Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Artikel, 2) (gramm.) er Benævnelsen paa et Par Smaaord, der opstilles som en særlig Ordklasse - Artikulation (dent.) - Artikulation (lat.) betegner de menneskelige Taleorganers Virksomhed - artikulere, se Artikulation - Artilleri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Man skelner mellem bestemt A.: -en, den
(Manden, den gode Mand) og ubestemt A.: en
(en Mand, en god Mand). Opr. anvendtes i vor
Sprogæt ingen A., som Tilfældet er i Sanskrit,
i Latin og endnu i de fleste slaviske Sprog. Men
i mange indoeuropæiske Sprog er der opstaaet
en bestemt A. af et opr. demonstrativt
Pronomen og paa et senere Stadium tillige en
ubestemt A. af det første Talord. I Oldnordisk, i
Runeindskrifterne og i de ældste Haandskrifter
forekommer bestemt A., dog langtfra saa
alm. som i det nuv. Sprog. Den ubestemte A.
kom i Brug i Løbet af Middelalderen; i Islandsk
forekommer den ikke. De fleste Sprog har
foransat bestemt A. Men i nogle Sprog (Rumænsk,
Bulgarsk, Albanesisk, de skandinaviske Sprog)
er den bestemte A. et Suffiks. I Oldnordisk hed
den bestemte A. foran Adjektiver enn,
efterhængt Substantiver -enn, etymologisk samme
Ord som tysk jener. Foran Adjektiver afløstes
det siden af hinn. Middelalderligt Dansk har
foran Adjektiver dels hin, dels thæn (ɔ: den).
Gentagelse af bestemt A. (den gode Manden),
som i Svensk og i norske Dialekter,
forekommer ganske undtagelsesvis i middelalderligt
Dansk. I talt Sprog har denne
Ejendommelighed sikkerlig kun udviklet sig i Skaansk og
Bornholmsk, hvor den endnu findes. Dialekterne
i det sydvestlige Jylland (V. f. en Linie, draget
fra Hjarnø i Horsensfjord over Skanderborg,
Silkeborg, Viborg, Hvalpsund til Bulbjerg) har
foransat bestemt A. ogsaa ved Substantiver (æ
Mand ɔ: Manden). Der er ofte blevet fremsat
den Paastand, at denne Ejendommelighed skulde
være Levning af en forhistorisk, fra den nuv.
forsk. Nationalitet, idet de Egne, hvor foransat
A. nu findes, opr. skulde have været beboede af
Folkestammer, der dannede et Mellemled
mellem Vestgermansk og Skandinavisk. Men om
forhist. Nationalitetsforhold kan man
fornuftigvis intet slutte ud fra Fænomener, der ikke
bunder i forhist. Sprogskikkelser. — Den
danske Benævnelse paa A. er Kendeord.
P. K. T.
Artikulation (dent.). Ved Tændernes A.
forstaas den Maade, hvorpaa Tænderne
bevæger sig forbi og imod hinanden under
Tygningen. Studiet heraf, d. v. s. af Kæbeleddets
Mekanik, har været dyrket ivrigt i alle Lande
i de senere Aar, idet Kendskabet dertil er af
stor Vigtighed for Fremstillingen af korrekte
Tandsæt. Den danske Tandlæge Prof. C.
Christensen har ydet et væsentligt Bidrag til
nævnte Studium.
E. H-p.
Artikulation (lat., egl. Leddeling) betegner
de menneskelige Taleorganers Virksomhed for
at frembringe Sproglyd. Man siger altsaa, at
f. Eks. Lyden p artikuleres med Læberne,
j med Fortungen mod den haarde Gane, og man
kalder da henh. Læberne og den haarde Gane
disse Lyds Artikulationssteder. De
Lyd, saasom Stønnen og Græden, der ikke
frembringes for at tjene som sprogligt
Meddelelsesmiddel, og hvorved Taleorganerne derfor ikke
indstilles paa nogen bestemt Maade, kalder man
uartikulerede Lyd. (Om de enkelte A.
se i øvrigt Lyd). (En anden, af Whitney hævdet
Opfattelse af Begrebet A., hvorved det skulde
gælde Stavelsedelingen, imødegaas af Techmer,
»Intern. Zeitschr. f. allg. Sprachwissensch.« I,
S. 107).
O. Jsp.
artikulere, se Artikulation.
Artilleri afledes efter nogle af det lat. ars
tollendi, efter andre af arcus og telum. Det
bruges nu som fælles Betegnelse 1) for det svære
Skyts og alt det Krigsmateriel,
Artillerimateriellet, der hører til det svære Skyts
(Kanonerne, deres Underlag, Ammunitionen,
Transportmidler m. m.), 2) for den Del af Hæren,
Artilleripersonellet, der konstruerer, fabrikerer
og betjener samt opbevarer dette Skyts med
Tilbehør, 3) for den Videnskab, der omfatter
Kendskabet til det svære Skyts med Tilbehør,
dets Virkning og Anvendelse samt alle de
teoretiske og praktiske Spørgsmaal, der vedrører
Fabrikationen og Konstruktionen deraf. Om
Artillerimateriellets væsentligste Dele, se Skyts,
Affutager og Ammunition. M. H. t.
Artilleripersonellets Organisation og Inddeling
m. m. henvises til Hærvæsenet i de forsk. Lande.
Historisk Udvikling. Allerede i
Oldtiden anvendte man Krigsmaskiner, der
udslyngede tunge Projektiler mod Modstanderen; men
Kraften, der anvendtes til at udslynge dem,
frembragtes ad mek. Vej. De benævnedes
Ballister og Katapulter — hos Romerne
Onagrer, idet Benævnelserne dog til forsk.
Tid har været ombyttede. De letteste Ballister
kaldtes Skorpioner og udskød Pile paa
2—300 m’s Afstand; de sværere Ballister naaede
ud paa c. 450 m. Katapulterne udkastede Stene
af 130 kg Vægt paa 550 m’s Afstand, ja det
berettes endog, at man med de sværeste kunde
udkaste Stene paa 5—600 kg paa Afstande indtil
1000 m. I Norden benyttedes lgn. Kastemaskiner
under Navn af Blider. Desuden benyttedes
til at bryde Hul i Mure metalbeslagne Bjælker,
Vædere, Murbrækkere,
Stormbukke, der kunde have Vægte indtil 150000—200000
kg og en Længde af 20—35 m.
Først i 13. Aarh. blev Hemmeligheden ved
Krudtets Tilvirkning kendt i Europa, og 1372
omtales det første Gang i Danmark. 1326
tilvirkedes Metalkanoner i Firenze, og 1346 førte
Englænderne Kanoner med i Slaget ved Crecy.
De første Tiders Ildvaaben stod i Virkning
tilbage for Buen og Armbrøsten; de var temmelig
korte og havde et ringe Kaliber (Tværmaal af
Løbet); men det varede ikke længe, inden de
voksede stærkt. De benævnes Bombarder
ell. Bøsser, og det Krudt, de brugte, var
Melkrudt (i Pulverform), tilvirket ved
Haandkraft og omtr. af samme Sammensætning som
nu. Man kom hurtig til Bagladepjecer,
saakaldte Skærmbrækkere ell.
Skerpentiner, hvis bageste Del bestod af et løst Stykke,
der kunde tages ud og lades. Projektilerne
var i Beg. hovedsagelig Stenkugler, dog
benyttedes ogsaa Smedejerns-, Bronze- og Blykugler,
Brandprojektiler og Sække fyldte med Sten.
Senere da det blev alm. at udstøbe Jern, fortrængte
Støbejernsprojektilerne hurtig de øvrige.
Underlagene var meget primitive; til
Transport brugtes Blokvogne og Karrer, til Underlag
under Skydning et Tømmerstillads.
Artilleristerne dannede et Lav, hvori Lærlingene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
