som har himmelblaa
Kroner, er sjælden. Naar Luften indeholder en
større Mængde Fugtighed, plejer Blomsterne
ikke at aabne sig, ligesom de kun er aabne en
kortere Tid al Dagen, nærmest omkr. Middag;
derfor kaldes Rød A. ogsaa »Grine ved Middag«.
Den blomstrer fra Juni og Sommeren igennem
og frembringer en stor Mængde Frø; som
Ukrudsplante er den dog uden synderlig Bet.
I sin Tid vandt den stor Berømmelse som
Middel mod Vandskræk.
A. M.
Arve [arv], Bjergflod i det fr. Dept
Haute-Savoie, udspringer paa Montblanc (Col de Balme),
gennemstrømmer Chamonix-Dalen, træder,
efter at have optaget Bjergfloderne Arveyron,
Giffre, Menoge og Aire, ind i Kanton Genève og
udmunder efter et 100 km langt Løb i Rhône
neden for Genève. A. er en rivende, vandrig
Bjergstrøm, der er farlig for Omegnen ved sine
Oversvømmelser.
Arveafgift er en Afgift, som Staten hæver af
falden Arv. Den kendtes allerede i Rom under
Augustus og har efterhaanden vundet Indgang i
de fleste Lande. Statens Ret til at paalægge en
saadan Afgift er vel i og for sig givet med dens
Ret til at regulere Erhvervsordningen og
paalægge de til Samfundsformaalenes Bestridelse
nødvendige Byrder, men særlig Hjemmel for
netop at belaste Arv med en særegen, betydelig
Skattebyrde hentes fra en Række dels
socialøkonomiske, dels rent finanspolitiske Betragtninger.
Bl. de første af disse anføres saaledes ofte, at
ikke blot er hele Arveinstituttet som enhver
Retsdannelse skabt af Staten, der derfor har det
i sin Magt at holde det inden for visse Grænser,
men Staten har derhos en ligefrem Andelsret i
al Arv, en subsidiær Arveret, der praktisk er
anerkendt fra gl Tid af i alle Lovgivninger
under Navn af Kongens ell. Statens
Arvefaldsret (s. d.) ell. Statens Ret til al efterladt
Formue, hvortil ingen Arving melder sig, ligesom
ogsaa den private Arveret overhovedet i mange
Lande stopper op, naar Slægtskabsbaandets
Styrke er gaaet ned til et vist Lavmaal. Statens
Ret til at tage A. kan derfor formentlig
begrundes ud fra denne Statens ejendommelige
Arveret. Af større Vægt turde det være, at Staten
gennem Paalæg af A. har et Middel, hvorved
det uden at føres over i en socialistisk Ordning
til en vis Grad kan bøde paa den Ulighed i
Formuefordelingen, der let bliver en Følge af
Arveinstituttet (se Arv), et Middel, der tillige,
naar Afgiften blot ikke skrues op til en urimelig
Højde, ikke i kendelig Grad vil forringe
Produktionsenergien ell. svække Impulsen til
Kapitalopsparing, ligesom ogsaa Afgiften med en vis
Føje kan betragtes som Ækvivalent for den
Omsorg, Staten nu i vidt Maal udfolder for fl.
af de Formaals Fremme, som Arveinstituttet
særlig sigter til at sikre. Af finanspolitiske
Grunde kommer dernæst i Betragtning, at
Afgiften ofte rammer en uventet Berigelse for
Arvingen, og at overhovedet selv en betydeligere
Afgift ikke paa langt nær vil føles saa trykkende
for dem, der modtager Arven ex causa
lucrativa, ɔ: uden selv at have ydet eget Arbejde
derfor, som en tilsvarende Afgift vilde det for
den, hvis Flid har samlet Kapitalen, og at
endelig denne Skat er forholdsvis simpel, sikker og
billig at opkræve. Flere af de anførte
Betragtninger passer imidlertid ikke ell. ikke fuldt paa
Arv inden for de snævreste Familieforhold. Her
vil Arveladerens Død, naar han var Familiens
Forsørger, ofte, saa langt fra at bringe
Arvingerne nogen Fordel, tværtimod medføre en
skæbnesvanger Forværring af deres Kaar, og
da alligevel at kræve Afgift ell. en lige saa høj
Afgift som i andre Tilfælde vilde aabenbart
være ubilligt. Derfor hjemler ogsaa de fleste
Lovgivninger dels en progressiv Stigning af
Afgiftens Størrelse i Forhold til Slægtskabets Grad,
saaledes at det mindste Procentbeløb ell. ofte
slet ingen Afgift paalægges den nærmeste Slægt,
et større Procentbeløb derimod de fjernere
Slægtninge, og et endnu betydeligere de fjernest
beslægtede ell. ikke beslægtede; dels tager de
ogsaa Hensyn til Arvens Størrelse, saaledes at
smaa Arve ofte gaar helt fri.
A. indførtes i Danmark første Gang ved Frd.
af 12. Septbr 1792, efter hvilken den nærmeste
Slægt endnu var afgiftsfri. Siden er imidlertid
Afgiften gentagne Gange blevet forhøjet. Efter
L. 19. Febr 1861 erlagdes den med 1 % af Arv,
der tilfaldt Ægtefæller, Livsarvinger ell.
Forældre, 4 % af Arv, der tilfaldt Søskende ell.
disses Børn, og 7 % af Arv, der tilfaldt fjernere
beslægtede ell. ikke beslægtede. Efter den nyeste
L. om A. af 27. Maj 1908 bliver der nu at svare
fra 1—3 % — alt efter Arvens Størrelse — af
Arv, der tilfalder Ægtefæller, Afkom ell.
Adoptivbørn, 4—6 % af Arv, der tilfalder Forældre
og disses Afkom, bortset fra Arveladerens
Afkom, 7—9 % af Arv, tilfaldende Bedsteforældre
og deres Afkom, bortset fra det forannævnte
Afkom, og endelig 10—12 % af anden Arv. Boer,
hvis hele beholdne Formue er under 500 Kr.,
samt en Arveladerens Ægtefælle og umyndige
Børn tilfaldende Arv, der ikke overstiger 1000
Kr, svarer ingen A., ligesom Finansministeren
i visse Tilfælde kan nedsætte A. ell. helt lade
den bortfalde. Derimod skal den nu udredes,
bl. a. ogsaa af Arveforskud og Forstrækninger
til Livsarvingerne, der skal afkortes i
Modtagerens Arv, samt af Gaver, bortskænkede i levende
Live, naar Arveladeren har forbeholdt sig
Indtægterne ell. Brugen af det bortskænkede. Ved
Loven af 1861 hævedes den Afgift, der under
Navn af Forlovspenge tidligere maatte
erlægges for at føre Arv ud af Jurisdiktionen. Om
den Afgift, der ligeledes tidligere maatte
udredes for at føre Arv ud af Riget, se
Sjette- og Tiendepenge.
I Norge er det ifølge en Lov af 8. Apr. 1905
overladt til Stortinget ved aarlige
Skattebeslutninger at fastsætte saavel Skattepligten som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
